Pantheonline

Hvad har det romerske imperium og mediebrancen at gøre med hinanden?

6. juli 2011.

ESSAY. Vi kender alle historien om Romerriget. Et af de mægtigste riger, der nogensinde har eksisteret. Men hvad de færreste tænker over – eller måske endda er klar over – er, at romerne kastede sig ud i byggeprojekter, hvis lige ikke blev set før den industrielle revolution omkring 1900.

Faktisk var det romerne, der opdagede cement – et af de stærkeste og samtidig versatile byggematerialer.

Hvad endnu færre formentlig tænker over er, at romernes byggerier er et godt pejlemærke for, hvornår imperiet topper. Det gør det omkring den tid, hvor Pantheon – en af de få bygninger fra antikken der har været i brug, lige siden den blev bygget – bliver bygget under kejser Hadrian i år 126.

For hvordan kan det være, at en mur bygget af romerne 800 år efter det mægtige Pantheon, der står som en af de mest imponerende bygningskonstruktioner nogensinde, er en omgang sjusk bestående at genbrugte sten lappet med grene – der ikke længere sidder i muren – de steder, hvor stenene ikke passede sammen?

Svaret er simpelt: Oplæring.

Så længe der er gang i byggeriet – og det forudsætter en indre ro i imperiet – er der ikke overraskende fokus på at få nye bygninger op at stå, og det betyder, at der samtidig er godt gang i oplæringen af nye ingeniører, arkitekter og andre til byggesektoren.

Men i det øjeblik, der med historikernes ord bliver mere fokus på interne stridigheder, politik og – værre endnu – krig, flytter fokus sig fra konstruktionen af nye bygninger. Det betyder færre bygninger. Det betyder mindre oplæring, færre lærlinge – og fortsætter den onde cirkel længe nok er den enorme og imponerende viden gået tabt. Og så er vi fremme ved den sjuskede mur.

Og hvorfor er dette så interessant her i 2011, adskillige hundrede år efter, det mægtige imperium ophørte med at eksistere?

Det er det fordi, der den dag i dag er store imperier, der er ved at gå under – i den forstand, at de har toppet. Deres bedste dage er bag dem.

Det drejer sig om avisbranchen. De store imperier, nogle af dem verdensomspændende, der er blevet bygget op, og som nu lider under, at folk ikke ønsker at få gårsdagens nyheder leveret på papir.

Hvad store imponerende bygningsværker var for romerne, er god journalistik for aviserne. Det kan være det ene eller andet materiale – marmor, beton, papir, internettet – det vigtigste er, at outputtet er i top. Men hvad er der sket med journalistikken de seneste år? Der er bred enighed om, at den generelle journalistiske kvalitet i de journalistiske produkter er faldet – og stadig falder.

De gammeldages – nogle vil kalde dem reaktionære, jeg vil bruge ordet “traditionsrige” eller “romantiserende” – vil sige, at det skyldes internettet. Det er ikke helt korrekt. Årsagen er ikke internettet, men de muligheder og krav, som internettet har givet os. Førhen blev en artikel skrevet, printet på papir og sendt ud til kunderne. Man vidste ikke, hvilke artikler der blev læst mest eller var de mest delte – man opererede udfra de journalistiske væsentlighedskriterier. Dem, jeg på Journalisthøjskolen lærte hedder VISAK-kravene:

  • Væsentlighed
  • Identifikation
  • Sensation
  • Aktualitet
  • Konflikt

Jo flere af disse krav, din historie lever op til, jo bedre en historie er det.

Problemet er, at vi nu i stor udstrækning kun har K-kravet tilbage, og det står ikke længere for konflikt. Det står for klik.

“Synes du ikke, det er en god historie?”

“Tror du, der er mange klik i det?”

“Det tror jeg, det er jo…”

Sådan kunne starten af en samtale mellem en journalist, der vil sælge en historie, og redaktøren, der skal afgøre, om historien er vigtig – og værd at bruge tid på – lyde.

Hvorfor skal man gå op i, hvor vigtig en historie måske er? Det kan jo ikke måles. Og da slet ikke måles her og nu.

Og der er en konkurrence om klik mellem medierne. Pludselig handler det ikke længere om at levere den bedste journalistik, men om at kunne prale med de største besøgstal til en brancheorganisation.

Tilbage i september 2009 skrev fagbladet Journalisten ‘Klik er gud‘ – en artikel, der desværre ikke nåede helt i mål, men søgte at belyse fikseringen af klik på de danske netmedier.

Klik, sidevisninger og besøg. Alle er kommercielle målemetoder; hvor mange penge, kan vi tjene? Nu er det også blevet pejlemærker for vores indhold. Og så opstår problemerne.

Journalistikken er for længst kommet forbi – og har glemt – sit Pantheon. Nu bliver der bygget sjuskede mure hver eneste dag, og vi er i underskud af kvalitetskontrol. Vi kan med andre ord ikke se alle de pinde, der stikker ud for at holde sammen på stenene i konstruktionen.

Og så sker der det samme, som der skete i Rom. Vi har ikke længere fokus på den gode journalistik. Det betyder dårligere oplæring, hvilket igen betyder færre lærlinge – alle er vist klar over, hvor svært det er at få job som friskuddannet journalist. Bevares, en del af det skyldes finanskrisen, men en anden stor årsag er, at journalistik er på et “all-time low”. Fordi man har haft fokus på alle andre steder end på den gode journalistik, er den nu ved at smuldre, og en stadig voksende andel af den journalistik, der bliver produceret er ikke værd at betale for.

Som om det ikke var nok, skal journalisterne ikke blot gå op i sidevisninger, klik og besøg. Det skal også forretningsudvikle. Det skal de, vil de sige, dem der egentlig burde arbejde med forretningsudviklingen. Det skal journalister, fordi de producerer “varen”, og derfor skal de også tage ejerskab. I disse nye tider, hvor færre mennesker helst skal kunne lave mere arbejde, betyder det, at journalister også skal huske at deres journalistik, skal kunne

  • sælges
  • bruges i nye, spændende sammenhænge
  • rumme nye fortælleformer
  • beskrives med meta-informationer
  • se godt ud

for blot at nævne nogle få.

Det svarer til, at en ung romer, der måske kunne have startet som arkitekt-lærling for derefter at blive “full-blown” arkitekt i stedet bliver indkaldt til hæren og sendt i krig. Så får han ikke konstrueret mange bygninger. Og da slet ikke nogen, der vil gå over i historien.

Når journalistpraktikanter og nyuddannede journalister oplever, hvor vigtigt klik er, indkalder vi dem til en krig, der forhindrer dem i at gøre det, der er bedst for faget; bedrive fantastisk journalist, der gavner borgerne, samfundet – ja, sågar demokratiet.

I stedet får vi flere døgnfluer, der dør og visner, så snart de er ude af nyhedstrømmen og erstattet af den næste.

Måske kommer der en industriel revolution, der kan bringe de imponerede bygninger frem i journalistikken. Dem, som man også husker flere år efter, de blev bygget.

Desværre for Romerriget skete det 1500 år efter dets fald.

« Læs andre essays

 

1 thought on “Pantheonline

Der er lukket for kommentarer.