Er medierne klar til Facebook Connect?

Som du måske ved, har Facebook annonceret Facebook Connect. Kort fortalt:

Facebook Connect is the next iteration of Facebook Platform that allows users to “connect” their Facebook identity, friends and privacy to any site. This will now enable third party websites to implement and offer even more features of Facebook Platform off of Facebook – similar to features available to third party applications today on Facebook.

Google har også annonceret deres “Google Friend Connect” [pressemeddelelse | mere info på TechCrunch], som ikke er ulig Facebook Connect.

Facebook har indtil videre nægtet Google adgang til Facebook-brugernes data (men det er en anden historie), så jeg vil i dette indlæg kun fokusere på Facebook Connect, da det trods alt er der, den største brugerbase eksisterer pt.

Facebook skaber forbindelsen
Det som Facebook vil med Facebook Connect (og Google med Google Friend Connect) er jo vanvittigt interessant. De vil gøre det muligt at gøre hjemmesider sociale ved at tilføje en stump kode.

I Facebook Connects tilfælde vil det for eksempel kunne betyde, at folk ville kunne logge ind og agere her på Medieblogger med deres Facebook-data. Det i sig selv er smart, men rigtig spændende bliver det først, hvis man forestiller sig et scenarie, hvor Facebook bruger sin viden om, hvem der nu for eksempel har kommenteret et indlæg her på Medieblogger og så skaber relationer mellem de mennesker på Facebook.

Det vil sige, at person X kan få en besked om, at person Y har ageret det og det sted, hvor person X også har været aktiv. Derfor er der en god chance for at, at de deler interesse og måske kan få gavn af at have en forbindelse.

Når forbindelsen så er skabt, kan man forestille sig, at man vil kunne følge sine netværkskontakter i deres gøren og laden, når de skriver blogindlæg, kommentarer eller deltager i debatfora. Her skal brugeren selvfølgelig have mulighed for at vælge, hvor meget der “feedes” over i Facebook.

Vil medierne slå til?
Facebook Connect er oplagt for onlinemedierne at kaste sig over. Dels fordi de, hvis ikke de allerede er det, bliver halvdesperate efter at få deres indhold på en platform som Facebook og eksponeret for et sådan publikum, som Facebook kan præsentere.

Edward O’Hara fra Jupiter Research (som jeg hørte tale fornylig – det må jeg lige lave et indlæg om på et andet tidspunkt ;-) ) taler om, at hjemmesider, som vi kender dem nu, vil blive opløst, og indholdet vil blive skræddersyet og sammensat i forhold til, hvad folk efterspørger.

Det kan jo for eksempel være, at mediernes artikler også bliver distribueret ind i Facebook, da massepublikummerne er ved at forsvinde og blive erstattet af en masse publikummer, som selv skræddersyer deres mediedagsorden.

Der hvor man kunne forestille sig, at medierne vil være stejle er, at dataene ligger hos Facebook, og at de vil være skeptiske overfor at lægge Facebook-kode på deres hjemmeside(r).

Det, mener jeg, er dog relative peanuts i forhold til, hvad Facebook Connect har at tilbyde, så jeg håber, at medierne tager fat og tør eksperimentere.

Blogging er nået til den danske PR-branche

Hos ComON læser jeg, at Presswire (der håndterer udsendelse af pressemeddelelser) nu også vil sende pressemeddelelser til bloggere.

Det foregår på den (synes jeg) gode måde, at bloggeren selv opretter sig hos Presswire, vælger hvilke kategorier vedkommende er interesseret i også ellers begynder at modtage pressemeddelelser indenfor de kategorier. Simpelt.

Men hvorfor vil Presswire til at sende til bloggere? Svar: Hurtighed og specialisering.

»Vi ser oftere og oftere, at det er bloggerne, der kommer først med nyhederne eller er dem, der sætter en dagsorden. Det skyldes, så vidt vi ser det, at bloggerne er meget specialiserede. Nogen skriver om it på et meget højt og samtidig smalt niveau, og andre blogger om roser på et fagligt niveau, hvor de etablerede ikke kan være med,« siger journalist Rene Hjetting fra PressWire.

Nu kan man selvfølgelig sige, at der ikke er noget nyt i det (jeg har selv fået en del e-mails fra pressefolk i forskellige startups på baggrund af min engelske blog), men Presswires måde at gøre det på, synes jeg virker rigtig fornuftig.

Så nu har jeg tilmeldt mig med mine kategorier, så må vi jo håbe, at der bliver annonceret noget spændende :-)

Hvis du er blevet interesseret, kan du også oprette dig som blogbruger hos Presswire.

Jordskælv: Twitter slår medierne på hurtighed

Jens Jørgen Madsen (der var så flink at nævne vores manifest på journalisten.dk) har tippet mig om historien om, at Twitter har slået de traditionelle medier i dækningen af jordskælvet i Kina. Slået på hastighed, forstås:

News of the deadly catastrophe reached Twitter devotees such as blogger Robert Scoble in San Francisco even before the massive temblor, which killed more than 12,000 people in Sichuan province, was reported by news organizations and the earthquake-tracking US Geological Survey.

“Several people in China reported to me they felt the quake while it was going on!,” Scoble wrote in his popular Scobleizer blog.

Twitters are abbreviated text messages that can be instantly posted on online bulletin boards and personal websites and sent to the mobile telephones of selected friends.

They were at the forefront of a gush of quake pictures and video swiftly posted online via services such as Yahoo’s Flickr, Google’s YouTube, and French entrepreneur Loic Le Meur’s fledgling Seesmic, which has been called the “Twitter of video.”

Twitter reportedly became a source of information for major news organizations covering the China earthquake.

“This event has the potential to bring mainstream media into the Twitter world,” Alec Saunders wrote in his Personal Soapbox blog.

Helt almindelige mennesker har altså skrevet på Twitter om jordskævlet, og der har de traditionelle medier slet ikke kunne følge med.

Hellere lille og rap end stor og…
Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke synes, at Twitter er særlig velegnet til samtaler, men her ser vi Twitters styrke: Hurtighed og en stor skare af mennesker, som er på tjenesten, hvad enten de selv skriver på Twitter eller blot følger med i strømmen for at være opdateret.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan mikrotjenesten Jaiku overhalede de traditionelle medier på hastighed, da der var bombealarm på Høje Taastrup station.

Kan jordskævlet i Kina være, som der står i artiklen hos Yahoo News, dén begivenhed, som får mikromedierne (som fx Twitter og Jaiku) ind på mainstreamscenen? Jeg tror i hvert fald, vi er ved at være der.

Google på vej i Metro Internationals bestyrelse

MediaWatch har en interessant historie om, at Google er på vej ind i Metro Internationals bestyrelse.

Det er næppe uventet, at Google engagerer sig i et mediehus, men det overrasker mig lidt, at det er Metro, der ikke – i hvert fald ikke på vore breddegrader – er kendt for en stor tilstedeværelse på nettet.

I samme åndedrag kan nævnes, at MediaWatch også skriver, at Metro Internationals administrerende direktør Per Mikael Jensen forudser en massiv bladdød i Danmark:

“I gamle dage kunne dagbladene bare afskærme og forsvare deres marked, men du kan ikke bare ringe til Facebook og bede dem om at holde sig væk,” siger han. Han mener bestemt ikke, at avisbranchen har set det værste endnu, men er dog samtidig af den opfattelse, at der er for tidligt at skrive avisernes gravskrift.

Han mener, at der kun er én landsdækkende avis tilbage her i landet om 20 år. Spændende bud.

Twitter dur ikke til samtaler

Flere og flere taler om det, og flere og flere bruger det: Twitter.

De fleste beskriver Twitter som en mikroblogtjeneste, hvor man via sin mobiltelefon, browser eller instant messaging-klient (for eksempel Google Talk) for eksempel kan skrive, hvad man laver lige nu, eller hvilke tanker man gør sig, hvad enten det er om livet, sit arbejde, sin hobby eller noget helt fjerde.

Der er bare det ved det, at Twitter slet ikke er en mikroblogtjeneste. For en central del af begrebet “blog” er dialogen, og den har Twitter ikke.

Det har en tjeneste som Jaiku derimod. Her kan man kommentere på hinandens “mikroindlæg” (max. 140 tegn), og så kører samtalen. På Twitter kan man svare hinanden ved at skrive “@” efterfulgt af vedkommendesbrugernavn. Så hvis du for eksempel vil skrive et svar til mig, skal du skrive “@larskjensen: blah blah blah”.

Men den feature holder ikke. For hvis du nu vil svare på noget, jeg har skrevet, og jeg når et poste et nyt mikroindlæg, inden du får skrevet dit svar færdig, ja så tror Twitter, du henviser til mit seneste mikroindlæg, som i teorien kan omhandle noget helt andet. Og så går samtalen i stykker.

Jaiku har samtalen i centrum
På Jaiku er det mere logisk. Det fungerer fuldstændig som på en blog: Et indlæg øverst, og så kommer kommentarerne i kronologisk rækkefølge med de ældste først.

Jeg har hældt lidt af min frustration over Twitter ud på netop Jaiku (lige her), hvor du kan se, at der faktisk kører en samtale. Det ville aldrig kunne lade sig gøre på Twitter i en så overskuelig form.

Min ven og blogmakker på Online Minds, Kim Elmose skrev for noget tid siden en artikel om Jaiku og Twitter til “Magasin”-tillæget til Politiken. Og hvad gjorde Kim? Han efterlyste selvfølgelig pointer til sin artikel på Jaiku. Også det, kom der en snak ud af.

Heller ikke det ville kunne lade sig gøre. Kim ville have haft svært ved at samle op på alle svarene og det ville blive et virvar af mikroindlæg. På Jaiku ligger de pænt i rækkefølge efter hinanden.

Dit liv i ét feed
En anden ting Jaiku har er muligheden for at tilføje RSS-feeds. Det vil sige, at du automatisk kan tilføje feeds med for eksempel dine Flickr-billeder, dine del.icio.us-bogmærker, den musik du hører på last.fm, indlæg fra din(e) blog(s) og så videre og så videre. Kort sagt kandu tiføje alt, der har et RSS-feed.

Med andre ord kan din Jaiku-profil altså blive en form for “life feed”, som en anden Jaiku-bruger (navnet er desværre væk lige nu, sorry!) kaldte det. For eksempel har du et RSS-feed på Kims online liv her.

Hvad er det så, Twitter har, som gør, at det er det, de fleste snakker om og bruger? Publikum. Kvantitet. Og så at de var først.

Derudover hjælper det heller ikke Jaiku, at man stadig er på invitations-basis (det vil sige, man skal have en invitationskode for at kunne oprette sig (jeg har nogen, hvis det er)). Invitationerne blev introduceret da Jaiku blev købt af Google tilbage i oktober 2007.

Men hvor længe kan Twitter holde positionen som den største spiller på det marked? Der mangler i hvert fald et interface, der gør det nemmere og mere overskueligt at snakke med hinanden via Twitter.

For det er jo det, vi i bund og grund vil. Snakke.

Har superbloggeren Scoble solgt ud?

Robert Scoble (blogpioner, især indenfor corporate blogging, og tidligere Microsoft-ansat) er en af mine helte, da han har gjort et utroligt stykke arbejde for at få virksomheder til at blogge.

Men nu begynder der at ske underlige ting omkring ham. Hvis du, som jeg, læser TechCrunch-bloggen, så har du formentlig set indlægget om, at Scoble nu har annoncer på sin blog, skønt han tidligere har sagt, at annoncer på blogs går ud over troværdigheden.

For nogle dage siden, kunne TechCrunch så berette, hvordan Scoble nu eksperimenterer med annoncer på Twitter som er en form for statusopdateringsservice, der har vundet stor udbredelse i især USA.

Jeg synes, at der som udgangspunkt ikke er noget galt i, at en blogger har annoncer på sin blogs, så længe det ikke har indflydelse på indholdet. Men anderledes er det, når en fyr som Scoble (der tidligere har banlyst annoncer) nu pludselig har annoncer på sin blog og grisser sin Twitter-kanal til med reklamer – noget som jeg ikke kan forestille mig, at dem der følger ham på Twitter synes er særlig fedt.

Hvad mener du? Har du mindre troværdighed til Scoble nu? Og hvordan har du det med annoncer på blogs?

Jubii vil producere journalistik: “Vi har ikke formået at vokse sammen med markedet”

Der sker ting og sager hos Jubii.

24. april kunne MediaWatch skrive, at Jubii ville relancere med færre partnere og bedre universer, og i dag står at læse, at Jubii nu vil være nichemedie – og blandt andet »springe ud som en egentlig producent af journalistisk indhold«.

Det bliver spændende at se, hvad Jubii-folkene har gang i. Ifølge MediaWatch drejer det sig om forskellige mere eller mindre offentligt kendte projekter:

Ud over en redefinering af selve søgefunktionen skal Jubii være et rigtigt medie med journalistisk indhold. Det skal ske i en række undersider under hvert deres navn. Det første, kvindesitet Amine.dk, er allerede lanceret. Derudover ventes et tilsvarende site for mænd, et gossipsite og to tilsvarende sites, som Jubii holder hemmeligt.

Hvert site bliver selvstændigt med sin egen redaktion. Interessant.

Jubiis direktør erkender, at man ikke har fulgt med:

»Vi må jo indrømme, at vi ikke har formået at vokse sammen med markedet, og at jeg i den tid, hvor internettet er vokset, stort set kun har skåret ned. Vi har investeret for lidt i markedet og er blevet overhalet, og det er ikke tilfredsstillende,« siger Peter Lundsgaard til Berlingske.

Det er jo næppe satsninger, som Jubii er alene om. For eksempel har JP/Politikens Hus lanceret communitysitet Navlestreng.dk for mødre, og boligmagasinet Decorate.dk er på vej, pt. med en Udviklingsblog.

Og når man læser i det seneste nummer af eJour, at nogle nichesites har problemer med væksten, er der god grund til at glæde sig til, hvordan markedet for nichesites herhjemme i lille Danmark kommer til at spænde af.

Jubii ønskes i hvert fald god vind herfra.

The Economist: Trængte lokalaviser skal blive mere “intenst lokale”

I artiklen “On the brink” (som du muligvis har set blandt mine tips, som jeg deler med jer via del.icio.us) tager The Economist fat på det faldende oplag på det amerikanske avismarked.

En af pointerne i artiklen er:

Industry experts such as Lauren Rich Fine of Kent State University do not think that the Times is responding forcefully enough.

“Now is the time to beef up its business section,” she says.

Ms Fine also points out that although all newspapers are being buffeted by the internet, their ability to respond will probably depend on whether their audiences are national, metropolitan or local. The first category can afford to invest in distinctive international or business coverage, while the last can prosper by becoming “more intensely local”.

But she fears for the big metropolitan newspapers, which may find themselves trapped in the middle.

“More intensely local” kan, mere eller mindre, oversættes til “hyperlokal”, som er et begreb, som Rob Curley arbejder meget med. Altså at lokalstoffet bliver endnu mere lokalt og giver borgerne i området et sted, hvor de kan finde en masse informationer om deres lokalområde.

Du kan læse mere om Rob Curley her, hvor jeg linker til Daniel Bergsagels blogindlæg fra hans besøg hos netop Rob Curley.

Borgerne skriver avisen – ja, avisen..en trykt avis!
Rob Curley arbejder hovedsagligt med online- og mobiltjenester. Et andet eksempel er Mary Lou Foulton fra Bakersfield Californian. Her gør man det, at man ugentligt trykker en avis, finansieret af annoncer, med borgernes blogindlæg og artikler. Og det fungerer godt og kører rundt økonomisk.

Noget af det mest interessante ved Bakersfield-projektet er jo netop, at borgerne deltager på et onlineplan, og deres indhold resulterer i en gammeldags trykt avis, som bliver delt rundt — gratis, så vidt jeg husker.

Så ingen tvivl om, at Lauren Rich Fine har fat i det rigtige i The Economist-artiklen. En satsning på at blive “endnu mere lokal” betyder, at borgerne i et samfund føler sig tættere knyttet til deres lokalblad/avis. Det, kombineret med at de selv og deres venner/familie nu er repræsenteret i mediet, giver dem større købelyst, og så kan oplaget gå op.

Det samme kan, som jeg ser det, til en vis grad lade sig gøre med landsdækkende aviser, blot er det sværere at skabe et “fællesskab” omkring et medie, som det kan lade sig gøre med lokalmedier, som kan tage emner fra lokalmiljøet op.

Selvfølgelig kan et landsdækkende medie også tage et emne op, og de gør det næsten hver dag, men det er nu engang sværere at samle hele landet, end det er med et lokalområde.

Samtalen med borgerne kan, som med Bakersfield-eksemplet, sagtens foregå på nettet og give bonus på printsiden.

YouTube på dansk 5. plads

Ifølge nye tal fra Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM), som denne gang også har inkluderet sites, der ikke er FDIM-medlemmer, kommer YouTube ind på en 5. plads på listen over antal brugere med 1,2 millioner brugere, skriver MediaWatch.

Dermed overhaler YouTube ekstrabladet.dk (hvor jeg sidder), som ellers normalt indtager 5. pladsen på FDIMs liste over deres medlemmer baseret på trafik.

Du kan se hele listen hos MediaWatch.

Tallene er en del af en undersøgelse, som du kan læse mere om hos FDIM. Derudover er min Jaiku-buddy Anders Bendix i skrivende stund tilstede til det arrangement, hvor FDIM præsenterer tallene, og du kan følge hans mikroreportage.

SDU-studerende har flair for teknikken

Via det seneste nyhedsbrev fra Danske Dagblades Forening finder jeg en historie på journalistforbundet.dk: “Odense-journalister er tossede med teknik“. Her står blandt andet at læse:

Næsten hver anden studerende, som afslutter journalistuddannelsen i Århus eller Roskilde ender på et af de danske dagblade. Hvis man består de afsluttende eksamener på Syddansk Universitet (SDU) i Odense, så ender man oftest med, at lave tv, radio eller videoproduktioner.

Det fremgår af en rundspørge, som DJ har foretaget blandt de studerende, der dimitterede i oktober 2006 fra de tre journalistuddannelser. Resultatet tyder på at SDU i højere grad end de andre uddannelsessteder målretter sine elever til en karriere med billeder og lyd i centrum.

Det undrer mig egentlig ikke. Også blandt de studerende, da jeg gik på Journalisthøjskolen, snakkede man om, at de journaliststuderende på Syddansk Universitet nok blev lidt mere forberedte på en flermediel hverdag end vi og de RUC-studerende gjorde.

Det fremgår dog ikke, hvor mange der kommer til at arbejde med nettet. Man kan jo sagtens få arbejde på et dagblads hjemmeside og samtidig have flair for teknikken og bruge den i sit arbejde med netavisen.

Vil du være journalist? Så fortæl mig, hvad web 2.0 er

Lasse Skjelmose har fortalt mig noget skægt: I optagelsesprøven til journaliststudiet på Syddansk Universitet var et af spørgsmålene:

Hvad er web 2.0?

Og svaret er:

Anden generation internet med sociale medier som wiki’er og netværk og andet brugergenereret indhold.

Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om den definition, men i stedet blot fortælle dig, at du kan se alle spørgsmålene på dr.dk.

Men godt at se, at de nye tendenser på nettet har fundet vej til journalistuddannelserne!

Ny internetradiokanal skal udfylde DRs public service-hul

Morten Arnfred, Caroline Søeborg Ahlefeldt, Erik Aschengreen, Ida Auken, Bent Fabricius Bjerre og andre vil starte en ny internetradio per 1. maj, der skal udfylde det hul i den klassiske public service, som man ikke mener, DR udfylder. Det skriver MediaWatch.

Interessant.

Det minder ret meget om Radiofonisk Selskab, som jeg tidligere har skrevet om. Også det opstod i protest mod DR, der drejede det sig blot om montager.

Det lader til, at internettets muligheder først er ved at gribe rigtig fat i radiomediet. Selvfølgelig er podcasts nået langt, men nu lader det til, at utilfredse, og prominente, mennesker for alvor starter deres egne kanaler, som modsvar til det, de er så trætte af.

Er det papiret, der trækker JP/Politikens Hus ned?

Jeg sidder og læser MediaWatch-artiklen “JP/Politiken taber penge på minoritetsandele“, hvor man kan læse, at nogle af de 50 procent-ejerskaber, som JP/Politikens Hus (som jeg sidder og arbejder i) ikke har kunnet redde regnskabet.

Det er en ting. En anden ting er, at det tilsyneladende er papirforetagender, der trækker ned:

Blandt synderne er Trykkompagniet, som JP/Politiken ejer sammen med Det Berlingske Officin, og som de seneste fire år har tabt cirka 60 mio. kr.

Også Dansk Avisomdeling har trukket i den gale retning med et tab på 12 mio. kr. det sidste år.

Over de sidste fire år har de to altså kostet 72 millioner kroner. En pæn sjat.

Hopper vi tilbage til 5. marts og Business.dk-artiklen “JP/Politiken taber 134 millioner“, står følgende at læse:

Underskuddet før skat for 2007 lyder på 134 mio. kr., mod et overskud i 2006 på 112 mio. kr. Samtidig er omsætningen steget fra 3,5 til 3,7 mia. kr. Det fremgår af en kortfattet regnskabsmeddelelse.

[…]

”2007 var kendetegnet ved, at de digitale medier udviklede sig stærkt, vores lokalaviser klarede sig meget flot, og vi har overskud i vores svenske forretning. Vores forlagsaktiviteter havde til gengæld et hårdt år og kom kun ud med et lille overskud,” siger Lars Munch.

[…]

24timer har formentlig belastet regnskabet med i omegnen af 250 mio. kr. i 2007. JP/Politiken har gennem den seneste tid skruet kraftigt ned for oplaget på gratisavisen, for at gøre den mere rentabel, ligesom man har indstillet husstandsomdelingen. Avisen udkommer i dag i 260.000 eksemplarer – cirka halvdelen af da den var størst.

Jeg ved godt, at netforretningen stadig ikke giver et lige så stort overskud som papirforretningen for nogle af de danske medier (det gør den til gengæld hos eksempelvis VG – det var i hvert fald det sidste, jeg hørte), men alligevel er det påfaldende at se så store tal (især hvad angår 24 Timer), der relaterer til printbranchen. Det har stort set kun gået én vej. Ned.

Hvor længe kan det fortsætte?

Netannoncer gik 39 procent frem i 2007

Annoncering på nettet, som indtil videre er det bedste bud på en forretningsmodel der virker for medierne, vokser hastigt. Sidste år gik det 39 procent, svarende til 2,5 milliarder kroner, skriver MediaWatch:

“En samlet omsætning på 2,5 mia. kr. viser, at nettet nu er blevet fast inventar på alle virksomheders mediaplaner – og den meget kraftige vækst viser den stadig større betydning som internettet bliver tillagt.

Det, der før var en lille å, har nu udviklet sig til en kæmpe flod med voldsom strøm i netmediernes sejlretning,” siger Christian Peytz, formand for FDIM, i en pressemeddelelse.

Downing Street #10 er på Twitter

En kommunikationsform, der vokser mere og mere frem er mikroblogging. En af de helt store spillere her er Twitter — som man endelig ikke kan kalde mikroblogging, da man ikke kan kommentere på hinandens beskeder. Det kan man derimod på mikroblogtjenesten Jaiku.

Og nu har Downing Street nummer 10 åbenbart også set lyset ved mikrotjenester. I hvert fald er den engelske premierministers kontor nu repræsenteret på Twitter på twitter.com/DowningStreet, ser jeg hos Phil Bradley.

Jeg har siddet og kigget beskederne lidt igennem, og det virker rent autentisk. Det er jo næppe Gordon Brown, der er aktiv, men det er heller ikke det indtryk, man forsøger at skabe. For eksempel skriver man:

The official twitter channel for the Prime Minister’s Office based at 10 Downing Street.

Tør Statsministeriet noget lignende?