Kim Elmose er kendt for at være den diplomatiske revser. Med sit mangeårige engagement og deltagelse i udviklingen af journalistik og medier online er han i stand til at se igennem de mange dårlige undskyldninger, der har præget mediebranchen gennem årene og i høj grad har sinket udviklingen af den. Det første indlæg "Tag dog ansvar for egen weblæring" handler om, at journalister selv skal tage teten, når det drejer sig om, at tillære sig færdigheder med blog, wikis og sociale medier.

"Det handler jo bare om at bruge de muligheder, der allerede eksisterer i den virkelighed, vi opererer i."

Her henviser han til, at de fleste web-tjenester for det første er gratis – for det andet har myriader af let forståelige vejledninger online. Vejledninger som er let tilgængelige, og som man frit kan benytte sig af. I sin egenskab af formand for DONA (Danish Online News Association) står han i spidsen for de danske webkommunikatører, der ønsker at hjælpe og dele viden om online-værktøjer med andre.

Der er – Ifølge Kim Elmose – INGEN gyldig undskyldning. Sid ikke på hænderne og vent på din arbejdsgiver – hjælp dig selv!

Blogging er ingenlunde nyt for Elmose, der tidligere bestred jobbet som blogredaktør hos internetavisen Politiken.dk. Han er fast blogger på webnørde-bloggen Onlineminds.dk og har stadig sin egen velkendte blog – Mediehack – som er en af Danmarks mest kendte medieblogs.

• Politiken nu også med trackback på artikler (11. februar 2008)
• Journalisten.dk har skrevet om vores manifest (15. maj 2008)
• Ingeniørforeningen henter webredaktør fra Politiken (28. januar 2009)
• Hvorfor tror folk, at bloggen som medie er død? (24. november 2008)
• Fungerer brugerblogs ikke for de store mediehuse? (1. november 2008)

Derfor kan du nu også følge Medieblogger på Twitter på twitter.com/medieblogger.

Til at starte med bliver der kun postet de seneste indlæg her fra medieblogger.dk, men med tiden er det planen, at der også skal være tweets, som ikke nødvendigvis linker til et indlæg på bloggen.

Hvis du hellere vil følge med fra din e-mail, har vi også et nyhedsbrev.

• What The Trend fortæller dig, hvad en Twitter-trend egentlig går ud på (3. december 2009)
• Urolighederne i Iran gør Twitter hyperrelevant (15. juni 2009)
• Uroligheder i Iran udskyder opgradering af Twitter (16. juni 2009)
• Twitturly fortæller dig, hvad der er hot på Twitter lige nu (1. februar 2009)
• Twitter-hit: #internetbeatles – The Beatles-tekster omskrevet til internettet (1. juli 2009)

Folk, der kender mig ved, at jeg bestemt ikke er det, man kalder en 'Apple fan-boy', altså en person, der blindt roser alt, hvad Apple udgiver. Faktisk holder jeg ikke engang af Apple-produkter, tværtimod. Indtil for lidt over en uge siden.

Her købte jeg nemlig Apples nyeste iPhone, den der har efternavnet '3GS'.

Og hvorfor gjorde jeg så det, når jeg nu har (læs: havde) så meget imod Apples produkter. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg så en fiks reklame, der fik mig til at tænke, at jeg bare måtte have en iPhone. Det var derimod en kombination af, at flere og flere omkring mig havde en – og at jeg der havde oplevet, at det virkede som en ret fed telefon (/mobil computer) – samt, at mine Nokia-telefoner fremstod som mere og mere stenalder for hver gang, jeg så, hvad iPhone-brugerne kunne gøre med deres telefon.

Det er altså ikke, fordi jeg er medløber og skal have det "de andre har", men simpelthen fordi jeg indså, at iPhone var, ud fra mine behov, den helt rigtige telefon.

Det var faktisk først, da jeg havde bestilt telefonen, at jeg så en reklame for iPhone 3GS. Reklamerne betød med andre ord intet i mit valg.

Da jeg så fik min telefon, og havde overstået den første ladning, kunne jeg gå i gang. Og her følger mine oplevelser fra mine første ti dage med iPhone.

Selve systemet og 'touch'-konceptet
En af mine største overvejelser omkring iPhonen var touch-interfacet. Telefonen har kun to knapper, som jeg bruger. En, der sætter den i 'standby'-tilstand og en, som går tilbage til hovedmenuen. Resten gør man ved at trykke på displayet. Og det er noget af et skift fra mine tidligere Nokia-telefoner hvor displayet stort set er det eneste på telefonen, man ikke rører ved.

Det faldt mig dog ret lige for at gå i gang med touch-interfacet. Det skyldes formentig, at iPhonen er så intuitivt bygger op i dens 'user interface', som betyder, at telefonen (i hvert fald for mit vedkommende) rent faktisk ikke behøver en manual. Og det er et imponerende stykke arbejde, synes jeg.

Det eneste, der drillede i starten var at få SIM-kortskuffen ud, deaktiveret PIN-kode beskyttelsen fra den gamle telefon, og så få aktiveret telefonen via iTunes. Faktisk var det først, da jeg installerede iTunes på Windows XP, at jeg kunne få aktiveret telefonen. Om den fejl ligger hos iTunes-programmet eller Windows Vista, skal jeg ikke kunne sige.

Browseren
De tre Nokia N-series mobiltelefoner, jeg har haft (N95-1, N95 8GB, N85), har alle haft en ting til fælles: Det første, jeg gjorde, når jeg telefonen var klar første gang var at installere Opera Mini-browseren.

Det gjorde jeg, fordi den browser, der følger med Symbian-operativsystemet ganske enkelt er en hån mod de muligheder, der ligger i det mobile internet.

Browseren baserer sig ikke på logik, den kan ikke altid hente siderne rigtigt og ofte skal man slås med horisontal scroll, der er et stort no-no. Derfor har jeg altid valgt Opera Mini (som jeg fik anbefalet tilbage i 2005 af Kurt Westh-Nielsen, da vi begge var på Ingeniøren).

Derfor var jeg meget spændt på at se browseren på iPhone. Det er, ikke overraskende, Apples egen browser, Safari, der har fået lov at optræde i en mobiludgave. Og klarer den så jobbet tilfredsstilllende?

Ja, det må jeg sige. Browseren er meget hurtig, hvilket især skyldes WebKit-kernen, som Safari baserer sig på. Der er mulighed for at arbejde med flere vinduer, som gør, at man som bruger kan følge flere "spor" i sin browsing. Det lyder basalt, men det er et voldsomt løft, når man kommer fra en minimal browser, som Opera Mini.

Jeg savner dog en søgefunktion i browseren, hvor jeg kan søge efter ord eller sætninger på den pågældende side. Opera Mini har den feature, og Safari på iPhone mangler den. Det er muligt, den er der, men jeg har ledt efter den – uden succes.

Et andet minus er, at Flash endnu ikke virker til iPhone. Flash er på vej til en lang række mobiltelefoner, som jeg tidligere har skrevet om, men altså ikke iPhone. Dog kommer iPhone med en YouTube-applikation installeret som kan afvikle YouTube-videoer, men andre Flash-oplevelser, går man glip af.

Opdatering: Flash er dog på vej til iPhone, skriver Read Write Web.

Det betyder dog også, at Flash-annoncer ikke virker, og det er måske ikke så slemt, når man sidder på en mobil dataforbindelse og browser(?)

Applikationerne
Hjertet i iPhone og det, som alle skriver og har skrevet om, er telefonens mulighed for at installere applikationer via Apples App Store. Her ligger alle de applikationer til iPhone, som Apple har godkendt – og det betyder, at de har fået et kvalitetsstempel. Nogle koster penge, andre er gratis.

Den første applikation, jeg installerede er Facebook-applikationen, som er lavet af Facebook selv. Dette må siges at være noget af en opgradering i forhold til den mobile udgave af Facebook (m.facebook.com), som jeg er vant til.

Applikationen gør det nemt at danne sig et overblik, opdatere status, kommentere på andres status og billeder samt selv uploade billeder. Jeg har dog ikke kunnet finde 'events', altså begivenheder, i applikationen, men det lader til at være på plads til version 3 af Facebook-applikationen, som er på vej.

Næste applikation var Twitterific Premium, og her tog jeg faktisk mig selv i at gøre noget, jeg ellers aldrig havde troet på. Jeg købte nemlig noget digitalt via mikrobetaling. Applikationen koster nemlig 24 danske kroner. Forskellen her er dog, at man rent faktisk får noget unikt, man ikke kan andre steder, og en funktionalitet, som jeg er villig til at betale for.

Twitterific fungerer upåklageligt og ser samtidig også godt ud. Touch-interfacet spiller rigtig godt, både i Facebook-applikationen og i Twitterific. På mine Nokia-telefoner brugte jeg Twibble, som er god på den platform, men kommer til kort i forhold til de ting, der kan lade sig gøre på iPhone-platformen.

Herudover har jeg installeret forskellige applikationer, der kan give mig tog- og bustider, uploade billeder til FLickr og sidst men bestemt ikke mindst en applikation, der emulerer den legendariske TB-303 bassline fra Roland. Den koster 30 kroner, som jeg rask væk betalte for at få et stykke ægte vintage til min nye telefon :-)

Kameraet
Apple iPhone 3GS har et kamera på 3.2 megapixels og med autofokus. Umiddelbart lyder det ikke af meget i forhold til de andre kameratelefoner derude, der bryster sig med 8 megapixels og højere. Og selvom iPhone mangler en blitz (det gør den virkelig!), så er jeg meget imponeret af de billeder, som det forholdsvis lille kamera spytter ud.

Megapixels er en ting, optik en anden. Og Apple har faktisk formået at få puttet et ganske hæderligt kamera i iPhone. Her kan du se to billeder, jeg har taget af noget mad i vores kantine:

Min oplevelse er, at de billeder, iPhone 3GS producerer er på højde med de billeder, der kommer ud af min Nokia N85, der har 5 megapixels og Carl Zeiss-optik.

Autofokusdelen af kameraet fungerer på den måde, at man kigger på displayet, når man har aktiveret kameraet. Herefter trykker man blot på den del af billedet, som man vil fokusere på. Kameraet fokuserer, og så trykker man på udløserknappen, som også sidder i touch-displayet. Det er ret godt tænkt.

Kompas og GPS
En af de nye hardware-features i iPhone 3GS er et digitalt kompas, der sammen med A-GPS (Assisted GPS) nu gør det endnu nemmere at finde vej.

Jeg ved ikke hvorfor, men GPS'en i iPhone er bare bedre til at finde min position. Både indendørs og udendørs. Og med kompasset kan man faktisk se på Google Maps både hvor man er, og hvilken vej man vender. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for at komme for sent til festen.

Det mest negative: Batteriet
For mig er det største minus ved iPhone 3GS batteriet. Det bliver simpelthen drænet for hurtigt, og hver gang jeg skal åbne et applikation for at tweete, tjekke e-mail eller læse nyheder/blogindlæg tager jeg mig selv i lige at tænke over, hvor meget det mon kommer til at dræne batteriet.

Og sådan skal det ikke være. Selvfølgelig trækker GPS og kompas sin del af batteriet, men selvom man blot browser med Safari-browseren, så går batteriet mod 0 for hurtigt.

Apple har tidligere meldt ud, at de er klar over denne problematik (som gælder for 3.0 af styresystemet, og dermed også gælder for dem, der opdaterer deres tidligere iPhone til denne version), og at man mener at kunne løse en stor del af det med en opgradering.

Konklusionen
Alt i alt er jeg enormt begejstret for min telefon. Faktisk mere end jeg selv havde forestillet mig, at jeg skulle blive – og det har overrasket selv mig.

Det er især applikationerne og Safari-browseren, der får det mobile internet til at komme til sin ret, der gør udslaget og gør, at jeg undrer mig over, at jeg ikke har skiftet til iPhone før, det er jo trods alt et stykke tid siden, de første iPhones kom til Danmark.

Selvfølgelig har iPhone 3GS sine minusser, læs ovenfor, men det bliver vejet op af en telefon, der bare er møglækker og virkelig understreger, at Apple har rødderne et andet sted (i computerbranchen) end Nokia, Sony-Ericsson og de andre mobilproducenter.

Heldigvis har mange af disse set skriften på væggen og er på vej med telefoner, der kører på Googles open source-operativsystem Android, som også tager mobiltelefonen et skridt videre fra det, vi kender i dag.

Men iPhone er bare udført så gennemført, at man må tage hatten af for folkene bag, også selvom man har været indædt modstander, indtil man selv fik telefonen.

Ja, der er stadig problematikken, at du skal have Apples egen iTunes-software for at lægge musik på din iPhone (det har indtil videre betydet, at min telefon indholder lige præcis ingen musik) og specifikationerne er på papiret dårligere end andre telefoner på markedet, men brugeroplevelsen på iPhone er så skyhøj, at man er parat til at gå lidt ned i specs for at få en fed oplevelse. Dét kunne mange lære noget af.

Jeg vil bestemt ikke udelukke, at min næste telefon også bliver en iPhone, men det kan lige så vel blive en Android. Det bliver i hvert fald ikke en telefon på Symbian-operativsystemet (som det ser ud nu), som Nokia i øjeblikket sværger til, ikke mindst fordi de rent faktisk har købt softwaren.

Og husk på, at jeg bestemt ikke var en Apple-person før dette, så dette er altså ikke ment som lutter reklame for iPhone. Men samtidig synes jeg også, man skal anerkende, når nogen udfører et godt stykke arbejde – og det synes jeg faktisk, Apple har gjort her.

• Linktip: New Scientist skriver om, hvordan mobile applikationer påvirker vores liv (14. september 2009)
• Analyse: Mobilt internet når kritisk masse (10. juli 2008)
• Verve Wireless vil redde aviserne ved at putte dem på mobilen (28. juli 2008)
• Telias nye iPhone-abonnementer rammer helt forbi (2. september 2008)
• Storytel streamer lydbøger til mobilen (19. juni 2008)

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

• Vi ser et skift mellem medieplatforme, ikke medieudbydere (19. juni 2008)
• Tror du, metroXpress og 24 Timer bliver til én avis i 2009? (25. november 2008)
• The Guardian leverer hele historien i RSS-feedet (25. oktober 2008)
• Nyhedsavisens kollaps: Pengene fra USA udeblev (1. september 2008)
• Nyhedsavisen vil stadig bringe os revolutionen (27. maj 2008)

Den samme logik og tillid burde tages i brug, når der er rundt om i de danske mediehuse satses online.

Det er desværre langt fra tilfældet alle steder, og det betyder, at man ikke er optimalt kørende i alle processer med deraf følgende usikker kurs og i værste fald et selvmål i jagten på den økonomiske succes, som der virkelig sukkes efter i øjeblikket.

Tag et kig rundt på de etablerede mediehuses netredaktioner og man vil flere steder opleve, at der langt fra er tale om toptunede enheder, der agerede optimalt i forhold til mediet.

Forklaringerne er mange. I bestræbelserne på at opjustere online, men samtidig holde økonomien i stramme tøjler, vælger mange at flytte ressourcer internt. Det er der for så vidt ikke noget forkert i, hvis man så rent faktisk valgte at rokere de rigtige faglige ressourcer, således at man i praksis optimerede sit onlineprodukt. Det synes ikke altid at være tilfældet.

Ofte flyttes ressourcer, der af den ene eller anden grund er kommet i overskud – i værste fald på tværs – i en anden afdeling. Det er en farlig disposition, der betyder at man måske på papiret opjusterer online, men i praksis risikerer at gøre det stik modsatte. Det kan blive et svigt af den faglige kvalitet på nettet, og dermed ny ild til de kritiske røster, der mener at onlinejournalistik ikke er på højde med "rigtig" journalistik, som det præsenteres i aviserne.

Det må være op til ledelsen i mediehusene at tage springet fuldt ud, når man erklærer, at onlinemediet skal styrkes. Det gør man ikke kun med antallet af hænder, men også ved at satse på faglighed.

Og så er der lige det med tilliden, for det rammer som en boomerang, når man selv har været med til at flytte ressourcer, der i virkeligheden ikke var en styrkelse af netredaktionen. Det giver varierende kvalitet og dermed et voksende mistillid til at de, der arbejder online rent faktisk er gode nok. Og her rammer mistilliden alle. Også de gode onlinekræfter, der rent faktisk ved, hvad de laver.

De onlinekræfter, der faktisk bør værnes om. De onlinekræfter, der skal sikre succes på nettet. De onlinekræfter, der kan vise sig at være den afgørende forskel i en skarp konkurrence.

Disse onlineeksperter bliver ikke i deres arbejde, hvis de i det daglige oplever, at deres arbejde udvandes. Hvis opjusteringer i virkeligheden betyder et fald i kvalitet og deres kompetencer bliver mødt med mistillid.

Stol på kompetencerne. Nøjagtigt som med blikkenslageren og elektrikeren. De er hentet til for at løse en opgave, som man af den ene eller anden grund ikke selv har kvalifikationerne til.

Kvalifikationer giver kvalitet og kvalitet er vel målet … eller hvad?

• The Economist skriver om avisernes/mediernes fremtid (14. maj 2009)
• The Economist har succes – på papiret og på nettet (4. juli 2008)
• Kan medierne lære noget af onlinespil-økonomien? (30. juni 2008)
• Financial Times: Unikke brugere er ikke alt (26. marts 2008)
• Et nyt begreb indenfor betalt journalistik: Crowdfunding (24. november 2008)

Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, "U.S.: Recession Slows Migration From Mexico" har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 "likes", altså har 260 mennesker klikket "Like" ud for galleriet.

Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?

Jo, det som der sker er, at alle der er "fan" af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene "poster" galleriet på den "wall" som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:

Klik for at se billedet på Flickr

Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.

Det vil altså sige, at man kan eksponere/"showcase" sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget "impact" – hvad enten det er på Facebook eller offline.

Men "impact" kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?

• The Economist bruger (også) Facebook til billeder (21. maj 2009)
• Sociale medier er ikke kun for børn (11. november 2008)
• Newsweek til Facebook-fans: Hvor ofte skal vi opdateres vores status på Facebook? (19. juni 2009)
• Kære Søren Dilling: Nej, Facebook har ikke lanceret en browser (3. december 2008)
• Flytter vi et sted hen efter Facebook? Jeg tror det ikke (1. november 2008)

Det vil sige, at der er en Facebook-bar/-ramme øverst, og så vises originalsiden under denne bar. Det er formentlig ment som en service for brugeren (selvom jeg kan have svært ved at se argumentet), men det er et problem: Det er dårlig netikette, og man må ikke – i hvert fald ikke, hvad angår danske netmedier. Her er nogle uddrag:

Der må heller ikke linkes på en måde, så ekstrabladet.dk eller ekstrabladet.tv kommer til at se ud, som om det er en del af en anden hjemmeside (såkaldt "framing"), medmindre du har indgået en aftale med Ekstra Bladet.
–> ekstrabladet.dk

Det er ikke tilladt at etablere links til Berlingske.dk på en sådan måde, at Berlingske.dk fremtræder i det fremmede websites frame.
–> berlingske.dk

Det er ikke tilladt at etablere links til Berlingske.dk på en sådan måde, at Berlingske.dk fremtræder i det fremmede websites frame.
–> bt.dk

Der må heller ikke linkes på en måde, så Jyllands-Postens website kommer til at se ud, som om den er en del af en anden hjemmeside, medmindre du har indgået aftale med os.
–> jp.dk

Faktisk var det netop framing, der fik Danske Dagblades Forening til at gå efter Gulex.dk, som vi var nogle stykker, der snakkede om på Jaiku. For eksempel skrev Mads Kristensen følgende:

Jeg har aldrig helt forstået argumentet mod at linke dybt. Men jeg kan godt se, hvis man kan have noget imod framingen. For hvordan tæller trafikken i systemer som f.eks. Gemius, som mediabureauerne bl.a. bruger til at planlægge annoncekøb ud fra? Og noget helt andet er, at det virker en anelse smart at hijacke andres content på denne måde.

Det er jeg meget enig i. Hvis jeg skulle linke til et andet blogindlæg,, kunne jeg da aldrig drømme om at pakke det ind i en Medieblogger-ramme, for måske at score nogle ekstra sidevisninger. Men Facebook gør det altså rask væk.

Spørgsmålet er så, om Danske Dagblades Forening skal gå ind i sagen, eller hvordan den skal gribes an? Eller skal Facebook bare have lov?

• Uha pas på – din kommende chef finder dig på Facebook! (15. september 2008)
• TV-Avisen mener, at Twitter og Facebook er færdige, fremtiden er videoblogging (11. september 2009)
• Søg på nettet – fra Facebook (7. oktober 2008)
• Ny feature: Opdatér Twitter – fra Facebook (21. august 2009)
• Nu kan du tagge dine venner i Facebook-opdateringer (14. september 2009)

For vores medlemmer handler det om at bruge færrest mulige ressourcer på teknik og i stedet bruge dem på indhold. Derfor er der store fordele for både for vores medlemmer og deres brugere i at få folk med gamle browsere til at opgradere.

Som jeg tidligere har skrevet, er vi på ekstrabladet.dk allerede med, så det var naturligt for os at slutte os til Version2's mobilisering.

Det bliver spændende at se, hvor mange, der bakker op.

Husk at besøge drop-ie6.dk, som Søren Hugger Møller står bag.

• Norge vil af med Internet Explorer 6 (18. februar 2009)
• Din browser er forældet, hilsen ekstrabladet.dk (26. februar 2009)
• TV2 stopper med at understøtte Internet Explorer 6 (29. september 2008)
• Er it-avisernes lukning et kig ind i fremtiden? (29. november 2007)
• Er der en sammenhæng mellem mediemarkedet og browsermarkedet? (22. maj 2009)

Mediehusene er i krise. Den trykte avis taber læsere i takt med, at abonnenterne forsvinder, og annoncørerne er blevet væsentligt mere forsigtige med at annoncere på print.

Det er nu bladhusene betaler prisen for, at der ikke er tænkt og investeret tilstrækkeligt i nye platforme. Men løbet er ikke kørt endnu. Nyhedsformidling kan fortsat gøres til en forretning. Det er alene et spørgsmål om at skærpe sin profil i forhold til de medieplatforme, som man har adgang til. Hvad enten det er print, radio eller net.

Rundt omkring i mange mediehuse lyder budskabet fortsat, at det nu engang er den trykte avis, der har den største omsætning, og i øjeblikket betaler gildet for alle andre medier. Sådan bliver det ikke ved med at være, for indtægterne falder og annoncørerne går nye veje. Det synes helt afgørende, at mediehusene gør det samme.

Og der KAN tjenes penge på andet end print.

Online ville allerede i dag have været en væsentligt bedre forretning, hvis det ikke havde været for mediehusenes egen strategi med fokus på print og med net som et nødtvunget onde.

Langt de fleste steder er netmediet en netavis. Forstået som avisen på nettet. Nyhederne skabes på print, og kanaliseres i et vist omfang videre til net. Det primære indhold fødes på print, dikteres af print og er i høj grad tænkt som markedsføring af print.

Det handler om at stå på egne ben
Annoncesalg er sket med nærmest ydmyg respekt for printudgivelsen, der for alt i verden ikke har måttet miste yderligere af de livsvigtige annoncekroner. Bannere har været det ekstra, der blev kastet i nakken på annoncørerne, men aldrig det primære. Prisen blev derefter.

Det har medført, at netmedier behandles som gratis markedsføringskanaler, der fortsat lider under, at man fra starten har solgt bannerannoncering til under den reelle værdi. Facit er en sløj forretning, der ikke tilnærmelsesvis er i stand til at bidrage til mediehusenes overlevelse.

Men det er for sortseere. Der ER skabt netsucceser i ind- og udlandt og opskriften er faktisk ganske lige til.

Det handler om at stå på egne ben og vokse med respekt og fokus på nettets præmisser. Skod print light. Bryd med vanetækningen om at online og print hører sammen. Det udvander produkterne, og spænder ben for den nødvendige nytænkning af både net og print.

Et succesfuldt netmedie skal ikke være avisen på nettet. Det skal have sin egen identitet, og vokse på konkurrencebetingelser, hvor man fokuserer på læserne (brugerne) og annoncørerne. Ikke på hensynet til den trykte avis, som man deler mediehus med.

Kommer netmediet så ikke i direkte konkurrence med den printavis, som man også gerne vil holde i live og gøre til en god forretning. Jo!

Men eftersom annoncørerne i stadigt stigende grad vender ryggen til de trykte medier og søger nye veje – læserne gør det samme – så handler det i høj grad om, at mediehusene imødekommer den virkelighed. Det helt afgørende er, at annoncekronerne – og læserne – bliver i mediehuset, og det kræver stærke, individuelle udgivelser på forskellige platforme, der til sammen giver annoncørerne – og læserne – alle muligheder for at få lige det produkt, de efterspørger.

Mange mediehuse har genopfundet deres printudgivelse med både ændret layout, format og redaktionel profil. Nu er tiden kommet til at gøre det samme med netmediet.

Har man ikke et netmedie, der er tidssvarende og står stærkt i målgruppen, så flyder annoncekronerne andre steder hen. Derhen hvor annoncørerne føler, at de får mest for pengene. Hvad enten det er et konkurrerende medie eller måske netsites, der slet ikke har hjemme i de traditionelle mediehuse, og derfor meget vel er langt mere i tråd med den udvikling, der konstant finder sted online.

Ingen medier kan prale af monopol på nettet, og derfor er lokale og regionale netmedier fanget i en langt mere alvorlig konkurrencesituation, hvor landsdækkende netudgivelser er fysisk lige så tætte på læseren, som det lokale eller regionale medie. Helt præcist blot et klik væk, og der går ikke lang tid, før alle netudgivelser – uanset om de er lokale, regionale, nationale eller internationale – kan skabe en så målrettet annoncering, at alle på det punkt står helt lige i kampen om selv de helt lokale annoncører.

Det er nu, der skal handles, og nu navlestrengen skal klippes mellem medierne. Netmediet er måske født af printmediet, men skal mentalt flytte hjemmefra. Den utilpassede teenager skal ud af reden og stå på egne ben. Så er det langt bedre rustet til den intensiverede kamp om annoncekronerne og langt bedre stillet som bidragsyder til et positivt resultat på bundlinien for de trængte mediehuse.

• What if this is as good as it gets? (26. maj 2009)
• Frem med hørebrillen (27. november 2009)
• Vil ingen betale for noget på nettet? Jo, de vil da! (11. juli 2008)
• Svar på tiltale (14. august 2009)
• Spådom: Mainstream-sites vil miste annoncører til niche-sites (7. juli 2008)

Danskerne tilbringer nu mere tid på internettet på sider med sociale netværk, dating og brugergeneret indhold, end de opholder sig på store mediesites med nyheder og baggrund.

[...]

Når danskerne er på nettet, er det kun 15 procent – eller knap en sjettedel af tiden, de tilbringer på mediesites som for eksempel dr.dk, tv2.dk eller de store danske avisers hjemmesider.

Derimod tilbringer de 17 procent af tiden på sider med sociale netværk, dating og brugergenereret indhold. Her taler vi for eksempel om sider som Facebook, Google, Youtube og MSN.

Nu er Google i den grad et vidt begreb, da de både leverer søgning, e-mail, dokumenter, nyheder, kort/geografi, website-analyse, feedlæser, oversættelser, dynamisk startside etc.

Men det er stadig en vigtig konklusion, som medierne ikke må sidde overhørig. Hvis man vil vokse i det "modne" (skriver DR i artiklen) webmarked, må man være tilstede der, hvor folk er, og det gælder steder som Facebook, YouTube og Arto.

Flere medier, min egen arbejdsplads inklusiv, har implementeret en "Bookmark"-feature, hvor læserne kan gemme/dele den pågældende historier på steder som Facebook og bogmærketjenesten delicious. Så noget sker der da. Men mere skal til for at sikre mediernes repræsentation på sociale websites. Det på tide for medierne at tænke indhold den anden vej.

• TV-Avisen mener, at Twitter og Facebook er færdige, fremtiden er videoblogging (11. september 2009)
• Troldspejlet starter leksikon efter wiki-princippet (11. maj 2009)
• Kan netbooks erstatte e-books? Og kan Googles styresystem spille en rolle? (8. juli 2009)
• Journalistik på Google News her på Medieblogger (4. februar 2009)
• Internettet overhaler aviserne som nyhedsmedie i USA (10. januar 2009)