DONA-formand klar med ny blog hos fagbladet ‘Journalisten’

Kim Elmose © flickrDONA-formand, Kim Elmose, blogger nu også for fagbladet ‘Journalisten‘. Med titlen “Bøvl & Begejstring” vil Elmose stille skarpt på webkommunikation, sociale medier og alle de mange muligheder, der åbner sig, hvis man som journalist tør favne begge dele.

Kim Elmose er kendt for at være den diplomatiske revser. Med sit mangeårige engagement og deltagelse i udviklingen af journalistik og medier online er han i stand til at se igennem de mange dårlige undskyldninger, der har præget mediebranchen gennem årene og i høj grad har sinket udviklingen af den. Det første indlæg “Tag dog ansvar for egen weblæring” handler om, at journalister selv skal tage teten, når det drejer sig om, at tillære sig færdigheder med blog, wikis og sociale medier.

“Det handler jo bare om at bruge de muligheder, der allerede eksisterer i den virkelighed, vi opererer i.”

Her henviser han til, at de fleste web-tjenester for det første er gratis – for det andet har myriader af let forståelige vejledninger online. Vejledninger som er let tilgængelige, og som man frit kan benytte sig af. I sin egenskab af formand for DONA (Danish Online News Association) står han i spidsen for de danske webkommunikatører, der ønsker at hjælpe og dele viden om online-værktøjer med andre.

Der er – Ifølge Kim Elmose – INGEN gyldig undskyldning. Sid ikke på hænderne og vent på din arbejdsgiver – hjælp dig selv!

Blogging er ingenlunde nyt for Elmose, der tidligere bestred jobbet som blogredaktør hos internetavisen Politiken.dk. Han er fast blogger på webnørde-bloggen Onlineminds.dk og har stadig sin egen velkendte blog – Mediehack – som er en af Danmarks mest kendte medieblogs.

Følg Medieblogger på Twitter

I disse tider med masser af kommunikationskanaler og værktøjer, kan det være svært at følge med, og det er vigtigt for udbydere af indhold at være så mange steder som muligt.

Derfor kan du nu også følge Medieblogger på Twitter på twitter.com/medieblogger.

Til at starte med bliver der kun postet de seneste indlæg her fra medieblogger.dk, men med tiden er det planen, at der også skal være tweets, som ikke nødvendigvis linker til et indlæg på bloggen.

Hvis du hellere vil følge med fra din e-mail, har vi også et nyhedsbrev.

Mine første ti dage med Apple iPhone 3GS

Foto:  William Hook

Folk, der kender mig ved, at jeg bestemt ikke er det, man kalder en ‘Apple fan-boy’, altså en person, der blindt roser alt, hvad Apple udgiver. Faktisk holder jeg ikke engang af Apple-produkter, tværtimod. Indtil for lidt over en uge siden.

Her købte jeg nemlig Apples nyeste iPhone, den der har efternavnet ‘3GS’.

Og hvorfor gjorde jeg så det, når jeg nu har (læs: havde) så meget imod Apples produkter. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg så en fiks reklame, der fik mig til at tænke, at jeg bare måtte have en iPhone. Det var derimod en kombination af, at flere og flere omkring mig havde en – og at jeg der havde oplevet, at det virkede som en ret fed telefon (/mobil computer) – samt, at mine Nokia-telefoner fremstod som mere og mere stenalder for hver gang, jeg så, hvad iPhone-brugerne kunne gøre med deres telefon.

Det er altså ikke, fordi jeg er medløber og skal have det “de andre har”, men simpelthen fordi jeg indså, at iPhone var, ud fra mine behov, den helt rigtige telefon.

Det var faktisk først, da jeg havde bestilt telefonen, at jeg så en reklame for iPhone 3GS. Reklamerne betød med andre ord intet i mit valg.

Da jeg så fik min telefon, og havde overstået den første ladning, kunne jeg gå i gang. Og her følger mine oplevelser fra mine første ti dage med iPhone.

Selve systemet og ‘touch’-konceptet
En af mine største overvejelser omkring iPhonen var touch-interfacet. Telefonen har kun to knapper, som jeg bruger. En, der sætter den i ’standby’-tilstand og en, som går tilbage til hovedmenuen. Resten gør man ved at trykke på displayet. Og det er noget af et skift fra mine tidligere Nokia-telefoner hvor displayet stort set er det eneste på telefonen, man ikke rører ved.

Det faldt mig dog ret lige for at gå i gang med touch-interfacet. Det skyldes formentig, at iPhonen er så intuitivt bygger op i dens ‘user interface’, som betyder, at telefonen (i hvert fald for mit vedkommende) rent faktisk ikke behøver en manual. Og det er et imponerende stykke arbejde, synes jeg.

Det eneste, der drillede i starten var at få SIM-kortskuffen ud, deaktiveret PIN-kode beskyttelsen fra den gamle telefon, og så få aktiveret telefonen via iTunes. Faktisk var det først, da jeg installerede iTunes på Windows XP, at jeg kunne få aktiveret telefonen. Om den fejl ligger hos iTunes-programmet eller Windows Vista, skal jeg ikke kunne sige.

Browseren
De tre Nokia N-series mobiltelefoner, jeg har haft (N95-1, N95 8GB, N85), har alle haft en ting til fælles: Det første, jeg gjorde, når jeg telefonen var klar første gang var at installere Opera Mini-browseren.

Det gjorde jeg, fordi den browser, der følger med Symbian-operativsystemet ganske enkelt er en hån mod de muligheder, der ligger i det mobile internet.

Browseren baserer sig ikke på logik, den kan ikke altid hente siderne rigtigt og ofte skal man slås med horisontal scroll, der er et stort no-no. Derfor har jeg altid valgt Opera Mini (som jeg fik anbefalet tilbage i 2005 af Kurt Westh-Nielsen, da vi begge var på Ingeniøren).

Derfor var jeg meget spændt på at se browseren på iPhone. Det er, ikke overraskende, Apples egen browser, Safari, der har fået lov at optræde i en mobiludgave. Og klarer den så jobbet tilfredsstilllende?

Ja, det må jeg sige. Browseren er meget hurtig, hvilket især skyldes WebKit-kernen, som Safari baserer sig på. Der er mulighed for at arbejde med flere vinduer, som gør, at man som bruger kan følge flere “spor” i sin browsing. Det lyder basalt, men det er et voldsomt løft, når man kommer fra en minimal browser, som Opera Mini.

Jeg savner dog en søgefunktion i browseren, hvor jeg kan søge efter ord eller sætninger på den pågældende side. Opera Mini har den feature, og Safari på iPhone mangler den. Det er muligt, den er der, men jeg har ledt efter den – uden succes.

Et andet minus er, at Flash endnu ikke virker til iPhone. Flash er på vej til en lang række mobiltelefoner, som jeg tidligere har skrevet om, men altså ikke iPhone. Dog kommer iPhone med en YouTube-applikation installeret som kan afvikle YouTube-videoer, men andre Flash-oplevelser, går man glip af.

Opdatering: Flash er dog på vej til iPhone, skriver Read Write Web.

Det betyder dog også, at Flash-annoncer ikke virker, og det er måske ikke så slemt, når man sidder på en mobil dataforbindelse og browser(?)

Applikationerne
Hjertet i iPhone og det, som alle skriver og har skrevet om, er telefonens mulighed for at installere applikationer via Apples App Store. Her ligger alle de applikationer til iPhone, som Apple har godkendt – og det betyder, at de har fået et kvalitetsstempel. Nogle koster penge, andre er gratis.

Den første applikation, jeg installerede er Facebook-applikationen, som er lavet af Facebook selv. Dette må siges at være noget af en opgradering i forhold til den mobile udgave af Facebook (m.facebook.com), som jeg er vant til.

Applikationen gør det nemt at danne sig et overblik, opdatere status, kommentere på andres status og billeder samt selv uploade billeder. Jeg har dog ikke kunnet finde ‘events’, altså begivenheder, i applikationen, men det lader til at være på plads til version 3 af Facebook-applikationen, som er på vej.

Næste applikation var Twitterific Premium, og her tog jeg faktisk mig selv i at gøre noget, jeg ellers aldrig havde troet på. Jeg købte nemlig noget digitalt via mikrobetaling. Applikationen koster nemlig 24 danske kroner. Forskellen her er dog, at man rent faktisk får noget unikt, man ikke kan andre steder, og en funktionalitet, som jeg er villig til at betale for.

Twitterific fungerer upåklageligt og ser samtidig også godt ud. Touch-interfacet spiller rigtig godt, både i Facebook-applikationen og i Twitterific. På mine Nokia-telefoner brugte jeg Twibble, som er god på den platform, men kommer til kort i forhold til de ting, der kan lade sig gøre på iPhone-platformen.

Herudover har jeg installeret forskellige applikationer, der kan give mig tog- og bustider, uploade billeder til FLickr og sidst men bestemt ikke mindst en applikation, der emulerer den legendariske TB-303 bassline fra Roland. Den koster 30 kroner, som jeg rask væk betalte for at få et stykke ægte vintage til min nye telefon :-)

Kameraet
Apple iPhone 3GS har et kamera på 3.2 megapixels og med autofokus. Umiddelbart lyder det ikke af meget i forhold til de andre kameratelefoner derude, der bryster sig med 8 megapixels og højere. Og selvom iPhone mangler en blitz (det gør den virkelig!), så er jeg meget imponeret af de billeder, som det forholdsvis lille kamera spytter ud.

Megapixels er en ting, optik en anden. Og Apple har faktisk formået at få puttet et ganske hæderligt kamera i iPhone. Her kan du se to billeder, jeg har taget af noget mad i vores kantine:

Djævlefrikadeller

Min oplevelse er, at de billeder, iPhone 3GS producerer er på højde med de billeder, der kommer ud af min Nokia N85, der har 5 megapixels og Carl Zeiss-optik.

Autofokusdelen af kameraet fungerer på den måde, at man kigger på displayet, når man har aktiveret kameraet. Herefter trykker man blot på den del af billedet, som man vil fokusere på. Kameraet fokuserer, og så trykker man på udløserknappen, som også sidder i touch-displayet. Det er ret godt tænkt.

Kompas og GPS
En af de nye hardware-features i iPhone 3GS er et digitalt kompas, der sammen med A-GPS (Assisted GPS) nu gør det endnu nemmere at finde vej.

Jeg ved ikke hvorfor, men GPS’en i iPhone er bare bedre til at finde min position. Både indendørs og udendørs. Og med kompasset kan man faktisk se på Google Maps både hvor man er, og hvilken vej man vender. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for at komme for sent til festen.

Det mest negative: Batteriet
For mig er det største minus ved iPhone 3GS batteriet. Det bliver simpelthen drænet for hurtigt, og hver gang jeg skal åbne et applikation for at tweete, tjekke e-mail eller læse nyheder/blogindlæg tager jeg mig selv i lige at tænke over, hvor meget det mon kommer til at dræne batteriet.

Og sådan skal det ikke være. Selvfølgelig trækker GPS og kompas sin del af batteriet, men selvom man blot browser med Safari-browseren, så går batteriet mod 0 for hurtigt.

Apple har tidligere meldt ud, at de er klar over denne problematik (som gælder for 3.0 af styresystemet, og dermed også gælder for dem, der opdaterer deres tidligere iPhone til denne version), og at man mener at kunne løse en stor del af det med en opgradering.

Konklusionen
Alt i alt er jeg enormt begejstret for min telefon. Faktisk mere end jeg selv havde forestillet mig, at jeg skulle blive – og det har overrasket selv mig.

Det er især applikationerne og Safari-browseren, der får det mobile internet til at komme til sin ret, der gør udslaget og gør, at jeg undrer mig over, at jeg ikke har skiftet til iPhone før, det er jo trods alt et stykke tid siden, de første iPhones kom til Danmark.

Selvfølgelig har iPhone 3GS sine minusser, læs ovenfor, men det bliver vejet op af en telefon, der bare er møglækker og virkelig understreger, at Apple har rødderne et andet sted (i computerbranchen) end Nokia, Sony-Ericsson og de andre mobilproducenter.

Heldigvis har mange af disse set skriften på væggen og er på vej med telefoner, der kører på Googles open source-operativsystem Android, som også tager mobiltelefonen et skridt videre fra det, vi kender i dag.

Men iPhone er bare udført så gennemført, at man må tage hatten af for folkene bag, også selvom man har været indædt modstander, indtil man selv fik telefonen.

Ja, der er stadig problematikken, at du skal have Apples egen iTunes-software for at lægge musik på din iPhone (det har indtil videre betydet, at min telefon indholder lige præcis ingen musik) og specifikationerne er på papiret dårligere end andre telefoner på markedet, men brugeroplevelsen på iPhone er så skyhøj, at man er parat til at gå lidt ned i specs for at få en fed oplevelse. Dét kunne mange lære noget af.

Jeg vil bestemt ikke udelukke, at min næste telefon også bliver en iPhone, men det kan lige så vel blive en Android. Det bliver i hvert fald ikke en telefon på Symbian-operativsystemet (som det ser ud nu), som Nokia i øjeblikket sværger til, ikke mindst fordi de rent faktisk har købt softwaren.

Og husk på, at jeg bestemt ikke var en Apple-person før dette, så dette er altså ikke ment som lutter reklame for iPhone. Men samtidig synes jeg også, man skal anerkende, når nogen udfører et godt stykke arbejde – og det synes jeg faktisk, Apple har gjort her.

Papir er bedre tjent som pengesedler

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

 

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

Læs mere

The New York Times bruger Facebook til billeder

En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.

Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.

Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?

Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:

The New York Times poster billeder på Facebook
Klik for at se billedet på Flickr

Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.

Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.

Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?

Facebook “framer” sider – må de det?

Hvis man bruger Facebook (og hvem gør efterhånden ikke det?) og klikker på nogle af de links, som ens venner poster, som peger på andre sider, så vil man opdage, at Facebook er begyndt at “frame” de sider, der bliver linket til. Det kan se således ud.

Det vil sige, at der er en Facebook-bar/-ramme øverst, og så vises originalsiden under denne bar. Det er formentlig ment som en service for brugeren (selvom jeg kan have svært ved at se argumentet), men det er et problem: Det er dårlig netikette, og man må ikke – i hvert fald ikke, hvad angår danske netmedier. Her er nogle uddrag:

Der må heller ikke linkes på en måde, så ekstrabladet.dk eller ekstrabladet.tv kommer til at se ud, som om det er en del af en anden hjemmeside (såkaldt “framing”), medmindre du har indgået en aftale med Ekstra Bladet.
–> ekstrabladet.dk

Det er ikke tilladt at etablere links til Berlingske.dk på en sådan måde, at Berlingske.dk fremtræder i det fremmede websites frame.
–> berlingske.dk

Det er ikke tilladt at etablere links til Berlingske.dk på en sådan måde, at Berlingske.dk fremtræder i det fremmede websites frame.
–> bt.dk

Der må heller ikke linkes på en måde, så Jyllands-Postens website kommer til at se ud, som om den er en del af en anden hjemmeside, medmindre du har indgået aftale med os.
–> jp.dk

Faktisk var det netop framing, der fik Danske Dagblades Forening til at gå efter Gulex.dk, som vi var nogle stykker, der snakkede om på Jaiku. For eksempel skrev Mads Kristensen følgende:

Jeg har aldrig helt forstået argumentet mod at linke dybt. Men jeg kan godt se, hvis man kan have noget imod framingen. For hvordan tæller trafikken i systemer som f.eks. Gemius, som mediabureauerne bl.a. bruger til at planlægge annoncekøb ud fra? Og noget helt andet er, at det virker en anelse smart at hijacke andres content på denne måde.

Det er jeg meget enig i. Hvis jeg skulle linke til et andet blogindlæg,, kunne jeg da aldrig drømme om at pakke det ind i en Medieblogger-ramme, for måske at score nogle ekstra sidevisninger. Men Facebook gør det altså rask væk.

Spørgsmålet er så, om Danske Dagblades Forening skal gå ind i sagen, eller hvordan den skal gribes an? Eller skal Facebook bare have lov?

Ingeniørens it-magasin vil mobilisere medier i kampen mod Internet Explorer 6

Redaktionschef for Ingeniørens it-magasin Version2, Rolf Ask Clausen, har skrevet til mig om, at de nu vil mobilisere danske medie-websites mod Internet Explorer 6. Direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM, Jon Lund siger:

For vores medlemmer handler det om at bruge færrest mulige ressourcer på teknik og i stedet bruge dem på indhold. Derfor er der store fordele for både for vores medlemmer og deres brugere i at få folk med gamle browsere til at opgradere.

Som jeg tidligere har skrevet, er vi på ekstrabladet.dk allerede med, så det var naturligt for os at slutte os til Version2’s mobilisering.

Det bliver spændende at se, hvor mange, der bakker op.

Husk at besøge drop-ie6.dk, som Søren Hugger Møller står bag.

Print light skal skoddes

Dette er det første indlæg fra gæsteblogger Michael Winther-Rasmussen.
Michael er konsulent i onlinekommunikation og strategi.

Mediehusene er i krise. Den trykte avis taber læsere i takt med, at abonnenterne forsvinder, og annoncørerne er blevet væsentligt mere forsigtige med at annoncere på print.

Det er nu bladhusene betaler prisen for, at der ikke er tænkt og investeret tilstrækkeligt i nye platforme. Men løbet er ikke kørt endnu. Nyhedsformidling kan fortsat gøres til en forretning. Det er alene et spørgsmål om at skærpe sin profil i forhold til de medieplatforme, som man har adgang til. Hvad enten det er print, radio eller net.

Rundt omkring i mange mediehuse lyder budskabet fortsat, at det nu engang er den trykte avis, der har den største omsætning, og i øjeblikket betaler gildet for alle andre medier. Sådan bliver det ikke ved med at være, for indtægterne falder og annoncørerne går nye veje. Det synes helt afgørende, at mediehusene gør det samme.

Og der KAN tjenes penge på andet end print.

Online ville allerede i dag have været en væsentligt bedre forretning, hvis det ikke havde været for mediehusenes egen strategi med fokus på print og med net som et nødtvunget onde.

Langt de fleste steder er netmediet en netavis. Forstået som avisen på nettet. Nyhederne skabes på print, og kanaliseres i et vist omfang videre til net. Det primære indhold fødes på print, dikteres af print og er i høj grad tænkt som markedsføring af print.

Det handler om at stå på egne ben
Annoncesalg er sket med nærmest ydmyg respekt for printudgivelsen, der for alt i verden ikke har måttet miste yderligere af de livsvigtige annoncekroner. Bannere har været det ekstra, der blev kastet i nakken på annoncørerne, men aldrig det primære. Prisen blev derefter.

Det har medført, at netmedier behandles som gratis markedsføringskanaler, der fortsat lider under, at man fra starten har solgt bannerannoncering til under den reelle værdi. Facit er en sløj forretning, der ikke tilnærmelsesvis er i stand til at bidrage til mediehusenes overlevelse.

Men det er for sortseere. Der ER skabt netsucceser i ind- og udlandt og opskriften er faktisk ganske lige til.

Det handler om at stå på egne ben og vokse med respekt og fokus på nettets præmisser. Skod print light. Bryd med vanetækningen om at online og print hører sammen. Det udvander produkterne, og spænder ben for den nødvendige nytænkning af både net og print.

Et succesfuldt netmedie skal ikke være avisen på nettet. Det skal have sin egen identitet, og vokse på konkurrencebetingelser, hvor man fokuserer på læserne (brugerne) og annoncørerne. Ikke på hensynet til den trykte avis, som man deler mediehus med.

Kommer netmediet så ikke i direkte konkurrence med den printavis, som man også gerne vil holde i live og gøre til en god forretning. Jo!

Men eftersom annoncørerne i stadigt stigende grad vender ryggen til de trykte medier og søger nye veje – læserne gør det samme – så handler det i høj grad om, at mediehusene imødekommer den virkelighed. Det helt afgørende er, at annoncekronerne – og læserne – bliver i mediehuset, og det kræver stærke, individuelle udgivelser på forskellige platforme, der til sammen giver annoncørerne – og læserne – alle muligheder for at få lige det produkt, de efterspørger.

Mange mediehuse har genopfundet deres printudgivelse med både ændret layout, format og redaktionel profil. Nu er tiden kommet til at gøre det samme med netmediet.

Har man ikke et netmedie, der er tidssvarende og står stærkt i målgruppen, så flyder annoncekronerne andre steder hen. Derhen hvor annoncørerne føler, at de får mest for pengene. Hvad enten det er et konkurrerende medie eller måske netsites, der slet ikke har hjemme i de traditionelle mediehuse, og derfor meget vel er langt mere i tråd med den udvikling, der konstant finder sted online.

Ingen medier kan prale af monopol på nettet, og derfor er lokale og regionale netmedier fanget i en langt mere alvorlig konkurrencesituation, hvor landsdækkende netudgivelser er fysisk lige så tætte på læseren, som det lokale eller regionale medie. Helt præcist blot et klik væk, og der går ikke lang tid, før alle netudgivelser – uanset om de er lokale, regionale, nationale eller internationale – kan skabe en så målrettet annoncering, at alle på det punkt står helt lige i kampen om selv de helt lokale annoncører.

Det er nu, der skal handles, og nu navlestrengen skal klippes mellem medierne. Netmediet er måske født af printmediet, men skal mentalt flytte hjemmefra. Den utilpassede teenager skal ud af reden og stå på egne ben. Så er det langt bedre rustet til den intensiverede kamp om annoncekronerne og langt bedre stillet som bidragsyder til et positivt resultat på bundlinien for de trængte mediehuse.

Tallene lyver ikke: Medierne skal være på de sociale sites

DR Medieforskning har lavet en undersøgelse af danskernes internetforbrug, og konklusionen er klar:

Danskerne tilbringer nu mere tid på internettet på sider med sociale netværk, dating og brugergeneret indhold, end de opholder sig på store mediesites med nyheder og baggrund.

[…]

Når danskerne er på nettet, er det kun 15 procent – eller knap en sjettedel af tiden, de tilbringer på mediesites som for eksempel dr.dk, tv2.dk eller de store danske avisers hjemmesider.

Derimod tilbringer de 17 procent af tiden på sider med sociale netværk, dating og brugergenereret indhold. Her taler vi for eksempel om sider som Facebook, Google, Youtube og MSN.

Nu er Google i den grad et vidt begreb, da de både leverer søgning, e-mail, dokumenter, nyheder, kort/geografi, website-analyse, feedlæser, oversættelser, dynamisk startside etc.

Men det er stadig en vigtig konklusion, som medierne ikke må sidde overhørig. Hvis man vil vokse i det “modne” (skriver DR i artiklen) webmarked, må man være tilstede der, hvor folk er, og det gælder steder som Facebook, YouTube og Arto.

Flere medier, min egen arbejdsplads inklusiv, har implementeret en “Bookmark”-feature, hvor læserne kan gemme/dele den pågældende historier på steder som Facebook og bogmærketjenesten delicious. Så noget sker der da. Men mere skal til for at sikre mediernes repræsentation på sociale websites. Det på tide for medierne at tænke indhold den anden vej.

Debatarrangement om links og medier

Kim Elmose og jeg har har i regi under foreningen for onlinejournalister og -kommunikatører DONA (hvor Kim er formand, og jeg sidder i bestyrelsen) besluttet os for at arrangere et debatarrangement omkring de såkaldte “dybe links” og medier.

Her er beskrivelsen af arrangementet med information om tilmelding, tid, sted etc.:

Et link er et link. Eller er det?

For nyligt blussede debatten omkring dybe links i det online mediebillede herhjemme atter op.

De store mediekoncerner og brancheforeningerne Danske Dagblades Forening og Danske Publicister er henholdende overfor at lade andre linke til deres artikler, og automatiserede tjenester der linker til mediernes indhold, som for eksempel Google News, vil man ikke lege med.

Det er imidlertid ikke alle medier, der deler det syn på internettet og links. Blandt andet Information har udtrykt ønske om en danske Google News, men branchens forening er skeptisk.

DONA, foreningen for online journalister og kommunikatører inviterer nu til debataften med sagens parter:

  • Anders Lassen, administrerende direktør for Infomedia og Digitale Publicister
  • Nikolai Thyssen, chef for nye medier på Information
  • Ordstyrer for debatten er Henrik Føhns fra DR’s Harddisken.

Til arrangementet kan du høre deltagernes synspunkter og også få luftet dine egne spørgsmål omkring dybe links og onlinemedier.

DONA byder derudover på en sandwich og en forfriskning.

Tilmelding og pris:
Da der kun er et begrænset antal pladser, beder vi om, at du tilmelder dig arrangementet. Det gør du ved at sende en mail til donakasserer@gmail.com med dit navn og din adresse (din fysiske postadresse, ikke e-mail).

Det er gratis at deltage, men der er et “no show fee” på 250 kroner. Det vil sige, det koster dig 250 kroner, hvis du tilmelder dig og ikke dukker op.

Seneste tilmeldingsfrist er 2. februar, og sidste mulighed for afbud uden No Show Fee er 4. februar klokken 12.

Tid og sted:
Torsdag den 5. februar 2009 klokken 17-19
La Oficina
Suomisvej 4
1927 Frederiksberg C
Find vej

Hvornår mon det mobile internet slår igennem og bliver mainstream?

Folk, der kender mig vil muligvis have svært ved at forstår dette, men i feriedagene omkring jul og nytår har jeg faktisk ikke været meget i nærheden af en computer.

I stedet har jeg holdt mig opdateret på nyheder, blogindlæg og så videre samt håndteret e-mails, Facebook og (kalender)aftaler via mobiltelefonen. Jeg har den stort set altid i nærheden og jeg behøver ikke vente på, at den starter op eller at sætte mig hen foran skærmen, jeg skal blot hive fat i mobilen, og så kan jeg følge med der.

Det har jeg gjort primært via Opera Mini, som er en mobil udgave af den norske browser Opera.

Hvad er Opera Mini så?
Til de teknisk interesserede kan jeg fortælle, at kernen i Opera Mini er en serverfarm, der står hos Opera-folkene i Norge. Når man via Opera Mini på mobiltelefonen vil se en hjemmeside, bliver denne side først lagt på en server hos Opera, som pakker det ned, så dataene fylder mindre, og sender det til mobiltelefonen, hvor dataene bliver pakket ud, og derfor går det hurtigere og koster mindre i dataoverførsel — ikke at det betyder så meget, da jeg har flatrate på datatrafikken på min arbejdsmobil.

Derudover går Opera Mini også ind og tilretter siderne, så de ser fornuftige ud på skærmen på min mobil. Og det betyder, at det er utroligt nemt at navigere rundt på nettet fra mobiltelefonen, og når Facebook så oven i købet har lavet en mobilvenlig version af sitet, så bliver det ikke meget nemmere.

Derudover har jeg også brugt wap.tv-guiden.dk til tv-programmer og mobil.pol.dk samt mobil.eb.dk til at holde mig opdateret på nyheder — men med Opera Mini kan jeg uden problemer sagtens sidde og læse artikler på for eksempel The Economists hjemmeside og hos New York Times — og jeg kan tilmed abonnere via RSS.

Det betyder, at jeg ikke behøver surfe rundt på de forskellige hjemmesider med min mobiltelefon for at se, om der er sket noget nyt — jeg skal blot gå ind på Feeds-oversigten i Opera Mini, og så kan jeg derfra holde mig opdateret.

Brug mobilen som forbrugsmedhjælper
Jeg brugte også Opera Mini forleden, da jeg stod og kiggede efter interessante spil til min Nintendo Wii-spillekonsol. Som nogle nok ved, er det mere end svært at vurdere et spil ud fra indpakningen, så jeg greb til min mobil og læste nogle anmeldelser af de forskellige spil og endte med ikke at købe det spil, jeg egentlig havde udset mig, da de kritiserede styringen i spillet. Der sparede jeg mig selv for en del besvær.

Derudover bruger jeg Googles Gmail-applikation til mobiltelefoner, som gør det nemt at håndtere e-mails fra mobilen og Goosync til at synkroniserer frem og tilbage mellem min mobil og Google Calendar.

Værktøjerne er der — hvornår sker der noget?
Det lyder måske mægtig smart og imponerende, men det er faktisk alle værktøjer, som man ikke behøver have en Nokia smartphone i N-serien for at bruge. Både Opera Mini, Gmail-applikationen og Goosync understøtter et hav af mobiltelefoner.

Det betyder også, at mulighederne for at bruge det mobile internet (ikke mobile internet som 3’s EazyInternet, men internet på mobiltelefonen) faktisk allerede er derude, der er blot to hindringer:

  1. Folk ved det ikke
  2. Det er stadig rimelig dyrt, da udbyderne virker rimelig nærige med at yde flatrate på datatrafikken på mobiltelefonen

Jeg begyndte at bruge det mobile internet meget mere, da jeg fik flatrate på datatrafikken (og jeg satte også Opera til at vise billeder — en smart indstilling, hvis man vil spare penge er, at billeder ikke skal vises, de udgør de fleste kilobyte af den data, der skaloverføres), og jeg går ud fra, at andre også vil begynde at interessere sig for og bruge det mobile internet mere, hvis de ikke skal bekymre sig om, at det kommer til at koste kassen, når den næste regning kommer.

Men alt dette har fået mig til at tænke lidt over, hvornår det mon slår igennem. Jeg har lagt mærke til, at nogle af mine venner, som jeg ellers ikke vil beskrive som teknik-frontløbere, er begyndt at opdatere deres Facebook-profil fra mobiltelefonen. Så der sker altså noget.

Men det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår det mobile internet får sit store gennembrud og bliver mainstream. Det vil nok ikke blive lige så udbredt som internettet på computeren (det er trods alt nemmere at danne sig overblik på en skærm, der er 17+ tommer), men det må da for pokker snart ske.

Dagblade vil ikke lade DR lave nyheder på nettet

Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med Danske Dagblades Forening, men hvis du er imod dybe links direkte til artikler på nettet og nu også DR Nyheder på nettet, så lader det til, at du er helt på linie med foreningen.

Via en mail på DONA-listen er jeg blevet opmærksom på DR Nyheder-artiklen “Dagblade vil forbyde DR-nyheder på nettet. I den står der:

DR skal holde sig langt væk fra nyheder på nettet, hvis ikke de er i direkte relation til programproduktion på enten tv eller i radioen, mener Danske Dagblades Forening (DDF).

Står det derfor til DDF skal dr.dk droppe den daglige nyhedsopdatering på nettet og spare historier og penge til radio og tv.

MediaWatch har også en artikel om sagen. Argumenterne bliver fremført i en bog fra Danske Dagblades Forening, som ingen af de to dog har linket til.

Årsagen er, at DR med sine licenskroner i ryggen udgør en unfair konkurrent for aviserne på nettet, der ikke får licenskroner. Og når avisernes oplag falder, betyder det, at avisernes penge skal hentes på — ja, rigtig gættet — nettet.

DR skal med andre ord betale en høj pris for, at folk ikke køber aviser, og ikke lægger penge hos avisudgiverne. Det kan lyde absurd, og det synes jeg egentlig også, det er.

Det kan jo tyde på, at internettet i DDF’s øjne bør være et aggregatmedie, hvor udbyderne stiller indhold til rådighed magen til det, de laver på deres andre, mere gammeldags, platforme: Aviserne skal lave artikler med billeder og DR skal lave TV og radio.

Nu begynder medierne jo også at lave web-tv, skal de så holde op med det, fordi de med tiden måske får større budgetter qua annoncer, som DR ikke har mulighed for?

Jeg kan godt se, at det er et problem, at DR Nyheder har sakset artikler fra Lolland-Falsters Folketidende, som er et af argumenterne, men er løsningen så at forbyde DR at lave nyheder på nettet?

Opdatering 7/12 2008 @ 23:33

Kenneth Ley Milling, der er webredaktør på Update, har skrevet et indlæg, hvor han også berører emnet. Han skriver blandt andet:

Hvorfor skal statens public service forpligtelse ikke gælde over for os, der modtager 95% af vores nyheder på nettet?

God pointe.

Der skal laves et linkmanifest – hjælp os!

Du har måske læst Kim Elmoses artikel “Lær linkjournalistik“, hvor han forklarer hvilken gavn medierne har af at linke, og linke godt.

Efter artiklen er Kim blevet spurgt, om han ville lave et manifest for linkjournalistik. Kim har spurgt, om jeg ville være med, og det ville jeg selvfølgelig.

Derfor har vi lagt seks punkter fra manifestet på onlineminds.dk, og vi vil gerne have din hjælp.

Så hvis du har kommentarer, tilføjelser eller andre former for input, så hop over på indlægget på Online Minds og kommentér derovre.

Hvad er et illoyalt link?

I disse dage er emnet “dybe links” til debat på DONA-maillisten. Det startede med, at en person spurgte hvad reglerne var omkring citatskik og links til medier. Nedenfor kommer noget mailkorrespondance, som du kan læse eller skimme :-)

Her er, hvad Anne Louise Schelin, der er Chefjurist i Dansk Journalistforbund, svarede:

Jeg skal forsøge at svare så enkelt og præcist som muligt på nedenstående spørgsmål. Jeg vedlægger også et kort notat, jeg har skrevet om ophavsret på nettet. Jeg lægger også et link til en pjece Kulturministeriet har udarbejdet i samarbejde med et antal særligt interesserede (herunder mig) i bunden af denne mail. Den handler om både citat og plagiat.

Hvad siger de gældende citatregler? Hvad må man citere, og hvor meget må man vise af avisartikler dels i eget blad, dels på egen hjemmeside og dels i powerpoint?
Der er ingen faste regler om antal linier, % del osv. Hovedreglen er, at det er lovligt at citere fra et offentliggjort værk (eksempelvis en artikel) i det omfang, det er betinget af formålet. Det vil sige, at hvis du har brug for at citere et pænt stort uddrag af en artikel for at underbygge en pointe i din egen artikel, er det OK. Men det gælder kun, hvis det kan konstateres, at der er en sådan sammenhæng. Hvis det i stedet fremstår, som om, du har klippet citatet ind for at undgå selv at skulle have ulejlighed med at omskrive informationen med egne ord, er der stor risiko for, at en dommer vil anse den fri citatret for overtrådt. Samtidig er det et krav for at kunne udnytte ophavsretslovens citatregel, at der citeres “i henhold til god skik”. Det vil for det første sige, at citatet ikke bruges i reklamesammenhæng eller anden tilsvarende uvedkommende sammenhæng. Citatreglen er lavet af hensyn til debatfrihed i samfundet. Dernæst er det et krav, at kilden angives og som hovedregel også, at ophavsmandens navn nævnes. F.eks. “Mads Madsen skrev i Politiken d. 4.7.08 (citat)”.

Reglen er den samme for powerpoint. Hvis citatet holder sig indenfor citatreglens rammer, er det ligemeget, hvor mange power-point’en vises for. Hvis det, der vises er udenfor citatreglens rammer, kan det være OK, hvis power-point’en er til personlig brug. (Og det er jo ikke lige kerneområdet for power-points)

Og hvad med det at linke fra ens hjemmeside til eksempelvis en artikel i et dagblad eller til et nyhedsindslag i et elektronisk medie? Er der nogle regler og formalia, der her skal overholdes?
Der kan linkes frit til hovedside, hvis det er konkret begrundet. Opbygges der en samling, som mere eller mindre bliver formålet med din hjemmeside, er det noget andet. Så er det udenfor citatreglen og kan også være i strid med markedsføringsloven. Der kan dyblinkes, når linket er loyalt. Loyaliteten vurderes efter de samme kriterier som det lovlige citat.

Er det ok at videresende en publiceret artikel rundt på intern mail,
Nej, det er det ikke. Du kan sende et link til hovedsiden og i din tekst identificere artiklen med stikord, så det bliver nemt for den enkelte selv at finde den. En rundsending af selve artiklen pr. mail eller ved opslag på intranet overskrider grænserne for ret til kopiering til privat brug (kun til personlig brug og nærmeste familie). Det overskrider citatreglens rammer. DJ har i mange år søgt Danske Dagblades tilslutning til, at der via Copy-Dan åbnes for licens til kopiering af artikler via intranet og e-mail – helt parallelt med eksisterende fotokopieringsaftaler. Dagbladene frygter imidlertid, at sådanne aftaler vil give InfoMedia mindre business, hvorfor det ikke er lykkedes at komme igennem med forslaget.

og hvordan med det hvis der ovenikøbet er et billede med?
Der er en ekstrem snæver ramme for citat af billeder og andre kunstværker. Det skyldes, at et citat næsten altid vil blive en udnyttelse af hele værket. Man bør have som udgangspunkt, at et billede ikke kan citeres. Men et billede kan have en så stor betydning for nyhedsformidlingen i samfundet, at det kan være i orden at bringe billedet uden først at spørge ophavsmanden. Der er også særregler for billeder i tilknytning til videnkabelige værker og værker af almen oplysende karakter og kunstværker, der indgår i en dagsbegivenhed. Det vil føre for vidt, at gå i detaljer her. De af jer, der er medlemmer af DJ er hjertelig velkomne til at søge råd og vejledning, når en konkret anledning måtte byde sig.

Hvis der er tale om udnyttelser til undervisningsformål, kan det meget vel tænkes, at Copy-Dan er udstyret med mandat til at licensere brugen. I de senere år er en del aftaler i denne sektor blevet udvidet med digitale udnyttelser.

Her kommer linket til www.kum.dk
http://www.kum.dk/sw37771.asp

Det fik Steven Snedker til at svare:

Man kan snildt linke præcist til artikler, videoindslag, kortsider jvf.
http://vertikal.dk/krak/
http://vertikal.dk/a369

Alt det med “hovedside” er ammestuesnak fra Generation Telefax.

> Opbygges der en samling

…er grænserne stadig vide:

http://herald.dk/
http://overskrift.dk/searchresult.php?x=34&y=24&q=%22dybe+links%22
http://www.eniro.dk/query?what=news&q=%22dybe+links%22
http://news.dk/search.aspx?jncategory=1&jnquery=%22dybe+links%22
http://www.ebuzz.dk/?news=1&blogs=1&space=&q=%22dybe+links%22

eksisterer i bedste velgående.

Jeg, der lige har skrevet 7 præcise links til 1.00 mennesker på en postliste, eksisterer i
bedste velgående uden at have overtrådt god citatskik eller lignende.

>> Er det ok at videresende en publiceret artikel rundt på intern mail?
> Du kan sende et link til hovedsiden og i din tekst identificere artiklen med stikord, så det
> bliver nemt for den enkelte selv at finde den.

Selvfølgelig må du sende et præcis link rundt til alle du lyster.

Bare se på denne liste. 4.500 mails til over 1000 mennesker indeholdende over 3.000
præcise links.

Alene her på Broadcast har vi linket præcist et sted mellem 3.000 og 3.000.000 gange
(afhængig af optællingsmetoden) uden at få bøvl med nogen.
“Du må kun linke til hovedsider” er vrøvl.

På Vertikal.dk er der 1559 udgående, præcise links, der heller aldrig har givet anledning til
ballade. Er det en samling? Tja. Går de til andet end “hovedsider”? For det meste. Er det
tilladt? Ja, selvfølgelig.

Gode eksempler på skidt omgang med ophavsretsbeskyttet materiale finder du hos visse af
Danske Dagblades Forenings medlemmer. De tager folks billeder og videoer og publicerer
dem uden tilladelse, uden kreditering og uden kompensation
http://mobil.eb.dk/flash/article.pml?articleid=990735
Den slags er meget forbudt.

Der er jura og konkrete eksempler fra den virkelige verden på
http://vertikal.dk/advokatord/
http://vertikal.dk/krak/
http://vertikal.dk/a369

Hertil svarede Anne Louise Schelin:

Jeg synes at redegørelsen fra ajour er fin og dækkende. http://www.djh.dk/ejour/53/53Dyblink.html Den fokuserer på nogle andre spørgsmål, end de, der blev stillet af Gordon, og henviser, ligesom jeg gjorde det, til, at almindelig linking er helt OK (dog kan der stadig ved illoyale samlinger blive problemer!) Og til at dyblinking også som hovedregel er helt OK, NÅR DEN ER LOYAL. (Og kriterierne for det, redegjorde jeg vist også for.)

Som du sikkert er helt opmærksom på, er der forskel på de markedsføringsmæssige aspekter, katalogreglen og databasereglen i ophavsretsloven og de regler, der gælder for værker, der er beskyttet af ophavsretslovens § 2.

Tilbage sidder jeg med spørgsmålet: Hvad er et illoyalt link? Hvem definerer, hvornår et link er loyalt eller illoyalt?

Et link er vel et link?

Opdatering @ 14:02
DONAs formand, Kim Elmose, har også svaret, og du kan læse hans svar på hans Mediehack-blog.