Om utroværdigheden af Facebooks Like/anbefal-tal

Jeg har tidligere skrevet om, at de tal, man kan se på Facebook-knapper etc. ikke er de reelle tal. Årsagen er, at det tal, brugeren ser, er en sum af

  1. antal gange, artiklen er delt
  2. antal gange, artiklen er kommenteret på Facebook
  3. antal likes/anbefalinger til artiklen på websitet og på facebook.com

Især punkt nummer tre er relevant, når man læser Filip Wallbergs udmærkede gennemgang af brugernes brug af ‘Like’ på danske websites i artiklen ‘Anbefaling af historier i netmedierne: Hvad liker vi?‘ på Kommunikationsforum.

For der er den fejlkilde, at ‘likes’ foretaget på facebook.com tæller med i tallene. Altså, hvis en person deler en artikel på Facebook og eksempelvis 34 af vedkommendes venner klikker ‘Like’ til den delte artikel på facebook.com, så tæller det med i statistikken.

Eksempel, lad os tage ekstrabladet.dk-artiklen ‘AGK med gigantunderskud‘. Hvis man trækker Facebook-statistikken for den artikel (direkte fra Facebook’s API), ser det således ud:

<like_count>11</like_count>
<total_count>47</total_count>
<comment_count>15</comment_count>
<share_count>21</share_count>

Altså et, beskedent, ‘like’-tal på 11. Problemet er bare, at vi – ikke længere – har Facebooks Like/Recommend/Anbefal-knap på ekstrabladet.dk. Det tal er udelukkende for aktivitet på facebook.com, og siger altså ikke noget om, hvordan folk bruger vores indhold, men hvordan de reagerer på det i en kontekst, som vi ikke er herre over. Og en kontekst som afhænger af en lang række faktorer, blandt andet hvem der har delt artiklen på Facebook, hvilken kommentar, der er knyttet til den delte artikel, hvem der ellers har klikket ‘Like’ etc.

Eksempelvis kan en bruger (det kunne være mig) godt klikke ‘Like’ til en artikel, som vedkommende er direkte uenig i eller utilfreds med, blot fordi, vedkommende der har delt den har knyttet en passende eller sjov (eller begge) kommentar til den delte artikel.

Dette ikke for at tage noget fra Filips arbejde, som jeg synes er imponerende og vigtigt. Det er blot vigtigt at være opmærksom på denne fejlkilde, inden vi kaster os ud i ‘de opadvendte tommelfingre’.

Og hvis man tager Filips konklusion, at brugerne sjældent klikker Like/anbefal, og tager ovenstående fejlkilde med i ligningen, må konklusionen være, at brugerne klikker endnu mindre på ‘Like’/anbefal – så det styrker blot pointen fra Kommunikationsforum-artiklen.

Google har købt g.co til at linke til egne tjenester

For noget tid advarede jeg mod at bruge gplus.to til at lave en lækker, kort URL til sin Google+ profil.

Årsagen var ikke, at en ukendte tredjepart kan få adgang til din Google+ profil, men at du risikerer, at gplus.go pludselig bliver ændret, så det peger til en side med eksempelvis skadeligt indhold. Og så kan der pludselig være mange links, der skal fjernes eller ændres.

Mit første argument lød således:

1. Det er ikke en Google-tjeneste. Google har intet med gplus.to at gøre.
Google har sin egen tjeneste til dette (se nedenfor), og er muligvis på vej med en optimeret udgave, efterhånden som der kommer flere og flere på Google+. Vent på den.

Og nu ser det ud til, at der måske sker noget på den front. Google har i forvejen deres goo.gl URL-forkorter (og den er hurtig) til at gøre lange URL-adresser korte, men nu har Google købt g.co-domænet. Dette domæne skal bruges til at lave korte URL-adresser til Googles egne produkter/services, hedder det i et blogindlæg fra Google selv.

Indtil videre er det sparsomt med info, men det kunne tyde på (eller det kan man da håbe på), at det er g.co, der kommer til at blive brugt til at lave en pæn URL (“vanity URL”) til ens Google+ profil – og formentlig også andre YouTube-tjenester. Det vides ikke endnu.

Circles-tanken i Google Plus er en lille genistreg

Bemærk: Dette indlæg er primært målrettet til folk, der først lige nu er kommet på Google Plus, eller endnu ikke er kommet på. Hvis du kender Google Plus’ Circles-begreb allerede, er der ikke voldsomt meget nyt i dette indlæg :-)

 

I går fik jeg, som så mange andre, adgang til Google Plus. Jeg har endnu ikke brugt nok tid på G+ (lad os kalde det det for at virke smarte) til at kunne sige noget generelt om det – og vi er stadig meget langt fra at kunne besvare spørgsmålet: “Er det bedre end Facebook?”

Men hvad jeg kan (og gerne vil) skrive lidt om, er en af de centrale dele i Google Plus – nemlig Circles-tanken.

Circles går kort fortalt ud på, at du fordeler dine venner efter hvilken ‘type’ relation i har. Du er altså ikke blot ‘ven’ med en anden, du tager stilling til, hvor godt/hvordan, du kender vedkommende.

Som udgangspunkt har Google Plus følgende circles (du kan selv lave flere, naturligvis):

  1. Friends – altså venner
  2. Family – den giver vist sig selv
  3. Acquaintances – bekendte
  4. Following – altså folk du følger, ligesom på Twitter – eller med Pages på Facebook

Google Plus findes også på dansk, så vil cirklerne selvfølgelig have deres danske titler.

Grunden til, jeg synes, det er en genistreg er, at jeg gerne vil have orden i mine venner/bekendtskaber på sociale medier. Jeg gik i gang med at oprette lister på Facebook, men det var for besværligt. Med Google Plus er jeg mere eller mindre tvunget til at gøre det fra start af – og som belønning får jeg et mere struktureret og overskueligt netværk.

Og det betyder også, at jeg bedre kan målrette/filtrere mine egne opdateringer – samt de opdateringer jeg se på Google Plus. Det er nemt at skifte imellem de forskellige cirkler, når du er på forsiden af Google Plus.

På Facebook er (alt for) mange af mine bekendtskaber/venskaber ikke mere end en simpel relation. På Google Plus er der en klar skelnen imellem, hvor godt (i mangel af et bedre ord) jeg kender de forskellige. Og hvor godt de kender mig.

Som en kollega sagde til mig, er spørgsmålet nu blot, om brugerne så er strukturerede nok til at bruge disse circles – eller om grænserne bliver udvandet, og vi derved lander på én meget bred og meget løs definition på relationerne imellem os derinde. Det håber jeg ikke.

Google Plus har også nogle andre features, som jeg synes virker vældig interessante og gennemtænkte – men beskrivelser/bedømmelser af disse må følge på et senere tidspunkt.

Men jeg synes, du skal hoppe ind og prøve Google Plus. Det er den mest seriøst konkurrent (hvor jeg dog ikke bryder mig om det ord) til Facebook.

PS: Vi har også, lidt på forsøgsbasis indtil videre, fået Ekstra Bladet på Google Plus.

Financial Times web-app, næsten i mål

Financial Times (dem fra ft.com) har netop lanceret en web-app. Altså, en app, der er på world wide web (i din mobilbrowser), og som derfor ikke skal installeres via nogen app store, hvad enten du er på iPhone, Android eller noget tredje.

Web-app’en er nemlig lavet i <buzzword>HTML5</buzzword>.

Financial Times har selv skrevet en artikel om web-app’en (‘FT’s new web app bypasses need for iTunes‘, som du ironisk nok skal logge ind for at læse), hvor man kører en ægte ’stickin’ in to the man’-stil.

Du kan prøve web-app’en (efter hvad jeg kan forstå, er den gratis i en uge) ved at taste ‘app.ft.com’ i din mobilbrowsers adressefelt – første gang skal du igennem nogle få steps, men det tager ikke lang tid. Jeg vil anbefale, at du sidder på en WiFi-forbindelse (trådløst internet), når du gør det første gang, da der skal synkroniseres/hentes indhold.

Først det dårlige
Skønt web-app’en umiddelbart er en god idé, så har Financial Times-app’en nogle mangler. Den mest grelle er, at jeg føler, at jeg klikker rundt i en gammeldags Flash-multimedie-produktion, når læser artikler. Ja, det foregår i Safari (browseren på iPhone), men det opdager jeg ikke, for jeg kan ikke se adresselinje eller værktøjslinjen i bunden.

Det betyder blandt andet, at jeg er frarøvet noget af den mest grundlæggende browser-funktionalitet, blandt andet noget så basalt som at gemme en artikel som favorit/bogmærke. Det kan jeg simpelthen ikke. Og min sporadiske klikken rundt i en ren Safari (når jeg ikke klikker på det ikon, som den gerne vil have på min homescreen) viser, at det ikke ser ud til, at URL’en skifter. Det er skidt.

Generelt er der meget lækkerness og alt for lidt brugbart. Jeg ville virkelig gerne have en bookmark-feature, eller en måde at refreshe en side på, hvis der nu gik noget galt.

Men så det gode
Én ting er, for mig, rigtig interessant ved Financial Times’ web-app. Nej, det er ikke betalingsdelen, den kan jeg ikke se endnu, og den må du få en, der er mere interesseret i betalte løsninger til at skrive om :-)

Nej, det der lover noget smart, er offline-funktionaliteten i web-app’en.

Første gang du besøger ‘app.ft.com’ med din iPhone (jeg ved ikke, hvordan det fungerer på Android), bliver du bedt om at give mere plads til web-app’en i din telefons lokale hukommelse/lager:

Når du trykker ‘Go’ bliver du mødt af denne dialogboks, hvor du kan give tilladelsen:

Generelt
Når man har lagt en genvej til web-app’en på sin homescreen (det skal man gøre for at få den bedste oplevelse, skriver de), lander man i Safari i det, man engang kaldte ‘kiosk’-tilstand – nemlig uden, som jeg skrev ovenfor, adressefelt og værktøjslinje.

En artikel i web-app’en ser derfor således ud:

For mig personligt kommer jeg nok aldrig til at bruge web-app’en, så længe jeg er forhindret i at bruge den, som jeg vil – og burde kunne. Offline-perspektivet er rigtig interessant, men det kan også hurtigt blive lidt trangt, hvis alle indholds-web-applikationer pludselig vil have 50 megabyte at lege med.

Jeg synes derfor, man stadig bør have sit website meget højt på listen. Folk ved hvordan ‘det der internet’ fungerer (det er i hvert fald én stor barriere mindre), og ‘if it ain’t broke, don’t fix it’. Lad os gemme app-begrebet til services/tjenester.

PS:
Du kan høre Robert Shrimsley, ‘managing editor’ på FT.com, tale om ‘Can We Afford To Ignore Paywalls?’ på FDIM’s ‘Summit 2011‘. Måske du også kan få ham til at snakke om deres web-app, hvis du er tilstede.

Opdatering 08-06-2011 @ 15:38:
Steve Pinches, der er ‘online product manager’ hos Financial Times, fortæller mig i et tweet, at bookmark-featuren er på vej.

Google Translate på ekstrabladet.dk, en kort opsamling

Som dem der følger mig på Twitter (der hedder jeg @larskjensen) måske ved, så har vi fået implementeret Google Analytics-tracking på de Google Translate-bokse, der ligger på alle artikler på ekstrabladet.dk (undtagen sport-artikler, men der er vi ved at rulle det ud i skrivende stund).

Så tænkte jeg, at i stedet for at pushe tal ud på må og få, var det måske en meget god idé, at få samlet op på dem :-)
Så her følger tallene i mere eller mindre tilfældig rækkefølge.

Vi implementerede Google Analytics-tracking på Google Translate-boksene per 29. marts i år. Så alt, hvad disse tal relaterer til, foregår efter den dato.

I de første dage umiddelbart efter implementeringen lå vi på cirka 300 oversættelser om dagen i gennemsnit (#). Sidenhen er tallet faldet en lille smule, men ikke meget. Det ligger nu på omkring 260-270 oversættelser hver dag. Det synes jeg egentlig er ret godt. Nu var der heller ikke defineret nogle deciderede succes-kriterier, så det er selvfølgelig let at sige :-)

Noget andet er sprogfordelingen, som man også kan se i Google Analytics. Jeg lavede denne grafik efter en uge, hvor jeg samler op på de mest brugte sprog:


[ Billedet lå på Yfrog, der siden er blevet overtaget af ImageShack, og i den forbindelse er det forsvundet :( ]


Mest brugte sprog under ‘Other’ er tyrkisk efterfulgt af græsk, kan jeg i øvrigt oplyse (#).

I går besluttede jeg mig for at stille min nysgerrighed og svare på spørgsmålet ‘hvor sidder/bor de folk, der oversætter artikler på ekstrabladet.dk?’. Også det svar kunne jeg finde i Google Analytics, og lidt overraskende fandt jeg frem til, at 82% af dem, der oversætter artikler på ekstrabladet.dk opholder sig i Danmark. Nummer to er Polen med 9,2% (#).

Næste logiske skridt var nu at finde ud af, hvilke artikler, der er de mest oversatte i den periode. Da jeg havde klikket lidt rundt i Google Analytics fandt jeg ud af, hvordan det kunne gøres, og listen over mest oversatte artikler på ekstrabladet.dk (29. marts – 14. april 2011) ser således ud:

  1. Overraskelse: Seest ude af X Factor
  2. Nyt jordskælv ryster Japan: Atomkraftværk ramt
  3. Jeg er stolt af mine 108 kilo
  4. ekstrabladet.dk beklager: Billedet var et falsum
  5. Dansker: Sådan oplevede jeg sandstormen
  6. Død på stedet: Cyklist ramt af to motorcykler
  7. Han vil have godt af fængslet
  8. Kidnapnings-alarm forsinket i tre timer
  9. 41-årig indlagt efter altanbrand
  10. Stødte ind i mystisk eneboer i mørket: Han havde langt hår og skæg

Som flere bemærkede (#) er den mest oversatte artikel (Overraskelse: Seest ude af X Factor) helt tilbage fra 27. februar 2009. Det er mere end to år siden, og derfor bør det undre, hvorfor den topper listen. Det satte jeg mig for at undersøge.

For det første kiggede jeg på statistikken for netop den artikel – og der kunne jeg se, at trafikken til den toppede omkring den 25./26. marts – altså kort tid før vi fik tracking på vores Analytics-boks. Trafikken til artiklen flader stille og roligt ud, uden dog at ramme 0 på noget tidspunkt.

Jeg satte mig for at kigge på referrals til den artikel (altså hvor trafikken kommer fra) og fik, ikke overraskende, svaret ‘Google’. Jeg ændrede det derfor til ‘keywords’, så jeg kunne se, hvad dem der fandt artiklen havde søgt på. Svaret var, ej heller særlig overraskende, ‘x-factor’ og ‘x factor’. Jeg satte mig derfor for selv at prøve søgningerne:

Bemærk, at I begge søgninger ligger artiklen ‘Overraskelse: Seest ude af X Factor’ på første side, endda i toppen og med en lille thumbnail og playikon ved siden af, da Google tilsyneladende ved, at der er et tv-klip på den artikel. Altså en prominent placering.

Kigger jeg på, i hvilket land dem, der har læst artiklen, opholder sig i, får jeg kun ‘Danmark’. Dette bekræftes af, at resultatet forsvinder, hvis man ændrer søgningen til for eksempel engelsk. Ergo må det altså være folk i Danmark, som 1) har klikket sig ind på artiklen via en Google-søgning, og som 2) foretrækker artiklen på et andet sprog den dansk.

Mere har jeg ikke fået gravet mig ned i tallene i denne omgang. Efterhånden som jeg finder flere tal for brugen af Google Translate på ekstrabladet.dk, vil jeg (såfremt jeg finder dem interessante og værd at dele) poste dem løbende på min Twitter-profil.

Opdatering @ 14:39:
Jeg kan tilføje, at grunden til, at det netop var den 25. marts, at artikel fik flest besøg selvfølgelig er, at det var den dag, der blev afholdt X-Factor-finale i Parken.

 

Nej, Lionel Messi fik IKKE 7 millioner Facebook fans/likes på en dag/7 timer

Foto: Rafael Amado Deras

Nu er verdens bedste fodboldspiller (og det siger jeg ikke bare, fordi jeg er Barça-tilhænger) officielt på Facebook.

Det meldte FC Barcelona ud (på blandt andet Twitter) i går.

Du kan finde Messi på Facebook på facebook.com/leomessi.

Den ansete blog ‘Mashable’ opdager det og tæller hvor mange “fans”/”likes”, som Messi-siden har fået.

Derefter skriver man artiklen ‘7 Million Fans Like Leo Messi’s Facebook Page in 7 Hours‘. Det lyder jo helt utroligt. Problemet er bare, at det ikke passer.

Jeg ville nemlig fluks ind og markere min støtte (som det hører sig til), men opdagede, at jeg allerede var i blandt ‘likerne’. Altså må siden have eksisteret på forhånd, eller være et resultat af flere Messi-sider på Facebook, der er slået sammen.

Mashable deler historien på Facebook, og i kommentarerne der og på mashable.com begynder folk at melde ind, at siden allerede fandtes. Det får Mashable til at opdatere deres artikel med denne tekst:

Update: Some commenters have suggested that Messi may have automatically transferred fans from his unofficial pages to his official page. While Facebook allows businesses to merge place pages with fan pages and to turn personal profile pages into fan pages, there’s not a public option to merge multiple fan pages. We’ve reached out to Facebook about whether Messi’s page administrator negotiated a merge with a Facebook representative.

Men der var skaden sket. Adskillige medier og personer har opdaget historien og skrevet om, hvor utrolig mange fans, Lionel Messi fik på meget kort tid, spørg blot Google.

Bevares, nu kunne jeg vide det, fordi jeg allerede havde klikket ‘Like’ til Lionel Messi. Men man kunne også have åbnet profil-billedet til siden og set, at det er uploadet den 2. februar. Ergo har Lionel Messi ikke fået alle disse tilhængere på én dag.

Bevares, det er i småtingsafdelingen og ikke noget, der vælter regeringer – men det er faktatjek, og der skal være styr på fakta.

Foto: Rafael Amado Deras

Diaspora – mere proces end produkt

Diaspora logo

Nu har jeg haft nogle få dage til at afprøve Diaspora, som nogle medier nok vil udråbe til “det næste Facebook”, “Facebook-afløser” og lignende.

Lad os lige starte med at slå en ting fast: Det er det ikke.

Det er et alternativ til Facebook for folk, der er bekymret for Facebooks privacy-/privatlivsindstillinger. Og så er det et halvfærdigt stykke arbejde, der burde være blevet holdt for lukkede døre året ud.

Det startede med, at jeg ikke kunne udføre tilmeldings-processen. Jeg havde en profil stående, som folk kunne tilføje som ven/kontakt (nogle gjorde det), men jeg kunne ikke lære tilmeldings-processen færdig og komme ind på selve Diaspora.

Nu er jeg så kommet ind og har været derinde i løbet af de seneste dage. Og der er kedeligt. Ingen skriver noget. Der sker ingenting. Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde nogen, for hvem gider skrive noget et sted, hvor kun en brøkdel af eksempelvis de venner, man har på Facebook, er tilstede.

Derudover har jeg svært ved at se Diasporas rolle. Jeg tvivler på, at privacy-bekymringer er nok til at give en anden platform succes – især når man kigger på, hvor meget Facebook har opbygget med venskaber, Facebook Connect, link-deling etc. Det er ikke noget, der rasler fra hinanden fra den ene dag til den anden.

Her er Diaspora en meget mere sandsynlig kandidat. Siden er langsom, der er ingen features udover at man kan skrive statusopdateringer (som andre kan kommentere på) og tilføje billeder – samt selvfølgelig finde andre, man kan tilføje.

Det spændende ved Diaspora er processen. At det er blevet skabt, fordi nogle er utilfreds med store, stygge Facebook og at udviklingen foregår åbent over hele verden. Men den sang har vi altså hørt før.

Hvad skal jeg med det?
Lige nu har jeg meget svært ved at se, hvad jeg skal bruge Diaspora til. Twitter og Facebook adskiller sig (både fra hinanden og fra de tilbud der var tidligere) markant, det har Diaspora pt. ikke udsigt til at gøre.

Lad os lave en parallel til browsermarkedet: Hvem vil lancere en browser, der kun kan vise websites og billeder, og tilmed er langsommere end de etablerede produkter? Ja, jeg ved, at Firefox startede som en nedbarberet udgave af Mozilla, men den havde stadig features et stykke udover det allermest basale – samt plugin-understøttelse.

Det er selvfølgelig svært at sidde og give noget så tyndt en tommelfinger op eller ned. For at Diaspora kan få succes skal der flere features og muligheder til, før first-moverne blot afskriver det som et mere eller mindre lige gyldigt hobby-projekt. Ellers ender det som Google Buzz eller Wave.

Det er godt med konkurrence, der holder alle parter oppe på dupperne. Lad os derfor håbe, at Diaspora en dag kan yde konkurrence.

Og kan folkene bag dog ikke i det mindste få taget sig sammen og købt ‘diaspora.com’-domænet, så man ikke kun har ‘joindiaspora.com’? Please.

Google på vej med Facebook-konkurrent, men har “Google Me” en chance?

Google Me-logo taget fra 'Google Me - The Movie'

Google Me-logo taget fra ‘Google Me – The Movie’

I øjeblikket florerer der et rygte på nettet om, at Google er på vej med en konkurrent til Facebook. Dette indlæg på Inside Facebook er nok det nærmeste, vi kommer på en bekræftelse af, at det passer.

Det er jo interessant at se, at Google tilsyneladende langt fra har opgivet sine “sociale drømme”, til trods for at det ikke gik helt som ønsket med Wave,der skulle gøre kollaborativt arbejde nemmere og bedre, men gjorde ingen af delene, og Buzz, der var (og er, går jeg ud fra) Googles bud på et mikromedie a la Twitter.

Jeg har tidligere skrevet om, at Facebook sidder på det sociale, mens Googles styrke ligger andre steder: Blandt andet indenfor online services (eksempelvis mail, geografi/find-vej og samarbejde), styresystemer, arbejde med kolossale datasæt og selvfølgelig søgning. I denne artikel om Google Buzz fremfører jeg samme pointe.

Umiddelbart tror jeg, det bliver svært for Google at få succes med en “Facebook-konkurrent”, hvis det da er det, de går efter. Ja, mange har en Google-konto, men kan Google få os til at bruge den til ting, som vi i dag bruger Facebook til?

Og kan de overhovedet lave noget, som almindelige mennesker forstår? Chris Matyszczyks “Is Google far too much in love with engineering?” er værd at læse og læs derefter “Google’s mismanagement of the Android Market” af Jon Lech Johansen (nok bedre kendt som “DVD-Jon”).

Derudover har jeg fået følgende gode pointer som svar på følgende tweet:

So will Google’s new social thing (“Google Me”) be yet another service that we’ll talk about nonstop for 5 days and then never use again? (#)

daria: there is a chance for it but taking into consideration they are going against FB I assume they pull out some heavy guns (#)

[…]

there is a bit of difference between going against twitter and FB.but i agree google chances look rather slim.and even having kickass product will have a hard time to move people (#)

stefanvase: Well, they tried once with #Orkut: http://bit.ly/cwsR2A – without any success. #Google have reached its peak… (#)

boab: think google must launch with a more finished product than they normaly do, if they want to win the masses (#)

Og her er Googles nyelige flirt med sociale medier fint opsummeret :-)

vesterby: Jamen jeg ælsker min wav… ehm buzz… ehm, ja, jo. Du har nok ret. (#)

That said, så bliver det da spændende at se Googles bud på det, der skal binde os alle sammen online. Men denne gang holder jeg mine forventinger nede.

Opsamling: Dansk Journalistforbund har nu fået en Facebook-side

I tirsdags, den 9. marts, skrev jeg om, at Dansk Journalistforbund havde oprettet en personprofil på Facebook i stedet for en side (Page).

Det førte blandt andet til en kommentar fra Esben Ørberg, der er kommunikationschef i forbundet, på kommunikationsforum.dk-udgaven af mit indlæg:

DJ flytter fra gruppe til side
Kære Lars K. Jensen
Tak for skub. Vi er i gang. Med at flytte fra ‘Gruppe’ til ‘Side’. Gruppen giver forvirring og som professionel organisation skal vi naturligvis have en fanside med fans i stedet for en gruppe med medlemmer. Det får vi snart!

Efter noget tid blev jeg kontaktet af en fra forbundets kommunikationsgruppe og med lidt hjælp så gik det, så forbundet fik oprettet siden ‘Dansk Journalistforbund – medier & kommunikation‘.

Som du kan se på kommentarerne på Facebook-siden, er det ikke alle, der er enige med mig i, at en Facebook-side er det rigtige. Og det er en fin diskussion at få, for jeg kender en del, der har svært ved at skelne mellem forskelle og fordele ved sider kontra grupper på Facebook.

En dikussion om netop dette havde jeg også på kommunikationsforum-udgaven af indlægget.

Og, som det sidste, så gjorde en af mine venner mig opmærksom på (som kommentar til den Facebook-post, der linker til indlægget – ja, man skal tjekke over det hele), at det faktisk er imod Facebooks regler at bruge en personprofil til sin organisation. Og det er jo i sig selv et ret godt argument, for at oprette en gruppe eller, som i dette tilfælde, en side.

I mine kommentarer på kommunikationsforum kan du læse nogle af mine argumenter for at bruge en Facebook Page.

Google lancerer Google Buzz – det handler om relevans

Google Buzz-logo

I løbet af de seneste dage har det svirret med rygter om, hvad det mon var, Google ville lancere i dag. Det hyppigste gæt lød på en Facebook-integration i Gmail.

Sådan gik det dog ikke helt, da Google i dag præsenterede Google Buzz.

Buzz går, kort fortalt ud på, at Google vil indsamle indhold, der er relevant for dig som bruger, og præsentere det for dig. Dette indhold er beskeder, du selv skriver, billeder fra Flickr eller Picasa eller tweets på Twitter.

Google Buzz vil kigge på dine relationer i Gmail (hvem du har e-mail’et og talt mest med via instant messaging (Google Talk)) og præsentere dig for indhold fra disse personer og indhold, som Buzz mener er interessant for dig, enten fordi det matcher dig, eller fordi flere af dine venner finder det interessant.

Samtidig kan du og andre Buzz-brugere selv skrive opdateringer, som foregår direkte i browseren på din computer eller telefon, indtil videre kun iPhone og Android-telefoner.

Nogle vil måske kalde dette en Twitter-konkurrent, men det er nok mere en tjeneste som FriendFeed, der aggregerer indhold fra brugernes diverse sites/tjenester, der får sig en stor konkurrent.

Indtil videre kan Google Buzz kun trække indhold fra Twitter og altså ikke poste til Twitter, hvilket er en skam. Der er, så vidt jeg kan forstå, heller ikke Facebook Connect-integration, hvilket betyder, at du ikke kan finde dine Facebook-venner (som for mit vedkommende er der, jeg nok har mest kontakt med mine venner) på Google Buzz.

Til gengæld har Google Buzz den klare fordel, at den viser dig indhold fra nettet, og ikke bare ét socialt netværk. Google vil gøre for sociale medier, hvad PageRank-algoritmen gjorde for hjemmesider. Det handler med andre ord om relevans.

Google Buzz er allerede nu tilgængeligt på buzz.google.com, så der er ingen grund til at lade være med at lege med det :-)

Mere information:
Du kan se denne video (som jeg fandt på itworld.com), hvis du vil vide mere om Google Buzz:

Du bør også læse disse to indlæg om Google Buzz:

Opdatering @ 21:18:
Todd Jackson, Product Manager hos Google for Gmail og Google Buzz, har skrevet et indlæg om Google Buzz på den officielle Google-blog.
Opdatering @ 21:22:
Teknologi-bloggen TechCrunch har en række screenshots fra Google Buzz.
Opdatering @ 21:33:
På ReadWriteWeb skriver Frederic Lardinois om, hvorvidt Google Buzz kan klare sig, hvor FriendFeed ikke kunne. En okay analyse baseret på, hvad vi ved om Buzz indtil videre.
Opdatering @ 21:47:
Her kan du se den fulde udgave af videoen om Google Buzz:
Opdatering @ 23:05:
Og pludselig er “Google Buzz” ikke længere det mest populære “trending topic” (emne) på Twitter. Har Twitter fjernet det, fordi det er en potentiel konkurrent? (via @systemaddict)

Derfor skal jeg have en iPad (3G)

Foto: Engadget
Foto: Engadget

Ja, i går brød Apple-chefen Steve Jobs så tavsheden og bekræftede rygterne om en Apple tablet, der kommer til at bære navnet ‘iPad’. Allerede her på andendagen mangler det ikke på udsagn om, at iPad’en skuffer og ikke bliver nogen revolution.

Til det kan man jo starte med at sige, at dem, der har kaldt den revolutionerende (inden de vidste noget om den vel at mærke) er de samme, som nu siger det modsatte. Sådan er det med folk, der gerne vil høres. Derudover kan man lave en sammenligning med fodboldholdet Real Madrid. I sommerens transfervindue købte de stort ind og købte blandt andet Christiano Ronaldo fra Manchester United og Xabi Alonso fra Liverpool FC. De forskellige indkøb betyder, at Real Madrid på papiret nu har så vanvittigt stærkt et hold, at mange ser det som en skuffelse, at det ikke er dem, men FC Barcelona, der topper ligaen – og hver gang Real Madrid sætter point til er det helt forfærdeligt.

Anyways, nok med fodbold – tilbage til iPad’en. For jeg skal have en, når den kommer. Og det er der flere grunde til.

For det første fordi jeg ikke ser iPad’en som en direkte erstatning for min iPhone eller min bærbare computer, som nogen nok gerne vil gøre iPad’en til. Der, hvor iPad’en kan overtage rollen fra både min iPhone og computer er om aftenen eller morgenen, når jeg sidder og læser nyheder og andre artikler. Her kan jeg slippe for enten at skulle starte en computer op eller at skulle sidde og kigge på min iPhone-skærm, som alt andet lige er noget mindre end de 9.7″, som iPad kan præstere.

Så til artikellæsning, billedgallerier, videoer og lignende vil jeg klart bruge min kommende iPad.

Ingen Flash-understøttelse. Ja tak!
“Den understøtter ikke engang Flash”, lyder noget af kritikken. Det er jeg personligt glad for. For er der noget, der er hårdt for et batteri, så er det at levere strøm til en CPU-processer, der skal håndtere en Flash-præsentation. Det giver altså mere batterilevetid. Og det vil jeg hellere have end Flash. Samtidig betyder det også, at jeg går udenom Flash-bannere, som irriterer mig grænseløst. Ikke fordi de er bannere, men fordi de er tunge, tager tid at loade og alt for ofte siger lyd og spiller video uden at blive direkte og bevidst bedt om det. Dem kommer jeg ikke til at savne.

“Den kan jo ikke multi-taske”, lyder en anden kritik. Det kan min iPhone heller ikke, og det savner jeg ikke. Skiftene mellem applikationerne går tjept og igen er det også en gevinst for batteriet, at det ikke skal levere strøm til applikationer, der ligger og kører i baggrunden.

Tag nu for eksempel Nokias N86-telefon. Den lukker ikke bare applikationer og services, når man trykker på den røde knap. Næ nej, men skal trykke “Valg” og finde “Afslut” i menuen. Trykker du på den røde knap, lukker du godt nok programmet, men det bliver liggende i baggrunden, hvor det lige så stille ligger og sluger strøm. Single-tasking, som på en iPhone, fungerer godt for mig – jeg savner ikke at kunne have flere bolde i luften på en gang.

“Det er jo bare en forstørret iPhone”. Ja, både og. Det er en behagelig, håndholdt enhed hvor man blandt andet nemt kan surfe på nettet og gøre de “lettere” opgaver, som man vil bruge sin computer til. Derudover bruger iPad’en ePub-standarden (Wikipedia, som er en åben standard (ja, ÅBEN) for e-bøger. Altså et alternativ til Amazons lukkede Kindle-format.

Folkens, det handler om behov
Jeg skal kort fortalt have en iPad, fordi den rammer et behov hos mig. Har man ikke behov for at sidde med en tablet og være på nettet og hvad man nu ellers vil bruge en iPhone (og i lidt sjældnere tilfælde en bærbar) til, jamen så skal man måske bare ikke have en iPad. Bliver det som med iPhone, så er det noget, som mange vil anskaffe sig, når de har set en anden (formentlig i omgangskredsen) sidde med den og rent faktisk har set, hvad den kan, og hvordan den er at betjene. Det var sådan, jeg besluttede mig for at købe iPhone, og det fortryder jeg ikke en milliontedel af et sekund.

Når alt dette er sagt, så venter jeg dog den ekstra måned, så jeg kan få 3G-modellen. Jeg vil have en hurtig dataforbindelse, når jeg ikke er i nærheden af trådløst internet.

Musik-sitet last.fm laver årets top 40 baseret på brugerdata

Last.fm Best Of 2009 logo

Jeg kunne, og burde, skrive et blogindlæg, der udelukkende handler om musik-sitet/-community’et Last.fm og hvorfor, det bare er så fantastisk, og (efter Facebook) det sociale website, jeg bruger mest.

I stedet vil jeg skrive om en nyhed fra Last.fm – nemlig den, at de har lavet en top 40 over albumudgivelser fra det seneste år (1. oktober 2008 – 16. november 2009). Listen er ikke baseret på, hvad anmelderne har sagt. Nej, den er tværtimod baseret på, hvad brugerne af Last.fm (og dem er der mange af) har lyttet til i den periode.

Der er desværre ikke nogen listeoversigt, hvor man kan danne sig et overblik, men du kan starte fra nummer 40 (Little Boots) og klikke dig igennem.

En smart detalje, at man kan se, hvor meget man selv har lyttet til den pågældende kustner. Her er for eksempel den globale graf (blå) og min graf (rød) for The Prodigy, der ligger nummer 4 med deres ‘Invaders Must Die’-album (Wikipedia):

The Prodigy lytteaktivitet på Last.fm

Det er ikke svært at se, at albummet udkom i februar.

Sådan fungerer Last.fm
Alt denne data er kommet fra brugerne til Last.fm ved, at de blot har lyttet musik. Ikke noget med at opdatere en profil, skriver beskeder eller noget som helst. Last.fm fungerer nemlig på den måde, at man installerer et program, som så at sige “lytter med”, når man hører musik og lægger dette op på ens profil, kaldet “scrobbling”.

Egentlig gør programmet det, at det kigger på meta-dataene for nummeret: Kunstner, sangtitel, album etc. Når man er halvvejs gennem nummeret (hvis man ikke har ændret denne indstilling) bliver nummeret føjet til ens lytteliste. Simpelt.

Samtidig kan man også, når man synkroniserer sin iPod/iPhone “scrobble” lyttehistorikken fra den op til Last.fm.

Alt dette bruger Last.fm til at give brugeren masser af ting tilbage. Anbefalinger af musik (jeg har opdaget meget musik i det snart forgangne år via Last.fm), koncerter og brugere hvis bibliotek (lyttehistorie) minder om ens egen (når man besøger en anden brugers profilside fortæller Last.fm samtidig, hvor meget jeres musiksmag passer sammen). Og altså også til at lave en top 40 liste for det seneste år.

Det betyder også, at man kan se statistik for den, musik man lytter til. Hvis vi igen tager The Prodigy som eksempel, kan jeg se, hvilke The Prodigy-numre, jeg har lyttet mest til.

Så man skal blot fortsætte med at høre musik på sin computer/iPod/iPhone, så passer ens Last.fm-profil sig selv. Der er altså ingen “udgift” forbundet med det, udover at oprette en profil, installere programmet — og selvfølgelig at holde op med at høre musik på den gammeldags CD- eller pladeafspiller :-)

Når det fungerer så lækkert, så kan man godt leve med, at det ikke lige er yndlingskunstneren, der topper listen. Læs mere om top 40-listen hos Last.fm.

WhoSampled.com vil samle oversigt over alle samplinger og cover-numre

WhoSampled logoDet er muligt, vi befinder os i periferien af emnebeskrivelsen “Nye medier og journalistik”, men i dag faldt jeg over det website, som jeg er nødt til at skrive lidt om :-)

Det drejer sig om WhoSampled.com. Sitet går kort fortalt ud på følgende:

We’re building the ultimate database of sampled music and cover songs

Altså et website, hvor man får mulighed for at finde ud af, hvilke numre, der bliver samplet – og omvendt; hvilket nummer er det nu liiiige, der bruger det det riff fra det gamle rock-nummer, du lige har gravet frem? Uanset hvad, så vil WhoSampled gerne være din ven.

Det fungerer på den måde, at man eksempelvis søger en kunstner eller nummer frem og så (hvis det findes på sitet) klikker sig ind på det enkelte samples side. Her kan man høre både det oprindelige nummer og det samplende nummer samt — og her ligger guldet, synes jeg — se, hvornår I sangen der bliver henholdsvis samplet og brugt et sample. Fikst.

Jeg har lige siddet og kigget lidt på især to kunstnere, som jeg hører meget, og som jeg ved står i sampler til halsen, The Chemical Brothers og Fatboy Slim.

Og skønt de formentlig har brugt flere samples, end der er listet på WhoSampled, så er jeg alligevel på ingen måde blevet skuffet endnu.

Vidste du for eksempel at The Chemical Brothers på “Galvanize” sampler “Hadi Kedba Bayna (Just Tell Me the Truth)” af Najat Aatabou? Det gør du nu.

God fornøjelse med WhoSampled. Hvis du går op i musik, bliver du forhåbentlig mindst så glad for det, som jeg er.