Arkiv for ‘Journalistik’ kategori

DR bruger statskroner på at opruste på tech-stoffet

10. april 2013

DR-logoJeg er efterhånden noget splittet omkring Danmarks Radio. Jeg synes, DR gør rigtig mange ting rigtigt – men der er flere steder, hvor DR ikke lever op til de krav, der bør være til et statsmedie.

Seneste eksempel er, at statsradiofonien søger en tech-journalist. Det er tilsyneladende ingen hindring, at der allerede er en del tech-medier i det danske mediebillede.

"DR vil styrke tech-stoffet," som der står i jobopslaget. Hvilken type tech-journalist er det så, DR efterspørger? Er det en, der kan se 'de store linjer' og perspektiverne i teknologierne. Nej, ikke rigtig – desværre. I opslaget lægges der nemlig blandt andet, at der bliver lagt vægt på, "at du kan spotte de gode historier fra ind- og udland og har lyst til at omsætte dem til skarpt vinklede og præcist skrevne historier".

Ansøgere skal have "et levende nyheds-gen og kunne skrive både den skarpe nyhedshistorie", men dog også "den grundigt gennemarbejdede historie". Så lidt andet end nyheder lyder det da til, der bliver plads og tid til.

Hvad skal et statsfinansieret medie lave?
Som skrevet ovenfor er jeg splittet, for jeg holder meget af for eksempel Danmarks Radios Harddisken, som jeg desværre ikke får tjekket nær så meget, som jeg burde. Harddisken har perspektiv, tanker, baggrund – og tager sig tid til det, med dygtige folk ansat. Men tech-nyheder er altså noget, som vores statsfinansierede medie ikke bør bruge tid eller ressourcer på.

Jeg vil mene, at et medie, der lever af penge fra statskassen, bør beskæftige sig primært med de ting, som enten ikke er en god forretning, ikke giver mening eller af anden grund bliver nedprioriteret af de kommercielle medier i Danmark. Dermed bliver Danmarks Radios rolle at identificere de ting, vi som borgere i et demokratisk land skal læse/høre/se, og som vi ikke ville blive opmærksomme på, hvis ikke vi havde Danmarks Radio. Men det ligner ikke, at DRs tech-venture foregår på denne måde. Skal Computerworld, ComON, Version2 og alle de andre nu til at forholde sig til, at "DR vil styrke tech-stoffet"?

I forhold til den, for mig, ønskelige rolle for et statsfinansieret medie, svigter DR meget af det, som de kommercielle medier af den ene eller anden grund ikke rører ved. og det gælder ikke kun teknologi-stoffet.

Men hvis der er en rolle for DR i teknologistoffet i Danmark må det være at linke til de artikler og nyheder, der allerede bliver skrevet – sådan som Søren Storm Hansen foreslår alle medier gør. Herudover burde DR også overveje at gøre (noget af) deres indhold tilgængeligt for alle, for eksempel under en Creative Commons-licens. Og det gælder ikke kun tech-stoffet.

DR må kunne bruge sine ressourcer bedre. For eksempel var der DR2 Udland, som jeg synes var fantastisk, fordi det gav mig et ekstra perspektiv på udlandsstoffet, som ellers var svært at få i nyhedsbilledet. Men programmet overlevede ikke tabloidiseringen af Danmarks Radio og blev lukket, skønt mediedirektøren havde ladet folk forstå noget andet.

Hvad skal vi vide?
Måske er det på tide, at nogle begynder at tænke over, hvad et statsfinansieret medie som DR bør bruge tid, ressourcer og penge på. Det gælder ikke kun teknologistoffet, men for eksempel også når DR-værter interviewer deres kolleger i stedet for kilder – og DRs sundhedssektion, som Filip Wallberg nævner. Jeg søger ikke nødvendigvis at gøre det op i, hvad DR må og ikke må, men det vil alt andet lige give bedre mening, at DR søger at dække de områder, som er underrepræsenteret i det danske nyheds- og mediebillede.

Nyheder om tech-stoffet er ikke et af de områder. Lad i stedet de frie markedskræfter råde over det – og lad DR give os de (tech-)oplysninger, vi skal have, men som vi i dag ikke får.

Det er det, statspengene bør gå til. Og det er nok en debat, vi efterhånden bør have.

Breaking News og Broken Media

12. november 2012

I anledning af det amerikanske præsidentvalg gav jeg mig til at læse 'The Obama Hate Machine' (Amazon.co.uk) af Bill Press. Den handler om den byge af angreb, der er på præsident Obama. Socialisme, nazisme, fascisme – de store kort bliver spillet ud. Og så selvfølgelig alle anklagerne om, at han slet ikke er amerikaner, og derfor ikke må være præsident, og alt det andet, der flyder fra højre mod præsidenten.

Forfatteren til bogen lægger ikke skjul på sin sympati, og det ødelægger nogle steder læseoplevelsen, når han eksempelvis kalder Michele Bachmann "batshit crazy", uanset om man så må være enig eller ej. Men derudover er bogen en anbefaling værd, især hvis man ynder at læse retorik af værste og laveste skuffe.

Et kapitel jeg især bed mærke i er 'The role of the media'. Her kritiserer Press (måske ikke så overraskende) de hurtige medier, der har mere travlt med at vidererapportere hvad end, en politiker siger, i stedet for at få det faktatjekket først. Det betyder, at historien er stukket af, inden faktaene kan nå at blive tjekket og eventuelt irettesat. Lyder det som noget, du kender?

Men derudover har Press også en – synes jeg – fin beskrivelse af en del af årsagen til, at journalistikken (eller store dele af den) er endt der, hvor den er. På side 242 skriver han således:

In other words, nowadays people expect to get the news immediately, as soon as it happens. And so we have several twentyfour-hour cable news channel, which are ready to run with any story the moment it breaks. Normally, this would be considered a great development for journalism – until you realize that all of these networks now have twenty-four hours of airtime to fill, every hour of every day, whether there's new news or not.

With so much time to fill, cable televisions has adopted politics as its full-time obsession. Only politics can help it fill twenty-four hours a day, seven days a week. Facts don't matter. If there is no political "news" on a given day, there is no end of the political speculation, nor any end of "political strategists" willing to speculate – even though many of them have never walked into a campaign headquarters, let alone worked on a campaign or run for public office.

Den ekstensive dækning af netop politik er et billede, vi også kender fra den danske journalistik.

Seneste eksempel fra mit liv er fra i dag, hvor finansloven var lige ved at være færdig. Så var den lige ved at være klar til at blive præsenteret. Og så blev den præsenteret. Igennem hele forløbet holdt jeg et halvt øje med DRs ikoniske flagskib, 'Update', der i flere omgange klippede over til public service-mediets politiske redaktør, Uffe Tang. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og har, ifølge hans LinkedIn-profil været i praktik på Jyllands-Posten og derefter journalist hos Berlingske, inden han skiftede til DR. Så han passer tilsyneladende fint på Press' beskrivelse.

Jeg tror nu, at antallet af gentagelser på DR Update får mig til at overvurdere, hvor mange gange, der blev stillet om, men det var i hvert fald en del. Og der skete ingen ting. Men det er blot det seneste eksempel, for dem er der masser af, hvor politik fylder og bliver strukket meget mere, end historien (og nogle gange emnet) kan bære.

For også i de danske medier, har vi vænnet folk til, at der hele tiden er nyt. Et andet eksempel er TV 2 News, der (især inden kanalen ramte sit DR2'ish udtryk) var spild af tid, når der ikke skete noget, men det rigtige sted for danskerne at følge med, når der så rent faktisk skete noget.

Jeg havde i øvrigt et interessant, omend kort samtale, med en boghandler forleden dag om netop dette. Han forklarede, at netop når der ikke sker noget, er det, at vi skal bruge tid på litteraturen i stedet for at glo på det samme loop af "nyheder", som bliver rullet over skærmen igen og igen.

Nuvel, tilbage til Press og 'Broken Media'. Jagten på evige nyheder og det stigende antal udbydere af nyheder betyder, at der er en øget kamp om folks tid. Og alle ved (ellers kan de se det i artikelstatistikken), hvad der virker. Det er ikke de komplicerede historier med folk, der er uenige eller en indviklet problemstilling, der bliver forklaret.

Press skriver:

With so many media outlets to choose from, newspapers and cable TV look for headlines and stories that will grab people's attention. Nuanced discussion of substantive issues tends to go out the window, and dramatic conflict and spectacle are the order of the day, particularly if it looks good – or very, very bad – on television. This hyper-competition has also fuelled a race to the bottom in terms of what issues the media covers, with tabloid sensibilities leading the way. Everyone knows that sex and violence sells, so that's what media outlets deliver, lest their competitors beat them out of the juiciest stories.

En uge med avisabonnement og jeg er allerede solgt

23. oktober 2012

Jeg er ikke den, der læser flest aviser. Men jeg er efterhånden ved at have opbygget en række af abonnementer:

  • The Economist (digitalt + print)
  • The New York Times (digitalt)
  • The Wall Street Journal (digitalt)
  • Foreign Affairs (digitalt + print)

…og i mandags (for otte dage siden) føjede jeg så en ekstra udgivelse til listen, nemlig International Herald Tribune – den globale udgave af The New York Times – både digitalt og (endnu vigtigere) print.

Og hvorfor så et indlæg om det på en blog, der handler om journalistik og nye medier? Jo, fordi den avis lidt har fået mig til at føle mig som en Apple fanboy, der har fået en ny forbrugerelektronisk enhed, som jeg bare må fortælle om. Og fordi det handler om det mest vigtige for journalistik lige nu i denne brydningstid, nemlig kvalitet.

Grunden til, jeg valgte at abonnere på IHT er, at den giver mig noget, jeg savner i det generelle nyhedsbillede, og som The Economist og Foreign Affairs kun leverer henholdsvis en gang om ugen og en gang hver anden måned: Dybde og baggrund.

På nettet kan jeg meget let og rigtig mange steder læse, hvad der sker. Jeg kan også læse mange steder, hvorfor og hvordan, det skete. Men det har jeg ikke tid til. Jeg gider og orker ikke at sidde foran en skærm, der lyser mig i hovedet, mens jeg læser lange artikler. Og jeg gider ikke printe det, jeg skal læse. Her passer avismediet perfekt til mine behov.

Mindre aftenfjernsyn
Avisabonnementet har allerede haft en virkning på min informationsdøgnrytme. Jeg har indtil videre afsat tid hver aften til at bladre dagens avis igennem og læse det, som interesserer mig, og som jeg ikke har nået at læse i løbet af dagen. Det, at jeg har lovet mig selv det, har betydet, at jeg har måttet foretage nogle valg.

For det første ser jeg mindre fjernsyn. Og jeg savner det egentlig ikke. Det hele skal selvfølgelig ikke være seriøst, så jeg ser gerne en eller anden mere eller mindre ubegavet serie (eller et godt program, hvis et sådan er at finde på sendefladen) omkring den tid, hvor jeg spiser aftensmad. Men med mindre der ikke er noget virkelig godt i kassen, så slukker jeg og sætter mig med min avis.

Jeg nyder især at slukke for fjernsynet om mandagen, hvor der næsten er lige så mange reality-programmer i TV-programmet, som der er sokker i mit klædeskab. Jeg sidder i hvert fald og undrer mig over, om det er Linse og Gustav, tv-producenterne eller måske ligefrem en del af seerne, der er på afveje.

Det slukkede fjernsyn og den ro, det giver, skaber den fordybelse i stoffet, som jeg først nu har fundet ud af, at jeg savnede. Her sidder jeg og bliver klogere på situationen ude i verden og får indblik i baggrunden for mange af de ting, der sker rundt omkring, og som har strejfet mig i nyhedstrømmen.

Og så må vi ikke glemme indholdets kvalitet, der er i verdensklasse. Det er virkelig en fornøjelse at læse artikler fra verdens brændpunkter og om de ting, der påvirker eksempelvis økonomien, klimaet og forskellige samfund rundt omkring i verden, når det er så velskrevet og tør være så informationstungt. Ikke noget med at tale ned til læseren her.

Mindre aften-smartphone
Det betyder også, at jeg bruger meget mindre tid på at sidde og glo ned i en anden skærm, smartphonen. Ja, jeg kan læse artiklerne der, men jeg gider ikke læse det på et så lille display, hvor der samtidig ligger en computer bag, som betyder, at en række andre tilbud – her i blandt Twitter og world wide web – kun er få tryk væk.

På det seneste har jeg oplevet, hvad jeg vil kalde en Facebook-ificering af Twitter. Altså at folk i stadig stigende grad poster ting om dem selv; hvad de fik til aftensmad (selvfølgelig med billeder!), hvordan vejret er (igen med billeder) og hvad de laver lige nu (her er der også gerne billeder til). Forleden dag, var der sågar en, der skrev en opdatering om, hvor forkølet vedkommende var, og at snottet var lige ved at stå ud af hovedet. Tak.

Det lyder så bagstræberisk, men jeg savner dengang, det var det gode indhold, de fede tips og gode links, der dominerede min Twitter-strøm. Ja, jeg kan selv styre, hvem jeg følger, men dem der skriver om forkølelser og poster nok billeder til at kunne udfylde flere Bayeux-tapeter deler også gode ting. Måske savner jeg en redigeret udgave af Twitter, hvor en eller flere personer tager en journalistisk nyhedsvinkel på Twitter og sparer mig for alle hveragsopdateringerne.

Anyways, pausen/friheden fra telefonen betyder, at jeg har en dyb og selvforstærkende ro omkring stoffet i avisen, og det betyder også, at jeg bliver naturligt afslappet og træt, efterhånden som viserne på uret nærmer sig det tidspunkt, hvor min vågne tilstand skal glide til side og lade sig erstatte af den vigtige søvn.

En art konklusion
Så kort fortalt er jeg mildest talt meget begejstret for disse papirudgaver af vigtige og prioriterende informationer, der bliver leveret på en af de mest 'old school' måder, og det har virkelig overrasket mig, hvor dejligt det er at få afløb for sit vidensbegær på god, gammeldags manér.

Tænk sig at noget så godt kunne komme ud af at tage tempoet lidt ud af hverdagsaftenerne og lade den nok så smarte telefon være i fred og kun lade det være den påkrævede belysning og nødvendige hvidevarer, der får elmåleren til at snurre.

Fransk forfatter kalder smølferne stalinister, nazister og en skændsel. Eller gør han?

25. september 2012

Foto: Jerrold Connors (Flickr Creative Commons)

Det er det store ordartilleri der er smølfet frem: 'Forsker: Smølferne er stalinistisk-nazistiske racister':

Belgiske tegneseriefigurer får det glatte lag: Smølferne er en skændsel, mener fransk forsker.

Artiklen som Politiken.dk-journalisten smølfer – men ikke linker til – er denne hos The Telegraph: 'The Smurfs are 'anti-Semitic and racist":

The Smurfs, the cuddly blue comic strip creatures loved by generations of children, are anti-Semitic and racist, treating blacks like moronic primates, a new book claims.

Artiklen indeholder citater fra bogen og fra et website, hvor nogle smølfe-fans føler sig angrebet og giver smølf på tiltale.

Just having fun…
Der er dog en ekstra dimension i historien, som hverken The Telegraph eller Politiken får med. Den har AFP til gengæld: 'French academic Antoine Bueno triggers blue in Smurfland'. Nemlig denne:

Antoine Bueno, who lectures at the Paris Institute of Political Studies, thought he was just having fun when he wrote his 177-page analysis of the politics of Smurfland that has just been published in France.

Aha, så der er ikke så meget tale om en bog, hvor en fransk forsker (et ord jeg ikke har kunnet finde gengivet nogle steder, han er 'lecturer' (foredragsholder) ved 'Sciences Po political sciences school' (Wikipedia), ser det ud til), kalder smølferne en "skændsel", som Politiken ellers skrev.

I stedet har han skrevet et essay over noget – lyder det som – han har fundet interessant (at smølfernes landsby er arketypen på et totalitært utopia) og syntes, det kunne være skægt at beskæftige sig mere med. Det er så blevet til, at han retter en noget nær sønderlemmende kritik mod smølferne, som han kalder både nazistiske og stalinistiske. Pludselig står udsagnene i en kontekst, som forfatteren selv ikke havde tænkt, de skulle.

Det lader også til, at AFP rent faktisk har talt med hovedpersonen, noget hverken The Telegraph eller Politiken tilsyneladende har gjort.

Det tyder altså på, at både smølfe-tilhængernes, og nogle mediers, reaktioner er pænt overdrevne i forhold til, hvad det handler om. I hvor høj grad tilhængernes mere eller mindre uretfærdige kritik skyldes mediernes er svært at sige.

Foto: Jerrold Connors (Flickr Creative Commons)

Håbløs tv-dækning på valgaftenen

16. september 2011

Suk, suk, suk. Hvis du fulgte valgaftenen på enten DR eller TV 2 er du formentlig ikke uenig i dette. Jeg har læst flere ytringer på Twitter, men Abelone Glahns indlæg 'Begge TVkanaler tog valgaftenen fra vælgerne' var det, der fik mig til tasterne.

For hun har jo ret. Så læs hendes indlæg først, hvis du endnu ikke har gjort det, og vend så tilbage hertil.

For ikke alene udelod tv-stationerne alle kredsresultaterne og fokuserede på profilpolitikerne. Nej, politikerne blev også bombarderet med håbløse spørgsmål – som formentlig ikke kun kom fra tv-journalister.

"Villy Søvndal, har det været en spændende aften?"

"Villy, hvor spændende har det været?"

"Du bliver statsminister! Hvordan har du det?"

Netop spørgsmål som 'hvordan har du det?' og 'hvordan føles det?' lød igen og igen. Og det er jo håbløse spørgsmål, som mange i flere år har været irriteret over, at sportsjournalister stiller til sportsudøvere efter en vigtig kamp.

Spar mig for disse trivialiserende spørgsmål, der grænser til det følelsespornografiske – og giv mig i stedet noget kvalitet. Hvis du ikke har noget ordentligt at sige eller spørge om – så hold din mund lukket. Så virker du også mindre uforberedt.

Det er åbenbart ikke nok, at vi skal trækkes med ungdomspolitikere fra de forskellige partier, der står og råber partiformandens navn igen og igen i en næsten fascistoid rus, mens euforien stiger og stiger i lokalet.

Læg hertil, at dækningen var skidt klippet sammen, og tv-værterne "afbrød" politikerne midt i deres taler eller interviews – eller talte ind over.

Jeg er skuffet over såvel DR som TV 2. Jeg ved ikke, om det er en amerikanisering af mediebilledet og det politiske landskab, om valgdækningen skal laves for så og så mange færre kroner – eller om der ligger en tredje årsag bag.

Men noget skal gøres. Dækningen i går aftes var, som jeg skriver i overskriften, håbløs.

Jeg vil slutte af med at citere Abelone Glahn fra hendes indlæg:

[...] om aftenen skred frem, faktisk desværre temmelig hurtigt, blev optællingsresultaterne vraget til fordel for endnu mere ”Se og Hør” tomgangs-journalistik på mennesker, der ikke havde noget som helst at sige, på valgfester, der ikke var startet, på omstilling til den ene og den anden person, på et uprofessionelt misk-mask af billeder, der kom fra ét valgsted, og lyd, der kom fra et andet.
Værter, der talte ind over politikere, og politikere, der engleagtigt tålmodigt sagde de samme fraser om og om igen, gentaget endda til den samme tv-stations repræsentant flere gange, fordi stationerne ikke havde styr på, hvornår deres journalister var på. Og til slut excellerede tv-stationerne i at drive rovdrift på at vise billeder af de samme tårevædede unge kvinder, der stod og ventede ved valgfesterne og som var tydeligt ubehageligt berørt over at blive filmet i en så intim situation.