Tillykke til Web 2.0

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Så har det engelske sprog rundet en million ord og udtryk, og måske meget passende blev Web 2.0 ord nummer 1.000.000. Web 2.0 har gjort sit til at udbrede det engelske sprog og fastholde det som første- eller andetsprog i store dele af verden.

Det er The Global Language Monitor, der har udpeget Web 2.0 til ord/udtryk nummer en million i det engelske sprog. I alt 15 ord/udtryk var med i opløbet.

Web 2.0 “vandt” kapløbet 10. juni kl. 10.22 engelsk tid.

Ord nummer 1.000.001 blev Financial Tsunami.

Antallet af ord i det engelske sprog er omgærdet med en hel del usikkerhed, og ikke overraskende har The Global Language Monitors optælling fået masser af kritiske røster på banen. Det får dog ikke The Global Language Monitor til at stoppe sin optælling. Deres kriterier for at ord kommer med, kan ses på deres site.

Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Virkeligheden 2.0

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Har du fået dig en Twitter-profil? Nå, men du er da på Facebook, ik’?

Nej. Det er faktisk ikke alle, der ude blandt journalister og mediefolk, der netværker online eller mikroblogger. Og det bør få alarmklokkerne til at ringe.

Ikke fordi Twitter eller Facebook er lyksaligheder i sig selv, men fordi det er der læserne/brugerne er, og derfor bør alle journalister naturligvis også være der. Skal medierne overleve, så kræver det, at de er vedkommende og nærværende. Og så bør man respektere, at en stor del af læserne/brugerne faktisk bruger en stigende del af deres dag på Facebook.

Giver Facebook bedre journalistik? Ikke nødvendigvis. Er Twitter afgørende for nyhedsformidlingen? Det kan den være.

Det er for så vidt heller ikke grunden til dette indlæg.

Det handler primært om at sikre, at man som journalist eller kommunikatør er opdateret. Ikke blot på begivenheder, men også på den virkelighed, som man skal agere i.

Det er faktisk ikke alle mediefolk, der er hoppet med på Facebook-bølgen. Endnu færre er på Twitter.

Forklaringerne er mange. Nogle vil pege på en generationskløft, andre på den kendsgerning, at man dårligt kan nå at sætte sig ind i et nyt internetfænomen, før det afløses af noget andet.

Begge dele er ikke gangbare undskyldninger. De er faglige selvmord.

Ja, Facebook og Twitter bliver helt sikkert afløst af noget nyt, der igen forsvinder til fordel for noget endnu mere smart. Men der er ofte tale om en evolutionær udvikling. Der bliver sjældent lavet revolutioner. Dermed er det langt nemmere at forstå de nye fænomener, hvis man allerede har været en del af forgængeren. Det er en betydeligt større omvæltning, hvis man vælger at springe mellemregningerne over.

Jeg har flere gange hørt beklagelsen om, at der bliver stillet for mange og nye krav til journalister. Til det må svaret lyde: Forestil dig det modsatte.

Og prøv så at overvej, hvorfor det egentligt var, at du blev journalist i første omgang.

Handlede det om at være en del af virkeligheden, nuet, skabe forståelse af den virkelighed, som læserne befandt sig i eller …?

Som en sidebemærkning skal nævnes Danmarks Journalisthøjskoles minimumkrav til studerende på grunduddannelsen. Det er et fingerpeg om de helt grundlæggende ting, der skal være på plads i værktøjskassen, hvis man skal kunne fungere som journalist i virkeligheden 2.0. Det er ikke nok at mestre det skrivetekniske, og det bør måske give grund til lidt selvransagelse rundt om blandt de rutinerede “skriverene” i de danske mediehuse…

API med hvidbog om brugerbetaling på nyhedssites

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder er et brandvarmt tema. Mediehuse i hele den vestlige verden fattes penge, og jagter en indtægt på kerneydelsen. Endnu har ingen fundet en succesfuld opskrift på brugerbetaling. Mange kalder det ligefrem en umulighed at tage sig betalt for nyhedsformidling, hvorfor mediehusene i stedet bør se sig om efter alternative indtægtskilder.

I USA, hvor adskillige traditionsrige mediehuse hænger på kanten af konkurs, diskuteres brugerbetaling på store konferencer, mere eller mindre hemmelige møder og i debatfora med deltagelse af topchefer fra alle hjørne af landet. Nu har API (American Press Institute) lanceret deres indspark til debatten. En hvidbog om man vil. Budskabet er klart, at der er potentiale i brugerbetaling.

Hele sagen er lagt på nettet af Nieman Journalism Lab. Og kan læses her (.pdf)

What if this is as good as it gets?

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Så er det nu, hvis stumperne skal reddes og der også fremover skal være dagblade i Danmark. Avissalget er faldende, og ingen har fundet den helt rigtige opskrift på at stoppe nedgangen.

Annoncørerne forsvinder og trækker dermed tæppet væk under den økonomi, der skal sikre den journalistiske kvalitet, der så igen skal sikre avisens overlevelse.

En dødssejler?

“Nej. Det er finanskrisens skyld. Det skal nok vende. Vi skal bare klare os igennem, så bliver alt godt igen”, lyder det – bemærkelsesværdigt nok – stadig derude i medielandskabet.

Det er naivt, og i værste fald mindsker det overlevelsesmulighederne. Tager man ikke fat nu, og tager et kritisk kig på sin forretningsmodel, men venter, så risikerer man at stå med et produkt, der er kørt så langt ned, at det er for sent at rette op.

For lad det bare være sagt med det samme:

De gode tider er forbi. Annoncørerne kommer ikke igen i samme omfang, som man har været vant til tidligere.

Og ja. Det er så faktisk finanskrisens skyld.

Små og store virksomheder har været tvunget til at se kritisk på deres markedsføringsbudgetter. Vurderet, hvor der var mest at hente for hver investeret krone.

Ikke overraskende har de valgt de trykte medier fra. Prisen for at annoncerer her er høj, der skydes med spredehagl i forhold til målgruppen og effekten er svær at måle.

I stedet flytter annoncørerne pengene over i onlinemarkedsføring. Enten via en direkte kampagne på onlinesites eller ved at opgradere egne onlineuniverser, sådan som eksempelvis Fleggaard har gjort.

Fordelene står nærmest i kø, hvis man er annoncør. Annonceringen er billigere, væsentligt nemmere at målrette og så har man væsentligt mere validt data for effekten.

Nu er spørgsmålet så om annoncørerne, når de har fået flere penge til markedsføring igen begynder at sætte dem i print. Til det kan svaret kun være nej. Vel ligger der en mulighed for at styrke sin position og sit brand med en massiv kampagne, der også tæller print. Men den klassiske fordeling af annoncekroner, hvor print tog den største bid af kagen, er forbi.

Det bliver på onlinesiden at økonomien skal sikres for mediehusene, og udgangspunktet er mange steder ikke for godt. For ikke så mange år siden blev onlineannoncer nærmest smidt efter de annoncører, der satte pengene i print. Det var bonus, der lige lukkede den gode aftale. Det lærte dog samtidig annoncørerne, at onlineannoncer var billige – ja næsten gratis.

Derfor bliver onlineannoncer fortsat solgt væsentligt billigere end de burde, når man ser på de klare fordele, der ligger for annoncørerne. Modsat kan man sige, at printannoncer sælges alt for dyrt. Noget almindelige læsere også opdager, når de skal indrykke en rubrik på navnesiden. Det koster det samme som en god middag i byen med den bedre halvdel. Det vil ikke overraske om også det marked vil flytte online. Hvorfor sende en fødselsdagshilsen i avisen, når du kan oprette en gratis gruppe på Facebook?

Det sidste, der forsvinder bliver dødsannoncerne, men det er fordi det henvender sig til det efterhånden aldrende segment, der fortsat læser avis ….

Betaling for nyheder bliver en dyrt købt lektie

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder på internettet er igen blevet fundet frem som den redningskrans, der kan redde de danske mediehuse gennem den økonomiske krise.

Det kan meget vise sig at redningskransen er et møllehjul.

Ideen er hevet frem – igen – som et udtryk for manglende løsninger på de faldende indtægter. Det er i flere tilfælde også et udtryk for manglende indsigt.

Betaling for en generel nyhedsopdatering på internettet kommer ikke til at redde mediehusenes økonomi. Faktisk kommer det til at betyde det stik modsatte.

Rundt om i mediehusene er der en grundlæggende tro på, at produktet er så godt, at brugere gerne betaler for det. “Vores besøgstal stiger og stiger”, lyder argumentet.

Det stigende antal besøg kan ikke anfægtes. Det kan til gengæld troen på, at det vil fortsætte, selvom der kræves penge for produktet. I praksis vil betalingssites opleve en masseflugt. Først vil brugerne forsvinde og derefter følger annoncørerne.

Ved at bygge en betalingsmur om sit produkt, slår man ligeledes dørene op på vid gab for en eller flere konkurrenter.

Rundt omkring i landet sidder lokale og regionale medier med noget, der kunne minde om monopol på nyhedsformidlingen. Heri ligger en del af succesen. Selvsamme monopol ryger, når man indfører betaling for sin nyhedsformidling.

Godt nok vil man stadig have sin trykte avis, men den er der færre og færre, der læser. De brugere, der nu skal betale for at få deres nyheder, bliver således ikke konverteret til avislæsere. De klikker bare over til den konkurrent, der nu har udnyttet en pludselig chance for at etablere sig med gratis nyheder i udgivelsesområdet.

Det kræver en begrænset økonomisk investering at blive nyhedsformidler på internettet. Det er såmænd heller ikke så dyrt at sikre sig et indhold, der rent faktisk gør produktet interessant for annoncørerne og så begynder det for alvor at se sort ud for det eksisterende mediehus.

Opskriften er ganske simpel. Det nye onlinesite tilbyder indholdet gratis, der citeres fra de bedste historier i den gammelkendte, trykte avis og så fyldes der op med en håndfuld egenproducerede artikler, hvorefter man mere eller mindre har et bedre produkt end den trykte avis.

Løsningen er ikke at forbedre sit onlinesite og tage betaling for det. Gratiskonkurrenten køber sig således bare et onlineabonnement og citerer så bare derfra. Hermed kan brugerne stadig få de vigtigste og bedste nyheder gratis.

Løsningen er i stedet at optimere sit nyhedssite og fastholde det i en primært gratis udgave – kombineret med smarte, unikke tjenester og services, som det rent faktisk giver mening at betale for. Har man etableret sig som en stærk nyhedsformidler på internettet og har man allerede fat i brugerne, så har man også annoncørerne med sig. Det betyder, at man er flere skridt foran de eventuelle konkurrenter, der kunne overveje at melde sig ind i slaget om onlinebrugerne.

Det ændrer ikke på, at det er svært at tjene penge online. Men det er kun et spørgsmål om tid. Annoncørerne flytter fortsat penge fra print til online. Det er de nyhedssites med den stærkeste profil, der får gavn af pengene.

Det bliver ikke nyhedssites, hvor brugerne skal betale for at kigge med.

Dermed kan brugerbetaling meget vel betyde, at man i virkeligheden tisser i den redningsbåd, som på sigt skal holde mediehusene flydende.