Boganmeldelse: Tjen på det du brænder for – 10 måder du kan tjene penge på din blog eller dit nichesite

Blog-bølgen startede for alvor for cirka 10-12 år siden. Siden da er mange faldet fra, og markedet har på en måde konsolideret sig, hvor dem, der er tilbage formentlig i højere grad har noget på hjerte. Og af dem, der er tilbage (eller som overvejer at starte) er der sikkert en del, der går med tanker om, hvordan man måske også kan få en indtægt ud af passionen.

Og det er netop dem, Joakim Ditlev har skrevet en e-bog til. Hvis du har en blog eller et niche-site, som du godt kunne tænke dig at tjene penge på, så er du i sigtekornet for denne bog.

Som en, der har blogget forskellige steder mere eller mindre fast siden 2005, og som har overvejet bare at få kigget på nogle omend beskedne indtjeningsmuligheder (men aldrig er kommet i gang med det), tøvede jeg ikke med at sige ja, da bogens forfatter spurgte, om jeg ville være interesseret i at skrive en anmeldelse.


(Disclaimer: Jeg har fået tilsendt et gratis anmeldereksemplar af e-bogen, men det er også det. Jeg får ikke penge eller andet for at skrive denne anmeldelse; det gør jeg kun, fordi jeg synes, emnet er spændende og fordi jeg tror, at flere af Mediebloggers læsere går rundt med de samme tanker.)


Bogen giver dig – som titlen afslører – 10 måder, du kan tjene penge på. Undervejs er der forskellige case-historier, der fortæller om deres erfaringer. De udvalgte cases er gode og passer fint ind i bogen, så du for eksempel hører om Lisbeth Kiel Bjerrums erfaringer med ‘affiliate’ lige efter, du har læst om, hvad det går ud på.

Og de medvirkende vil gerne dele ud af deres tips. For eksempel kan du læse om Smag Aarhus’ brugerundersøgelser og om deres smertegrænse for sponseret indhold på Facebook og Instagram. Smag Aarhus, og de kommende medier, der skal starte i det regi, er i øvrigt inspireret af amerikanske Vox Media. Det er nærmest en lille fortælling i sig selv – som vi må vente på at få et andet sted på et andet tidspunkt. Det samme gælder René Frederiksens arbejder med at definere et ‘why’ for sin side – en fremgangsmåde, mange anbefaler.

Få det rigtige fokus

Som læser kan man, baseret på titlen, få den fornemmelse, at bogen primært henvender sig til bloggerne ude i hjørnerne og de helt små niche-sites. Men der er altså tips, alle kan have gavn af.

For eksempel at det er vigtigt ikke at fokusere for meget på trafikken i starten, og at det er en rigtig god idé at tænke i flere indtægtsstrømme. Netop disse to tips kunne de tunge drenge i markedet også lære noget af, hvis du spørger mig, men det er en helt anden snak.

E-bogen er på beskedne 55 sider, så du får hverken den lange salgstale, varm luft om markeder, annoncører og lette penge, eller jura. Men det er heller ikke bogens ærinde. I stedet får du en letforståelig introduktion til forskellige metoder, du kan tage i brug, hvis du vil tjene penge på dit nichesite eller blog. Ditlev er behageligt ærlig i bogen og fremhæver, at nogle forretningsmodeller ikke er noget for dig, hvis du for eksempel ikke har meget trafik.

Samtlige sider emmer af en respekt for både læseren af bogen og det site og den branche, man enten er i – eller er på vej ud i. Du får ikke nogle ‘easy wins’ til, hvordan du kan lokke annoncører til at betale dig ekstra penge – det hele er heldigvis meget mere sobert end det.

Hver metode bliver i øvrigt bedømt på fem kriterier:

  1. Kendskab blandt annoncører
  2. Værdi for læserne
  3. Velegnet til nichepublikum
  4. Indtjeningspotentiale
  5. Tidsforbrug

Fair and square.

To minusser

Der er dog to steder, hvor jeg sidder med et lille savn. For det første er beskrivelsen af de såkaldte anbefalings-widgets meget lidt kritisk. Nuvel, det er sikkert ikke i en bog som denne, man skal finde negativ omtale af et af redskaberne, men netop disse widgets får en del kritik i øjeblikket. For eksempel har Nieman Lab skrevet om en rapport, der konkluderer, at “Recommended content widgets still have major disclosure and clickbait problems”. Det kan være, at den danske service, der er nævnt i e-bogen er bedre, men det er alligevel værd at nævne.

Det andet er, at jeg mangler at høre lidt om abonnementsmodellen. Altså, hvor du betaler mig et fast beløb hver måned for at få adgang til mit medie eller min blog. Det er en gammeldags model, men den har en del online-medvind i øjeblikket. Blandt andet fordi den tager tredjepartsaktører som annoncører ud af ligningen og lader afsenderen fokusere på sine læsere. Det eneste ‘premium’, der er nævnt i bogen, er at tage penge for eksempelvis en e-bog.

Jeg tror, abonnementsmodellen bliver meget spændende at følge i løbet af det næste stykke tid, og jeg ved, at jeg selv vil betale et beløb for at følge interessante mennesker skrive om emner, der interesserer mig.

All in all: Go for it

De to ridser i lakken skal dog ikke overskygge, at min generelle opfattelse af bogen er positiv. Den er som nævnt ikke lang, men det betyder til gengæld også, at der ikke er noget spild eller sludder, man som læser kan gå kold i.

Forfatteren anbefaler dig at sidde klar med notesblok og ‘to do’-liste, og det vil jeg bekræfte ham i. Hvis du har et blog/nichesite eller går med drømme om at starte noget, så vil denne e-bog helt sikkert sætte tanker i gang og få dig startet på en tankerække, der kan føre dig spændende steder hen.

God læselyst.

Bogen kan købes i to udgaver (og du kan hente en gratis smagsprøve) på nichebog.dk.


Opdatering @ 13:05
Hvis du har et medie/site, du gerne vil gøre mere ud af, eller du vil starte et medie, kan du med fordel kombinere denne e-bog med ‘Journalistiske entreprenører: Medienes krise – din mulighet’ skrevet af Geir Terje Ruud, tidligere digital chefredaktør på ekstrabladet.dk. Bøgerne angriber emnet på forskellige måder, så på den måde vil du være dækket bedre ind.

Læs min anmeldelse af Journalistiske entreprenører [Goodreads]


"En udførlig guide til bloggere og redaktører, der ønsker at tjene flere penge."
“En udførlig guide til bloggere og redaktører, der ønsker at tjene flere penge.”

-


📨 Få Medieblogger mandag middag

Tilmeld dig Mediebloggers nyhedsbrev, så får du en mail mandag omkring kl. 12, hvis der er nyt at læse:

-


 

Skriv et svar