Foto: Sean MacEntee / https://www.flickr.com/photos/smemon/5144379598/

Hvordan linker vi bedst muligt?

Hyperlinket (som vi i dag bare kalder et ‘link’) var en af de første features ved World Wide Web, og den dag i dag er det stadig smart. Men hvordan laver vi links, som både bliver set og brugt – og uden de river brugeren ud af en kontekst?

Grundlæggende er der to skoler indenfor links: Inline- og fodnote-links. Altså, enten har man sine links undervejs, ellers gemmer man dem til slutningen af teksten. (Det er denne metode, jeg vil forsøge at bruge på Medieblogger fremover, og herunder vil jeg argumentere hvorfor.)

Inline-metoden er sidenhen blevet justeret, så der kommer små ophold i teksten, hvor linkene bliver lagt ind. Dette er især brugt hos online-medierne, der har deres ‘Læs også’-links, hvor man imellem tekstafsnit linker til andet indhold – ofte hos mediet selv.

‘Læs også’-links fungerer ikke

Tilbage i 2010 skrev jeg om, at Politikens ‘Læs også’-links vist var ved at tage overhånd. Min kritik gik på, at linkene (der pegede til andre artikler) var for mange, og der var for lidt relevans til indholdet i den pågældende artikel. Og det er faren ved inline-links: At de obstruerer læse- og brugeroplevelsen.

Prøv at sætte succeskriterier for et inline-link. Hvis brugeren læser videre i artiklen, måske fordi den er spændende, bliver der ikke klikket på linket. Det er ikke godt. Men hvis læseren bliver fristet af linket og klikker, så kommer han/hun ikke videre i artiklen. Og det er heller ikke godt – vi vil jo gerne have vores læsere så langt igennem  indholdet som muligt. Det eneste valide succeskriterium for sådan et link er, at

  • A) brugeren læser artiklen igennem,
  • B) husker på, at der var et interessant link,
  • C) scroller op til linket og
  • D) trykker/klikke på det.

Og der er meget lav sandsynlighed for, at det sker.

Hvad gør links ved hjernen?

I maj 2010 skrev den amerikanske Nicholas Carr en artikel for teknologimagasinet Wired, hvor han netop kritiserer links i teksten:

Navigating linked documents, it turned out, entails a lot of mental calisthenics—evaluating hyperlinks, deciding whether to click, adjusting to different formats—that are extraneous to the process of reading. Because it disrupts concentration, such activity weakens comprehension. A 1989 study showed that readers tended just to click around aimlessly when reading something that included hypertext links to other selected pieces of information. A 1990 experiment revealed that some “could not remember what they had and had not read.”

Even though the World Wide Web has made hypertext ubiquitous and presumably less startling and unfamiliar, the cognitive problems remain. Research continues to show that people who read linear text comprehend more, remember more, and learn more than those who read text peppered with links.

Det er præcis det problem, inline-links introducerer. Læseren skal undervejs i læsningen tage stilling til, om et link er interessant eller ej. Og så kommer det næste link. Og det næste link. Og det næste… Det er mentalt arbejde, der ikke handler om at læse artiklen og forstå det, den fortæller.

Hvad kan man så gøre?

Det, man i stedet bør gøre er, at kigge på læseoplevelsen: Hvordan er den sat sammen? Her kan man jo starte med at kigge på sig selv. Hvordan læser du artikler? Hernæst kan man spørge sig selv, hvad er egentlig er, man gerne vil have brugeren til? Vil man gerne ‘hylde’ læseoplevelsen og give brugeren lidt læsero, eller skal han/hun rundt på så mange artikelsider/-visningen som muligt?

Herefter kan man så lave en strategi for sine links.

Tidligere har jeg her på Medieblogger brugt inline-links. Og rigtig mange af dem er inline-inline, altså hvor ord eller sætninger i selve teksten er links. Det har jeg gjort, fordi jeg mente, det var den rigtige måde at gøre det på. Og for at give brugeren mulighed for at navigere til en kilde eller flere oplysninger netop dér, hvor jeg omtaler det. Men det er jo at udsætte resten af teksten (og den helhed, jeg gerne vil præsentere) for risikoen for, at læseren navigerer væk.

Når jeg skriver artikler, er det jo fordi, jeg gerne vil have, at folk læser dem. Helst fra start til slut. Derfor er jeg holdt op med at lave inline-links. Men jeg er kæmpe fortaler for links, så de er der selvfølgelig stadig. I stedet gemmer jeg dem til en opsamlende liste i slutningen af teksten. Det gør læseoplevelsen af hele teksten meget mere flydende, og det gør det samtidig muligt for læseren at genbesøge nogle af de pointer, jeg havde i min artikel. Og for at læseren lige kan tjekke med sig selv, om den og den oplysning nu også var vigtig.

Det er også for at give læseren ro til at læse teksten og bagefter tage stilling til, om han/hun vil vide mere om emnet. Jeg er selvfølgelig klar over, at det er et fåtal, der læser artikler på nettet fra start til slut, det er blot endnu en grund til at gøre linkene nederst i teksten mere selvforklarende. Her overvejer jeg, om det kan være en idé at knytte et par ord til eksempelvis et link til en artikel – hvis artiklens egen overskrift ikke siger det godt nok.

Et manifest for links

I 2008 skrev jeg sammen med Kim Elmose link-manifestet, som stadig kan læses hos Kommunikationsforum. Det manifest synes jeg stadig, er enormt vigtigt, også selvom medierne (som manifestet især var henvendt til) er blevet bedre til at linke. Også eksternt.

I manifestet beskæftiger vi os blandt andet med, at det er vigtigt at fortælle læseren, hvor et link peger hen:

Tredje lov: Vi er præcise i vores informationer om, hvor et link fører hen; om hvem der har produceret de oplysninger, der linkes til, og hvornår. Læserne skal vide, hvor de kommer hen, inden de følger et link.

Derfor er linkene nederst i artiklerne her på Medieblogger også krydret med oplysninger om, hvor de peger hen. Og hvis det er til en artikel, skriver jeg også, hvornår artiklen blev publiceret.

Det er god læserservice, synes jeg. Og det skal links være.

Læs mere / Grav dybere:

  • Læs: Er Politikens Læs Også-links ved at tage overhånd? (Medieblogger, 20. august 2010)
  • Læs: Author Nicholas Carr: The Web Shatters Focus, Rewires Brains (Wired, 24. maj 2010)
  • Læs: Wikipedia-artiklen om Nicholas Carr.
  • Besøg: Kim Elmose har blandt andet bloggen Mediehack, der desværre ikke er blevet opdateret det seneste år.
  • Læs: Link-manifestet (Kommunikationsforum, 8. december 2008)

Foto: Sean MacEntee / Flickr Creative Commons

Skriv et svar