Spotify er en ubrugelig metafor for mediebranchen – og så alligevel

Spotify er om nogen dem, der har pioneret indenfor streaming af musik. Den førerrolle og den medfølgende omtale og ‘hype’ har betydet, at man i mediebranchen af flere omgange har talt om at bygge en lignende model. Der har været rygter om et ‘magasin-Spotify’, i 2012 anbefalede daværende DONA-formand Jon Lund medierne er blevet at bygge en “nyheds-Spotify”.

Men men men… Spotify og nyhedsmedier er to forskellige ting. Ligesom musik og journalistisk indhold er to forskellige slags ting.

Jeg følger kunstnere, men jeg følger ikke journalister. Hvis en sang er virkelig god, lytter jeg til den et utal af gange og anbefaler den til mine venner. Hvis en artikel er god, læser jeg den én gang – og anbefaler den til mine venner.

Man kan ikke bare kopiere en forretningsmodel fra en anden branche og tro på, at det vil lykkes. Allerede før Spotify var medierne hurtigt til at kigge på andres succeser i håb om at kunne kopiere dem. Tilbage i 2009 kunne MediaWatch således berette, at tyske Springer ville lave et iTunes for nyheder. Det var selvfølgelig dengang, apps var det hotteste hotte.

Så der er bestemt ikke noget nyt i, at mediebranchen ser andre lykkes og tænker “det skal vi da også gøre!”.

I et ikke-publiceret blogindlæg fra 2014 skrev jeg:

I det hele taget skal man være forsigtig med at flytte navne på succes’er over i andre markeder og/eller lande. Man kan ikke bare regne med at en ‘[Navn på succes] for [andet produkt]’ også bliver en succes, som her ‘Spotify for magasinartikler’.

I dette konkrete eksempel er fejlkilde nummer et ganske enkelt, at der er fundamentalt forskel på en artikel og et musiknummer. Både hvad angår produktion, distribution (som er det, man forsøger at kopiere) og forbrug. Du har sikkert (forhåbentlig!) prøvet at høre det samme nummer mere en én gang. Men hvor mange artikler findes der, som du har læst mere end denne ene gang? Der er en enorm forskel på, hvordan vi ‘indtager’ og fordøjer det skrevne ord og i dette tilfælde musik.

Blast from the past: Mr. Music

Alligevel fandt jeg forleden en passende sammenligning mellem journalistik og musik, inklusiv Spotify. Da jeg gennemgik mine gamle ting og sager fandt jeg nemlig dette brev fra ‘Mr. Music’, som jeg abonnerede på tilbage i 1990erne, da jeg var en nysgerrig, musikglad teenager:

Mail order music - den går vist ikke i dag.

Mail order music – den går vist ikke i dag.

Mr. Music var, kort fortalt, en abonnementstjeneste, hvor man hver fjerde uge modtog en CD med udvalgte aktuelle hits. Som du kan læse i brevet ovenfor, blev der ikke sparet på beskrivelserne af, hvor nemt og fantastisk, det hele var.

Mr. Music findes stadig – men i noget, der ligner den stærkt nedskaleret (måske ikke længere opdateret) og kun svensk udgave. Og hvis du vil være medlem, skal man lige indtaste sit personnummer over en ikke-krypteret forbindelse.

Hvad er pointen med det her?

Tiltag som Mr. Music er garanteret blevet ramt, da musiksalget blev digitalt – især med Apples succes med iTunes. Og hvis det ikke gjorde det, så kom dødsstødet med tjenester som netop Spotify.

Og hvad har det her så at gøre med journalistik? Jo, der er stadig nogle, der prøver at tage penge for nyheder – på papir endda. Og det går én vej: Nedad. Aviserne er for mig en slags Mr. Music i nutiden, fordi de prøver at sælge mig noget, jeg kan finde alle andre steder.

Her taler jeg ikke kun om gratis netaviser – og slet ikke om DR på nettet. Jeg taler om informationer. Informationer om at noget er sket. Ingen (eller meget få i hvert fald) vil betale for at få CD’er tilsendt hver måned, når de kan høre al musikken på steder som Spotify. Og hvis ikke de kan høre de sange, der er udvalgt til denne måneds skive, så kan de høre så mange andre.

Vi skal være værd at bruge tid på

Og det er et andet problem. For hver dag, der går, hvor jeg ikke køber en avis, er der informationer og oplysninger, jeg går glip af. Katastrofer, udenrigspolitik og portrætter, jeg aldrig ser. Men jeg har rigeligt med andre informationer og oplysninger at fylde min dag med. Aviserne konkurrerer ikke kun med netaviser, Facebook og DR. De er i konkurrence med alt det, vi bruger vores tid på.

Og det er dér, kampen for flere avislæsere eller brugere af netmedier må starte: At overbevise dem om, at man er værd at bruge tid på. Værd at komme tilbage til og tjekke for nyt indhold.

Mr. Musics konkurrenter hedder derfor ikke kun Spotify og Apple Music. Konkurrencen kommer fra det generelle (og perverst enorme) musikudvalg, vi har adgang til i dag. Men de er jo også i konkurrence med andre ting, vi kan bruge vores tid på. Jeg får ikke hørt meget musik for tiden, til gengæld hører jeg podcasts, når jeg vasker op – og så bruger jeg rigtig meget tid sammen med den nye Safran Foer-bog.

Nyheder i krise

Journalistikken kan hurtigt komme i problemer, hvis vi ikke husker at overbevise vores læsere, brugere, medlemmer om, hvorfor vi er værd at bruge tid på og sammen med.

“Er nyheder overhovedet en vare?” spurgte jeg tilbage i 2011 her på Medieblogger. I dag vil jeg faktisk argumentere for, at indholdsformen ‘nyheder’ er i krise; den er i hvert fald stærkt devalueret. Blandt andet på grund af det nærmest uendelige antal nyhedsartikler, der bliver produceret hver dag og den kamp om brugernes opmærksomhed her og nu, der har affødt et hav af clickbait-artikler.

Clickbait-artikler får næppe brugerne overbevist om, at de skal bruge mere tid på et medie/website – tværtimod skaber det et ‘hurtigt ind, hurtigt ud’-besøg. Og de er svære at leve af; ikke alene bliver besøget kort og flygtigt, man bliver også afhængig af den henvisning, brugeren bruge for at komme til ens website – typisk Facebook. I stedet må vi blive bedre til at fortælle brugerne, hvad de får ud af at besøge os, konsumere vores indhold og forhåbentlig følge os. Og vi bliver nødt til at gøre det mere elegant og i øjenhøjde end den notoriske ‘Avistid’-kampagne.

Tjenester som Mr. Music fik tæppet revet væk under sig af udviklingen – ikke ‘disruption’, bare udviklingen. Først det digitale salg og sidenhen streaming. Og det evige landskab af informationer og underholdning, alle med en internetadgang har adgang til, har ændret levebetingelserne for alle os, der laver indhold af den ene eller anden slags. Og det er ikke slut endnu.

Som man kan høre Harvards Nicco Mele forklare i en podcast:

News outlets are struggling to both inform the public and take care of their bottom line, according to Mele. “The media has a long history of trying to balance substance with things people want to buy, read and watch,” he says. “That balance is out of whack in an unhealthy way for the future of the country.”

 

Kilder / Grav dybere:

  • Læs: ‘Aller Media lancerer “magasin-Spotify”‘ (MediaWatch, 15. juni 2015)
  • Læs: ‘”Aviserne skal lave et nyheds-Spotify”‘ (MediaWatch, 4. juli 2012)
  • Læs: ‘Springer vil lave iTunes for netnyheder’ (MediaWatch, 7. december 2009)
  • Besøg: Mr. Musics svenske side
  • Læs: ‘Er nyheder overhovedet en vare?’ (Medieblogger, 6. juni 2011)
  • Læs: ‘Kan vi opdrages til at læse avis?’ (Kommunikationsforum, 1. marts 2006)
  • Lyt: ‘The End – and New Beginning – of The Media’ (WGBH / Innovation Hub, 22. september 2016)

Skriv et svar