Frankrig og Google, it’s complicated

Bølgerne mellem Frankrig og Google går højt i øjeblikket. Frankrig vil have, at Google skal betale for at indeksere og linke til franske nyhedsmedier.

Google svarer så, forudsigeligt nok, igen og siger, at hvis de skal betale, så fjerner det bare de franske medier fra deres indeks (A Clash Across Europe Over the Value of a Click, The New York Times). Og så kan franskmændene stå uden de penge, de ville have fra Google, såvel som den andel af trafikken (The New York Times skriver 30-40 procent), som Google sender til de franske nyhedsmedier.

Men Frankrig er ikke alene. Tyskland er med. The New York Times skriver:

A bill working its way through the German Parliament would enable publishers to collect a fee from Google and other search engines and news “aggregators” when they display excerpts from news articles alongside links to newspaper and magazine Web sites.

This week, President François Hollande of France threatened Google with similar legislation unless it came up with a way to compensate news sites by the end of the year. Last week, publishers in Italy said they would also lobby for such a law.

Italien har også udtrykt opbakning.

Det kan godt tolkes lidt som, at europæerne nu vil have amerikanske Google (der har masser af penge at tage af) til at finansiere de europæiske mediers underskud. For mig virker det i hvert fald underligt, at Google (udover at drive trafik til hjemmesiderne) nu også skal til at betale for at få lov til det. Hvis Google og andre “aggregatorer” ikke vil betale, ender medierne med at mure sig selv inden og linke til hinanden mod betaling – hvis de kan blive enige om det.

Det undrer mig også lidt, at man går så hårdt efter Google. Den eneste forklaring må være, at det specifikt er Googles nyhedstjeneste Google News, man går efter. Google News gør nemlig det, at den henter overskrift, underrubrik/manchet og et lille billede fra medierne, som så vises på Google News-siden og linker hen til den oprindelige artikel.

Der er blot ved det, at beskrivelsen “display excerpts from news articles alongside links to newspaper and magazine Web sites” også gælder for Googles søgeresultater. Men det gælder også for andre søgemaskiner, som for eksempel Microsofts Bing. At fokus er så klart rettet mod Google må afføde den konklusion, at det primært er Google News, de europæiske regeringer sigter imod. Men når jeg læser om debatten, så virker det som om, det er større end det.

Logikken bag argumentationen er, at Google tjener kassen på deres søgeannoncer. En af grundene til, at så mange bruger Google er, at der er så meget indhold. Derfor mener flere og flere europæiske politikere nu åbenbart, at Google skal betale for at være ’standing on the shoulders’, ser det ud til. At mange også bruger Google fordi, der er en noget nær suveræn søgeteknologi bag, skal vi så ikke snakke om i denne omgang, åbenbart.

Jeg søger Quaero, har nogen set Quaero?
That aside, så er det ikke første gang, at Frankrig og Tyskland har fingrene i Google. Tilbage i april 2006 løftede Frankrigs daværende præsident Chirac sløret for en Google-“rival”, der ifølge The Guardian skulle sikre hans “legacy”. Navnet var (i meget klassisk fransk stil, kan man sige) det meget lidt mundrette ‘Quaero’, der er latin for “jeg søger”.

Og det gør franskmændene nok stadigt.

Det var ellers ikke fordi, der manglede store tanker omkring søgemaskinen. Dengang skrev The Guardian:

After the biggest street protests in decades forced him to stage a U-turn on employment reform last month, Mr Chirac is keener than ever to be remembered for doing something positive for French pride. Yesterday, he announced that he would provide €2bn (£1.4bn) in funding for a series of innovative grands projets, including a Franco-German search engine to compete with Google and Yahoo!.

Named Quaero – Latin for “I search” – the search engine aims to be the first to efficiently sort through audio, images and video. It would search the growing array of podcasts and videoclips on the web and deliver the information to computers and mobile phones. Quaero has been a pet project of Mr Chirac’s for some time. In his new year speech at the Elysée Palace, he spoke of the need to “take up the global challenge posed by Google and Yahoo!”.

Som du kan læse i The Guardian-artiklen var der dog også allerede kritikere dengang.

Nå, men det gik ikke værre eller bedre, end at tyskerne forlod samarbejdet allerede i december 2006 for at lave deres egen søgeteknologi.

Man fristes til at sige, at det er så klassisk europæisk. Man lancerer et europæisk samarbejde, der skal konkurrere med en amerikansk (det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop er en amerikansk) virksomhed, der er så godt som verdensmester på feltet. Det går galt, man kan ikke blive enige og starter i stedet hvert sit projekt. Og ingen af dem lykkes.

Vi tager lige en kort pause til at få grinet færdig…

Tænk hvis regeringerne brugte de mange penge på at støtte deres medier, for eksempel med at udvikle forretningsmodeller og støttemodeller, der svarer til det 21. århundrede. Herhjemme har der været snak om et skift fra distributionsstøtte til journalistikstøtte. Det lyder som en god idé, synes jeg.

Det er nok også mere holdbart at udvikle sunde forretningsmodeller i stedet for at lade trafikdriverne kompensere for det økonomiske tab.

Hvis du nu skulle være ved at gå til i spænding over, hvordan det mon går Quaero, kan du læse Wikipedia-artiklen.

Foto: fdecomite / Flickr Creative Commons

📨 Få Medieblogger mandag middag

Tilmeld dig nyhedsbrevet. Så får du en mail mandag kl. 12, hvis der er nye artikler på Medieblogger.

11 kommentarer til “Frankrig og Google, it’s complicated

  1. Pingback: Medieblogger
  2. Pingback: Lars K Jensen
  3. Pingback: Lars K Jensen
  4. Pingback: Andreas Marckmann
  5. Pingback: Chris Alban Hansen
  6. Pingback: Nathalie C. Larsen
  7. Mange tak fordi du indbyggede grinepauser. Ellers kunne jeg ikke læse færdigt. :)
    Du mangler en lydfil for udtalen af Quaero. “Lad mig quaero det for dig” lyder ikke så mundrette… Jeg har forstuvet min kæbe med den.
    Jeg har også ondt i hovedet af at ryste mit hoved når jeg læser om disse politiske storm-i-en-lille-bitte-tekrus opråb.

  8. De går i høj grad efter søgemaskinen. Det franske udgangspunkt er et tysk lovforslag, Leistungsschutzrecht, som er vedtaget af koalitaionsregeringen men endnu ikke af forbundsdagen. Første udgave af det tyske lovforslag fra foråret 2012 omfattede afgift for alle kommercielle netmedier, men det var for svært at afgrænse – er en blog med annoncer kommerciel – så anden udgave omfattede kun søgemaskiner – ikke kun Google, men da Google er dominerede i Tyskland var det reelt en lex Google. Det var medierne ikke tilfredse med, så tredje og endelige lovforslag omfatter søgemaskiner og aggregatorer – altså tjenester som Google News.

    Medierne erkender, at Google sender trafik men de mener, at Google lukrerer på de søgeresultater, hvor brugeren ikke klikker igennem, fordi svaret allerede står i søgeresultatet. Hvis du fx googler “tysklands præsident”, for at finde ud af, hvad han hedder, får du hans navn allerede i søgeresultatet og besøger ikke det medie, der leverer oplysningen. Medierne mener, at Google skal betale medierne en afgift for dette.

Skriv et svar