Er den danske mediebranche i krise? Og er Holger et symptom?

I forgårs blev den 3-årige Holger fundet efter at have været væk i 24 timer. Hele det danske mediebillede lod mere eller mindre resten af verden være resten af verden og hejste Holger-flaget højt. For højt. Også internationalt slog Holger igennem, blandt andet hos CNN.

Historien om Holger er en god historie. Den har det hele: Et barn, der bliver væk. Timer med fortvivlelse og nervøse forældre. Og så bliver barnet fundet igen, og alt ender lykkeligt. Men det kammede over. Pludselig skulle vi også høre om dem, der fandt Holger. Om hvordan det føltes. Og i går, altså dagen efter den gode nyhed, havde TV Avisen endnu et indslag om Holger (man brugte det blandt andet som oplæg til Aftenshowet, der blev vist bagefter) og BT har haft en idolplakat(!) af Holger med i avisen. Det er for meget.

I går aftes havde Natholdet med Anders Breinholt valgt at fokusere på den overdrevne dækning af Holger og hans forsvinden.

Man kan selvfølgelig trække på skuldrene af, at en lille dreng kan få så meget opmærksomhed og så smile af den gode historie. Man kan også forsøge at se det hele lidt på afstand og prøve at forstå, hvad der sker – og hvor filmen knækkede.

Historien om Holger begyndte som en god historie. En rigtig god, tabloid historie. Men mange flere end de tabloide medier tog fat i historien. Men ingen af medierne vidste, hvornår man skulle stoppe – og det er nærliggende at trække paralleller til historien om de chilenske minearbejdere, der var fanget under jorden. Bevares, de to historier kan umiddelbart ikke sammenlignes, men basalt set fungerer de på samme plan: Det er en solstrålehistorie om noget, der kunne være endt så galt, men som endte så godt. Og begge historier blev stærkt overeksponerede. Både af de tabloide medier og medier, der ikke har Holger-historier blandt deres kernekompetencer.

Historien om Holger egner sig glimrende til et afsnit af ‘Rejseholdet’ eller en dokumentar i den bedste sendetid på DR. I stedet blev Holger brugt i større eller mindre grad som et gidsel i jagten på flere seere/læsere/klik, og det, der startede som en god historie endte som en lille dreng, der burde gå i seng. Og medierne bør reflektere og undersøge, hvordan Holger-historien kunne komme så vidt. Fra egentlig blot at være en historie om en dreng, der gik væk, fordi han var utilfreds med en jakke – til at være en landsdækkende historie om liv og død.

I dag blev det så til historien om, at hvis så mange frivillige ikke havde deltaget i jagten på Holger (hvilket ellers var en del af det smukke ved historien), så havde man fundet Holger på en time.

Spørgsmålet er så, om der er mere at udlede af dette end blot, at det tog overhånd. Er det et billede på et mediebillede, der har ændret sig? Havde en historie om Holger fyldt lige så meget for 10 år siden, hvor klik ikke var lige så meget Gud, som de er den dag i dag? Det er selvfølgelig svært, hvis ikke muligt, at sige.

Men det er ingen tvivl om, at historien om Holger er et symptom på det nye mediebillede, hvor personen er vigtigere end historien. Vi ser det blandt andet indenfor den politiske journalistik, hvor det næsten er blevet en sport at gå efter manden (m/k), og ikke bolden – og indenfor underholdningsjournalistikken, hvor folk bliver omtalt, blot de har været deltagere i et program, der sigter efter impulsive folk, der lader de grundige overvejelser være en by i Rusland og får drukket rigelige mængder alkohol eller foretaget andre udskejelser, som basalt set ikke burde interessere andre.

Man taler så meget om ‘amerikanske tilstande’, og at det altid kun er et spørgsmål om tid, før en amerikansk tendens (godt som skidt) krydser Atlanten og med tiden rammer de danske kyster. Hvis vi imiterer (eller, fortsætter med at imitere) det amerikanske mediebillede, så ender det galt.

Public broadcasting gør os klogere
The Daily Beast har skrevet om en undersøgelse foretaget af magasinet Newsweek. Man gav 1.000 amerikanere den amerikanske statsborgertest – 39% dumpede.

Blandt årsagerne nævnes det komplekse politiske system i USA, men også det amerikanske mediemarked nævnes som en årsag:

Another hitch is our reliance on market-driven programming rather than public broadcasting, which, according to the EJC [European Journal of Communication] study, “devotes more attention to public affairs and international news, and fosters greater knowledge in these areas.”

Danmark var også med i den nævnte undersøgelse, hvor vi klarer os bedre end amerikanerne. Det skal vi være glade for. Men vi skal også være bevidste om, at det er en position, som vi skal gøre noget for at bevare. Og det gør vi ikke ved hovedløst at jagte de historier, som giver flest klik og vurderer en succes ud fra, hvor mange klik/læsere/seere, den gav. Der mangler, stadig, en formel for kvalitet på nettet, der tager højde for mere end blot sidevisninger.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at der var masser af trafik at hente i Holger-sagen. Se blot denne graf (tak til Filip Wallberg).

Som medier skal vi være vores rolle bevidst. Vores rolle er mere end at fortælle om de semi-kendte mennesker, der skaber sig fjollede på TV og om, hvad Holger skulle have til aftensmad. Vi skal også tage vigtige emner op. Der er ikke nødvendigvis de store seer-/læser-/visningstal forbundet med det – men vi skal gøre det, fordi det er vigtigt.

Worst case scenario er, at vi ender som amerikanerne:

When Newsweek recently asked 1,000 U.S. citizens to take America’s official citizenship test, 29 percent couldn’t name the vice president. Seventy-three percent couldn’t correctly say why we fought the Cold War. Forty-four percent were unable to define the Bill of Rights. And 6 percent couldn’t even circle Independence Day on a calendar.

Vi er godt med, men 32 procent af os kan angiveligt ikke hitte ud af, hvad Taliban egentlig er:

Sixty-eight percent of Danes, 75 percent of Brits, and 76 percent of Finns could, for example, identify the Taliban, but only 58 percent of Americans managed to do the same—even though we’ve led the charge in Afghanistan.

Det kan vi måske leve med, men det er os, medierne, der skal sørge for, at folk ved den slags ting. Hvis vi ryster på hånden, har vi fejlet.

📨 Få Medieblogger mandag middag

Tilmeld dig nyhedsbrevet. Så får du en mail mandag kl. 12, hvis der er nye artikler på Medieblogger.

7 tanker om “Er den danske mediebranche i krise? Og er Holger et symptom?

  1. Pingback: Medieblogger
  2. Pingback: Henrik Bøgh
  3. Pingback: Bo fav Abrahamsen
  4. Er evigt enig.

    Må tilstå at jeg sad og råbte ad mit TV efterhånden som de mere og mere syge pseudovinkler tonede frem på min skærm. Get real er en underdrivelse her…

  5. I en tid, hvor on demand præger vores medieforbrug og medieudbud, så har jeg svært ved at tilslutte mig den holdning, at Holger-historien overtager medierne. De “vigtigere” historier er der stadig, de dækkes kontinuerligt men trækker forståeligt nok ikke den samme trafik. 
    Problemet er snarere, at vi som journalister og læsere/seere/lyttere aldrig kan være sikre på, at medierne fortæller sandheden om krigen – vi er jo i krig, og medierne er derfor fulde af propaganda.
    Om Holger-historien er et symptom på, at folk er ligeglade med krigen i Libyen eller katastrofen i Japan, det synes jeg ikke, at man kan konkludere. Men måske mener Holger noget om Taliban ;)

  6. Den store intense dækning af Holger-historien er en naturlig udløber af, at vi har SÅ mange medier, som alle skal komme først med en vinkel, ingen andre har haft tidligere. Vel også derfor, at der er kommet så vidt forskellige bud frem på, hvorfor drengen forsvandt.
    En mirakel-historie som denne fortjener opmærksomhed. Vi har brug for den slags positive historier midt i dækningen af krigen i Libyen og naturkatastrofen i Japan. De store verdens begivenheder forsvinder ikke, fordi vi bruger tid på at holde fast i et af livets små mirakler for en stund. Når det er sagt, så synes jeg, at dækningen, efter Holger blev fundet, tog en drejning, hvor det har været tydeligt, at hverken Holger eller hans forældre har fået hjælp til at vurdere, hvilke ting de skulle stille op til eller ej. De har velvilligt stillet op til alverdens interview uden mulighed for at få ro til at finde hverdagslivet igen. Men måske har det mere handlet om taknemmelighed over den store interesse for deres søn, end det har handlet om et ønske om at ryge på forsider.
    /Monica

Skriv et svar