Betalingsdiskussionen er en gammel traver, 9 års tidsrejse

2001: A Space Odyssey

I øjeblikket kører der i det danske mediemarked en debat om betaling. Skal man tage betaling for indhold? Hvad vil folk betale for? Hvad med mikrobetalinger?

Men diskussionen er langt fra ny.

Aah, mindes De dengang Internet var gratis og et Bolsche kostede en Öre?

Tilbage i 2001, den 15. oktober, skrev Berlingske Tidendes Jakob Skouboe i artiklen “Netbetaling kan blive en guldgrube for Danmark”:

Kan I huske, dengang Internet var gratis? Det vil nok blive et samtaleemne på linie med vejret og HTs uregelmæssigheder om nogle år. I hvert tilfælde hvis det står til en lang række af de store websteder herhjemme.

For med Ofir.dk som det foreløbigt sidste, så er de toneangivende websteder herhjemme ved at forsøge at tjene penge på nettet. Ofir har strikket en lille betalingsløsning sammen. Den går i al enkelhed ud på, at chattere på Ofirs hjemmeside kan betale mellem 100 og 300 kroner for at få beskyttet deres chatternavn på nettet.

Det lyder hamrende banalt, men Ofir ser det som forretning.

Som du nok ved gik det ikke så godt med Ofirs betalte chat, og Ofir er den dag i dag en jobdatabase.

Men citatet illustrerer glimrende, at det langt fra er første gang vi tager det gratis internet op til debat. Artiklen nævner også et panel, der har sat sig sammen for at finde bud på, hvordan der kan tjenes penge online. Panelet bestod af blandt andet af Jubii, Yahoo, TV2, Metropol (herunder Berlingske Tidende), Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, IDG (Computerworld), TDC Internet, Krak, Den Blå Avis, Københavns Fondsbørs, Aller, Fyens Stiftstidende og Post Danmark.

I det lidt morsomme hjørne kan følgende citat nævnes:

Panelet af de magtfulde websteder venter at være klar i løbet af dette år med mere konkrete måder til at få penge for deres tit meget dyre bestræbelser på at skabe kvalitet på nettet.

Metoderne kan blive en form for mikrobetaling, hvor man eksempelvis betaler et lille beløb for at læse en avisartikel på nettet. Betaler en krone for at modtage en mail med drømmebilen eller, mod ti kroner, får en SMS-besked på mobiltelefonen om en interessant person fra et dating-site på nettet, som passer til ens krav og er oplagt at ville hive med i biffen. Mulighederne er uendelige.

Allerede dengang spøgte mikrobetalinger altså i kulissen.

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske-artiklen ikke fik ret i sin spådom, da det danske internet i allerhøjeste grad stadig er gratis her lige knapt 9 år efter artiklens deadline.

Thorborg: Dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet

I dommedagshjørnet finder vi Martin Thorborgs profeti fra 17. juni 2001:

Jeg er overbevist om, at om et år vil det danske Internet se meget anderledes ud end det gør i dag. Indhold som chat, e-mail, erotik og den slags vil der stadig være meget af, da det er meget billigt at producere denne type indhold . Men det seriøse, det journalistisk skrevne og redigerede – altså det stof, man kan stole på og fordybe sig i – vil forsvinde.

[…]

I andre lande vil der måske være mulighed for at drive reklamefinansierede modeller, men det er ganske enkelt udelukket i Danmark. Det er Danmark simpelt hen for småt et sprogområde til. Kun i lande som f.eks. Tyskland, Frankrig, England, Spanien og USA vil det være muligt at producere seriøst indhold, mens dansk journalistik og kultur vil forsvinde fra nettet.

Snyltere skal betale! Dengang som nu…

Dengang foreslog Thorborg faktisk, at teleselskaberne burde betale penge til indholdsleverandørerne ud fra logikken om, at det var deres skyld, at teleselskaberne havde nogen trafik på nettet:

»Antallet af danske hjemmesider falder nu. Vi kan se det blandt de mange tusinde danske sider, vi linker til, at der falder nogle fra hver dag. Grunden er, at det ikke kan betale sig for dem at være på nettet,« siger Martin Thorborg, en af grundlæggerne af det succesrige site, Jubii.dk.

Jubii har startet debatten med det kontroversielle forslag at spærre for adgangen for de teleselskabers kunder, hvis teleselskaberne ikke giver Jubii en del af selskabets overskud.

Lyder det sidste bekendt? Det burde det. For i april i år foreslog Socialdemokraternes medieordfører, han hedder Mogens Jensen, nemlig at omsætningen hos Google og andre søgemaskiner skulle pålægges en afgift. Hvorfor? Denne ComON-artikel har svaret:

Google skal betale for det indhold, som søgemaskinefirmaet tjener penge på.

[…]

Han mener, at Google og andre søgemaskiner bør betale for den information, som de tjener deres penge på og giver som eksempel, at Google har aftalt med forskellige organisationer at kompensere for indhold, som de bruger til nogle af firmaets tjenester, eksempelvis Google Books.

“Det er et forslag om en afgift på Google og andre søgemaskiners omsætning. Når man søger på Google, tjener de penge på indhold, som de ikke betaler for. Vi vil gerne have, at de skal bidrage til finansieringen af det, som de tjener penge på. Men vi vil først tage stilling til, om vi skal indføre afgiften, efter vi har fået en redegørelse,” siger Mogens Jensen.

Det ligger lige for at nynne dette nummer for sig selv:

The 9 year cycle

Ja, det er nemt at finde gamle artikler fra og pege på profetier fra dengang, der ikke holdt stik. Men jeg synes, det er pudsigt at vi her ni år senere har præcis den samme diskussion oppe at vende igen.

Indholdsleverandørerne mener, at folk skal betale – de går faktisk under, hvis det ikke sker – og de andre store på markedet er bestemt ikke uden skyld. Google stjæler stadig annoncekroner, og Facebook er heller ikke for gode.

Når vi tager diskussionen igen nu, er det dog fordi noget har ændret sig i løbet af det sidste årti. Oplag. Det er gået stejlt ned ad bakke for papiroplaget, og dagbladene leder med lys og lygte efter den tabte indtægt på andre forretningsområder. Her er internettet oplagt, da man i forvejen har en stor repræsentation her.

Alligevel er jeg spændt på, om det samme sker igen: At ingen viser den reelle vilje og tager betaling for indhold, og at markedet affinder sig med det. Så kan vi sidde i 2019 og tage diskussionen igen. Jeg er parat.

Gad vide hvem der skal betale os penge til den tid? Måske Facebook, fordi det jo trods alt er vores indhold, som folk deler på Facebook og derved holder gang i netværket.

17 thoughts on “Betalingsdiskussionen er en gammel traver, 9 års tidsrejse

  1. Pingback: Medieblogger ~
  2. Pingback: systemaddict ~
  3. Pingback: Lars K Jensen ~
  4. Sjovt Lars! Og cykle-tingen er ikke tilfældig. Sidst brugerbetaling var hot, var der også krise – særligt i annoncekronerne. Derfor spejdede alle efter nye indtægtskilder. Men så vendte annoncemarkederne, og alle mistede interessen for indholdsbetaling. Nu er vi så igen midt i en annomcekrise (forhåbentligt på vej ud af den) – og betalingsmursdiskussionen blusser igen op…

  5. Pingback: Ernst Poulsen ~
  6. Pingback: Filip Wallberg ~
  7. Tak for en god artikel Lars.
    Jeg har lige et par kommentarer.

    Jeg vil lige slå fast, at jeg aldrig har snakket om at man fra politisk hold skulle indføre en skat.
    Så din sammenligning med Sosserne og Google er ikke helt fair.
    Det irriterede mig bare den gang, at teleselskaberne scorede kassen på at give adgang til nettet, mens os der leverede indholdet ikke fik penge for vores ulejlighed. Min tanke var derfor at at lade noget af Jubii’s indhold forsvinde for kunderne til de teleselskaber der ikke ville betale os for adgang til det.
    Min tanke var, at en biograf jo også betalte for de film de viste…

    Mht. kvalitetsindholdet der ville forsvinde, var jeg ikke godt nok inde i sagerne. Dengang tænkte jeg ikke over at de danske aviser fik 1 1/2 milliard i tilskud og havde de ikke fået det, så var min spådom nok ikke helt ved siden af.

    Men igen tak for et sjovt indlæg.

    Dbh Martin Thorborg

  8. Pingback: Michael Friis ~
  9. Pingback: Jesper Fagerlund ~
  10. Pingback: Bjarne P Tveskov ~
  11. Jeg kom i tanke om følgende passage om mikrobetaling fra min afhandling:

    I Danmark var forsøgene i gang allerede i 1997 med Tele Danmarks deltagelse som
    europæisk samarbejdspartner i Millicent-projektet fra amerikanske Digital Equipment
    Corporation. Allerede året efter lancerede Tele Danmark alligevel løsningen Netmønt
    baseret på teknologi fra IBM. Med i projektet som indholdsleverandører var Børsen
    og Politiken, og i prøveperioden kunne brugerne købe en artikel fra Børsen for en krone
    eller hele avisen for en tier. Politikens tilbud var begrænset til at give adgang til at
    søge forskellige oplysninger i Polinfo-databaserne. Heller ikke dette blev udmøntet
    i en fungerende tjeneste.

    Det fysiske modstykke Danmønt, et plastikkort til småpengebetaling
    i telefonkioske, vaskerier og offentlig transport, fik heller ikke den store
    udbredelse og blev lukket i 2005.

    Efter dotcom-krisen blev mikrobetaling atter et tema
    for de danske netaktører. Et seminar i regi af FDIM i november 2001 havde intet
    mindre end 13 præsentationer fra udbydere der ønskede at levere mikrobetalinger
    i Danmark. Den foretrukne leverandør blev systemet Valus, drevet af Den Norske
    Bank, Accenture og Netaxept. FDIMs daværende 50 medlemmer stod bag valget og
    oprettelsen af systemet, der blev introduceret i maj 2002, men kun Altinget, Ingeniøren
    og Weekendavisen var tilmeldt med salg af adgang til artikler, arkiv eller pdf-udgave
    af den trykte avis. TV 2 var endvidere præsenteret med salg af spil og ringetoner.

    Heller ikke konkurrenterne CoinClick, udviklet af blandt andre Danske Bank, Nordea,
    PBS og TDC, eller det mindre eWire, havde formået at få de elektroniske medier som
    kunder. For begge de sidstnævnte udbydere var det største problem en dobbelt modvillighed:
    Brugerne var for det første generelt afvisende til at betale for tjenester på
    nettet som de allerede fik gratis eller kunne få gratis andre steder, og for det andet
    var udvalget af tilmeldte virksomheder så beskedent at der ikke var nogen grund til
    at tilmelde sig tjenesten.

    Udfordringerne er de samme som tidligere: at skabe et fungerende system som sørger for debitering og kreditering, og en forståelse for at en mikrobetaling udgør et så lille beløb at man ikke overvejer om det man får er det man betaler for.

  12. Hej Martin

    Tak for din kommentar.

    Det var ikke menin mening at politisere dit forslag fra dengang, jeg sammenlignede det blot med Mogens Jensens, fordi essensen er det samme.

    Ordet “skat” stammer fra Ernst Poulsens tweet om dette indlæg, i stedet bruger jeg ordet “afgift”.

    Og ja, statsstøtten til dagbladene er med til at gøre debatten mere kompliceret end som så, også hvad angår TV 2’s gratis nyheds-app, der er blevet diskusteret lystigt de seneste dage.

    Jeg kan godt se logikken, også i biograf-analogien, men jeg tror ganske enkelt ikke på, at en sådan løsning kan lade sig gøre på nettet. Hvor mege skal de forskellige udbydere have? Hvem kontrollerer, hvor meget de forskellige udbydere har og derudfra hvor mange penge, de skal have?

    Det kan hurtigt blive kompliceret :)

    Bedste hilsner,
    // Lars

  13. Lige nøjagtig. Content-betalingsdebatten følger den økonomiske cyklus så tæt, at man bliver bekymret for den langsitede strategiske planlægning i mediehusene. NYT.com kommer således til at fejre ti års jubilæum for deres første betalingsmur (2001-2004), når de gentager “succesen” i begyndelsen af det nye år. Det ligner zig-zag kurs alt efter vindretnignen, hvor der nok behov for gennemgribende innovation af forretningsmodeller og formater/produkter, der skaber merværdi.

    En af de afgørende forskelle her i “anden runde af digitaliseringen af nyheder” er selvfølgelig de mobile/håndholdte teknologi- og indholdsplatformes stigende betydning. Spørgsmålet er om mediehusene er klædt på til at navigere og innovere i de økosystemer, der pt. ekspanderer omkring de dominerende platforme? Især i herhjemme, hvor DDF f.eks. anbefalede “browserbaserede løsninger only” for få måneder siden… en drøm der ikke holdt så længe. Det er sin sag at skifte rolle fra lokale printkonger til digitale inholdsbønder i et globalt platformsspil – både i strategisk ånd og organisatorisk praksis.

  14. Pingback: Medieblogger ~

Skriv et svar