Dansk Journalistforbund er på Facebook – men med en personprofil?

Facebook er blevet the place to be, når det gælder om at være tilstede på de sociale medier. Det er der vist ingen tvivl om.

Facebook har blandt andet den fordel, at der er en profiltype til stort set alle, lige gyldig hvem man er, og hvilket formål man måtte have med at være på Facebook:

  1. Personprofiler til personer/mennesker
  2. Grupper til communities og lignende
  3. Pages/Sider til virksomheder og lignende

Derfor undrer det mig, at jeg fik en venne-invitation på Facebook fra Dansk Journalistforbund. Ja, forbundet har nemlig oprettet en personprofil (du kan se den her) i stedet for en gruppe eller, mere oplagt, oprettet en Facebook Page.

Jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages (jeg har galt dem “geniale”), og jeg kan faktisk ikke forstå, at forbundet ikke har gjort det. Der er nogle problematikker ved den løsning, som forbundet har valgt på Facebook:

  • Hvem står bag? Okay, man kan nok regne ud, hvis man læser opdateringerne, at det rent faktisk er en fra forbundet, der er involveret, men vi kan ikke være helt sikker.
  • Du giver adgang til din profil. I forlængelse af det forrige punkt, så giver vi vedkommende, der har oprettet denne profil til Dansk Journalistforbund adgang til de dele af en profil, som vi kun vil vise til vores venner — selvfølgelig forudsat vi bliver venner med forbundet. Dermed giver vi adgang til en person, vi basalt set ikke aner, hvem er. Her er “fan”-relationen til en Facebook Page meget bedre for os som privatpersoner.
  • Det virker uprofessionelt. Måske er dette det, som de fleste vil lægge mærke til: Det signal, det sender. I min bog giver det ikke plusser, at man opretter et forbund for “alle der som ansatte eller freelancere skaber indhold til medierne med en journalistisk og/eller kreativ indfaldsvinkel” (kilde) som en personprofil på verdens største sociale netværk. Det virker knapt så professionelt.

Skulle der være en fra Dansk Journalistforbund, der læser med her, så kan du læse her, hvordan du opretter en Facebook Page. Og her kan du læse om fordelene ved at have en Page.

3 kommentarer til “Dansk Journalistforbund er på Facebook – men med en personprofil?

  1. Pingback: Medieblogger ~
  2. Pingback: Medieblogger ~
  3. Pingback: Pernille Holbøll ~

Skriv et svar