Illustreret Videnskab går på nettet – med den lange hale

Illustreret Videnskab logoTilbage i august måned skrev jeg om, at Illustreret Videnskabs Historie-blad muligvis er på vej med et online-arkiv.

Interessant fordi det vil give adgang til en lang hale af spændende artikler, som der kan linkes til og bruges til diverse mashups med tidslinjer, kort etc.

Nu er Illustreret Videnskab så gået online med et “rigtigt” website, på illvid.dk, oplyses det i en pressemeddelelse:

“Videnskab er bestemt ikke kedeligt, men det er desværre ofte sådan, at det bliver præsenteret. På Illustreret Videnskab synes vi, at verden er et fantastisk sted, og nu får vi en hjemmeside, der kan begejstre med nyheder, gallerier, video, interaktive fortællinger, quiz, konkurrencer og meget mere,” siger Søren Berg, Online Manager for Vidensgruppen i Bonnier Publications, der udgiver Illustreret Videnskab på kryds og tværs af landegrænser.

Endnu vigtigere end selve websitet er dog det faktum, at man tager et arkiv på flere end 6.000 artikler med på nettet. Illustreret Videnskabs lange hale, kunne man kalde det. Og endnu mere interessant:

Det vil ikke længere være et krav, at brugeren er abonnent, for at gå på opdagelse i arkivet.

Det betyder altså, at alle kan læse artikler fra Illustreret Videnskabs arkiv gratis. Modsat The Economist, der går den anden vej.

Fremover vil hjemmesiden blive holdt opdateret med nyheder fra videnskabens verden:

Den nye hjemmeside er bygget op helt fra bunden med ny teknologi, nyt design, nyt indhold og funktionalitet. Fremover vil hjemmesiden blive opdateret dagligt med nyt fra videnskabens verden.

Det bliver interessant at se, hvordan Illustreret Videnskabs (noget sene) entré på internettet kommer til at spænde af. Som videnskabsinteresseret håber jeg på det bedste.

4 kommentarer til “Illustreret Videnskab går på nettet – med den lange hale

  1. Pingback: Medieblogger ~
  2. Pingback: Medieblogger ~
  3. Initiativet er godt – herom ingen tvivl. Som dig, Lars, er jeg særdeles videnskabsinteresseret og har i perioder også været fast læser på det trykte blad. Et blad, som jeg altid har fundet grafisk lækkert og indholdsmæssigt særdeles stimulerende.

    Det er dog overvejende skuffende at se illvid.dk. Man har ganske enkelt overført et trykt layout til web. Og det forstyrrer læsningen umådeligt meget.

    1) Jeg har talt 7 forskellige fonte og fontstørrelser på forsiden.
    2) Man har i bedste danske webavis-stil valgt, at 1/3-del af siden skal bruges på annoncer. Herunder et massivt topbanner – præcist dér, hvor brugeren regner med at finde titlen på siden. Jeg troede selv først, at jeg var på MTHøjgaard-subsite.
    3) For snart 10 år siden begyndte snakken om det uhensigtsmæssige i brugen af link-teksten 'Læs mere' og 'klik her'. Det blæser man på her, og risikerer dårligere indekseringer og færre læsninger.

    Summasummarum – 1. etape vel overstået :-) Nu skal illvid.dk opgraderes til 2009, hvor tagging og sharing er nøgleord, og hvor community-tankegang skal være central i den videre udvikling. Illustreret Videnskab er så sejt et blad, at læserskaren med garanti er hammer-loyale. Det er mao. bare at gøre det nødvendige :-)

    /Kenneth

Skriv et svar