Boganmeldelse: James Harkin – Cyburbia. Fra Anden Verdenskrig til Facebook på 250 sider.

Køb bogen på Amazon.co.ukDen røde tråd i James Harkins bog ‘Cyburbia’, der bærer undertitlen ‘The dangerous idea that’s changing how we live and who we are’ er kybernetik, eller på engelsk cybernetics.

Kybernetik tager sit udspring i 1940erne under Anden Verdenskrig. Her arbejdede Norbert Wiener blandt andet med de problemer, som de engelske antiluftskyts havde med at nedskyde de tysker bomberfly.

Wieners teori gik, og går, ud på, at personen der forsøger at skyde flyet ned forsøger at følge flyets bevægelser, altså forudsige dets bane og planlægge og tilpasse sine skud derefter. Det samme gør piloten, blot med omvendt fortegn. Han forsøger at undgå at blive skudt ned ved at forsøge at forudsige, hvor personen på jorden vil skyde næste gang og så tilpasse sig for at undgå at blive skudt ned.

Det, der opstår mellem disse to er, hvad Wiener døbte kybernetik.

Det er dette begreb, som bogens forfatter, Mr Harkin, tager fat om og følge op igennem tiden. Vi starter i 1940’erne hos Wiener og bevæger os, via 1960ernes ‘counterculture‘, igennem lanceringen af mus og de muligheder den giver i retningen af kybernetik, frem til lanceringen af ARPANET, dernæst internettet og til slut befinder vi os i Facebook, som ifølge Harkin er en del af det, han kalder ‘Cyburbia’. Undervejs på denne tur når vi også at hilse på Marshall McLuhan, som følger os igennem resten af bogen.

Hvad er Cyburbia?
Cyburbia er, som du måske har gættet, et ordspil på ’suburbia’, der kommer fra ordet ’suburb’, der betyder forstad.

Harkin mener ganske enkelt, at alle de forskellige medier (sociale medier, Facebook, mobiltelefoner etc.) vi efterhånden omgiver os med har skabt en online suburb, hvor informationerne bliver udvekslet hurtigere, end de kan nå at give mening.

Cyburbia er altså ikke kun Facebook, men det spiller en stor rolle i det, da det er en manifestation af det problem, som Harkin ser: Løse forbindelser, der betyder, at det ikke er os, som dele af netværket, er bliver stærkere, men kun netværket selv. Det synes jeg er et interessant perspektiv.

Pointer i bogen
For mig giver det ikke meget mening at opsummere bogen. I stedet ser jeg det som mere brugbart at komme med et resume af nogle af de vigtigste pointer i bogen, som jeg ser det.

De svage punkter i det stærke netværk
Den første står ovenfor, nemlig at vores socialisering på steder som Facebook ikke gør og selv stærkere, men kun selve netværket. Faren er, som Harkin ser det, at vi ender som intet andet end en elektronisk ‘chain gang‘.

Wiener selv advarede faktisk mod, at vi kunne risikere at blive slaver af maskinerne. Harkin frygter, at det kan være det, der er ved at ske.

Skal mennesker skimmes ligesom bøger?
I 2007 udgav den franske professor Pierre Bayard bogen ‘How to talk about books you haven’t read’ (søg efter den på amazon.co.uk).

Heri argumenterede han, at der findes så mange bøger, at det ganske enkelt er umuligt at nå at læse dem alle fra start til slut. Derfor bør man i stedet skimme og hoppe ind og ud af bøgerne, mener Bayard.

Den amerikanske sociolog, Mark Granovetter fremsatte en lignende teori i 1970erne. Her drejede det sig blot om mennesker i stedet for bøger.

Altså at man taler mindre, og knapt så dybt, med de mennesker, man møder – men til gengæld møder flere. En tanke der ganske godt beskriver den situation, der er på mange sociale netværkssites på nettet, nemlig at man har mange ikke-dybe relationer.

Vi møder kun folk og informationer, der deler vores egne interesser
Dette er en pointe, som jeg også selv har gået og grublet lidt over. Flere og flere steder på internettet, bliver vi tilbudt tjenester, der kan målrettes os selv og vores interesser.

Og det giver jo egentlig god mening, for hvorfor spilde tid på at læse om Anni og Erik, hvis man interesserer sig for eksempelvis politik eller sport? Og det samme gælder for onlinerelationer, mener Harkin.

I bogen nævner han blandt andet som eksempel de mødersteder, hvor personer der lider af anoreksi mødes og udveksler tips til, hvordan de kan holde sig tynde.

Eksemplet er okay, men problemet er, som jeg ser et, større end det. For jo mere vi kan skræddersy vores onlineoplevelse, jo mere går vi glip af de informationer og mennesker, som vi gerne vil læse, møde og opleve, men som måske ikke lige umiddelbart matcher vores interesser.

Fører man denne tanke videre ender vi i en verden, hvor folk kun snakker med dem, der ligner dem selv. Harker kalder dette for ‘walled gardens’, præcis det samme, som man kalder websites, der lukker sig selv inde, hvad enten det er bag kodeordsbeskyttelse eller tekniske løsninger/mangler, der isolerer websitet fuldstændig fra omverden.

Afhængighed kontra behov for at ’stay in the loop’
Indenfor de seneste år er man begyndt at snakke mere og mere om internetafhængighed – altså om folk, der simpelthen er nødt til at gå online for at få deres fix.

Harkin vil dog helst undgå af bruge ordet ‘afhængighed’. Han mener i stedet, at vi ser den logiske konsekvens som følge af et nyt ’selv’, som vi har udviklet. Et, der higer efter at være i informations-loop’et via e-mail, Twitter, Facebook, ved både at modtage information, men også ved at tilpasse sig og sende nye informationer den anden vej, som feedback. Altså samme løkke, som den vi så i mellem piloten og manden, der forsøger at skyde ham ned.

Harkin siger ganske enkelt, at i stedet for at udvikle en afhængighed, så udvikler vi en frygt for at være ‘udenfor’. Altså udenfor, hvad de andre snakker om, og hvad der ellers rører sig i Cyburbia.

Prøv for eksempel, hvis du er flittig Twitter-bruger, at være helt væk fra Twitter i en dag eller to. Du er nu helt udenfor og kan ikke følge med i, hvad der bliver snakket om og ej heller komme med dine egne indspil. Det er frygten for denne tilstand, Harkin mener, der er tale om.

Påvirkninger på hjernen ved at skifte kommunikationskanaler
Jeg er meget interesseret i den menneskelige hjerne og dens forskellige centre, og derfor blev jeg glædeligt overrasket over at se, at forfatteren også har brugt tid på at forsøge at beskrive hvordan alt dette påvirker vores hjerne.

Harkin skriver nemlig lidt om, hvad det gør ved vores hjerne at skifte kommunikationskanaler. Et sådan skift mellem kommunikationskanaler kan være, når man sidder og ser fjernsyn, og i et kedeligt øjeblik eller en reklamepause finder mobilen frem for enten at tjekke, om der er kommet beskeder eller skrive beskeder – eller smutte en tur på nettet, måske for at tjekke sin e-mail.

Skønt det, som Harkin skriver, er svært at isolere enkelte dele af hjernen, da de forskellige dele spiller sammen som et orkester, fokuserer han dog på det prefrontale cordex:

Billede: Wikipedia
Se billedet i større version på Wikipedia

Harkin skriver følgende om denne del af hjernen:

[…] the prefrontal cortex is known to play a highly significant role in organising our short-term decision making. Neuroscientists have known about this function for decades, and they call it executive control. Think of it as the brain’s secretary og chairperson: its job is to plan ahead and make decisions, to take accout of all the immediate messages and stimuli that come its way, rank their importance and make sure we focus only on those which are most pressing.

Når man udfører en lobotomy bliver denne del af hjernen skadet, hvorfor patienten kan fremstå tungnemme og passive.

Harkin slipper desværre for let henover dette område og forklarer, at det nedsætter vores reaktionstid, når vi skal holde øje med flere ting på en gang, for eksempel flere kommunikationskanaler. Han kommer med nogle eksempler i denne retning (eksempelvis en test, der viste at unge mennesker, der skulle besvare SMSer klarede sig væsentligt dårligere), men ingen rigtig brugbare, og der er heller ikke nogen henvisning til litteratur på området, så det er umiddelbart heller ikke muligt at læse videre om emnet. Desværre.

Det ender med antagelsen om, at vores ‘hjernesekretær’ muligvis kan tage skade af, at vi holder så mange vinduer åbne på en gang.

Projektet, der gik galt – én bog, masser af forfattere
I februar 2007 søsatte forlaget Penguin UK projektet ‘A Million Penguins’, der skulle være en gruppe-novelle skrevet af en lang række af forfattere. Novellen skulle altså skrives via crowdsourcing, hvor man tager en opgave, og giver den til et gruppe af mennesker.

Det gik dog, ifølge Harkin, helt galt. Projektet stod på i seks uger, og undervejs var historien blevet opsplittet i en novelle A og en novelle B med alternative slutninger. Nogle “forfattere” forsøgte at sabotere projektet, og projektet måtte derfor stå stille flere timer om dagen, mens der blev ryddet op.

Da projektet var nået til vejs ende, gik det op for folkene bag, at flere af dem, der havde skrevet på historien, slet ikke havde gidet ulejlige sig med at læse, hvad forfatterne før dem, havde skrevet.

De havde simpelthen sat sig direkte til tasterne og så bare skrevet derudaf, og derved skabt en usammenhængende historie.

Det samme billede ser jeg af og til i mit arbejde, hvor kommentatorer på ekstrabladet.dk af og til også efterlader det indtryk, at de ikke har læst de andre kommentarer, endsige hele artiklen, som de kommenterer på. Så der er bestemt hold i de ting, som Harkin skriver her.

Konklusion
Dette er en bog, der kommer vidt omkring. Vi hører om nedskydning af piloter under Anden Verdenskrig, kulturer i 1960erne, internettes opståen, film som ’21 Grams’, ‘Memento’ og ‘Pulp Fiction’, om en øvelse i det amerikanske militær i 2002, hvor hæren og dens kommunikationsapparatur fik tæv af en mand, der handlede ud fra eget initiativ, den israelske hærs indtog i en by i Gaza-striben, fodboldklubben Ebbsfleet United, der blev solgt til 20.000 fans, amatørporno, AOL Stalker (resultatet af, at AOL frigav en række søgestrenge, der gjorde det muligt at identificere enkelte af brugerne og nogle af deres mest personlige oplysninger), reglen om ’six degrees of separation’, der tilsyneladende ikke holder alligevel, fjernsynet der kører, mens man sidder ved computeren, objektiv information kontra andre menneskers oplevelser og holdninger, og jeg kunne blive ved.

Det gør, at man er nødt til at holde nogle naturlige pauser undervejs i bogen for ikke at blive helt rundtosset. Men det fungerer egentlig okay.

Som du kan læse i denne artiklen, er bogen ikke en hyldest til de nye medier, tværtimod. Den er en kritik af den måde, hvorved vi kaster os ud i nye ting og stresser os selv og samtidig bruger tid på ting, der kan synes ligegyldige.

Her er ingen eksempler på de imponerende ting, som metoder som crowdsourcing kan løse. Det må man finde i andre bøger.

Alligevel er bogen i høj grad læsværdig – ikke mindst fordi kritikken bliver serveret meget mere sofistikeret og velanrettet end en person som for eksempel Andrew Keen gør det, når han advarer mod at inddrage brugerne, hvor han mellem linjerne kalder brugerne dumme.

Dommen
Man behøver bestemt ikke være enig med James Harkin i alle hans tanker, det er jeg ikke, men jeg er glad for, at jeg fik læst bogen, for den har åbnet nogle døre og vinduer for mig.

Så interesserer du dig for nogle af de ting, der sker på nettet indenfor eksempelvis gruppeaktiviteter og sociale medier, og ikke har noget imod et kritisk indæg, så skaf dig selv denne bog.

Bogfakta
Titel: Cyburbia – The dangerious idea that’s changing how we live and who we are
Forfatter: James Harkin
Forlag: Little, Brown
Sideantal: 256
Køb den: amazon.co.uk, saxo.dk

📨 Få Medieblogger mandag middag

Tilmeld dig nyhedsbrevet. Så får du en mail mandag kl. 12, hvis der er nye artikler på Medieblogger.

2 tanker om “Boganmeldelse: James Harkin – Cyburbia. Fra Anden Verdenskrig til Facebook på 250 sider.

Skriv et svar