Er der sprunget et vandrør, så ring til en blikkenslager. Er strømmen gået, så ring til en elektriker. Det virker logisk. Vi stoler på, at de løser opgaven efter bogen.
Den samme logik og tillid burde tages i brug, når der er rundt om i de danske mediehuse satses online.
Det er desværre langt fra tilfældet alle steder, og det betyder, at man ikke er optimalt kørende i alle processer med deraf følgende usikker kurs og i værste fald et selvmål i jagten på den økonomiske succes, som der virkelig sukkes efter i øjeblikket.
Tag et kig rundt på de etablerede mediehuses netredaktioner og man vil flere steder opleve, at der langt fra er tale om toptunede enheder, der agerede optimalt i forhold til mediet.
Forklaringerne er mange. I bestræbelserne på at opjustere online, men samtidig holde økonomien i stramme tøjler, vælger mange at flytte ressourcer internt. Det er der for så vidt ikke noget forkert i, hvis man så rent faktisk valgte at rokere de rigtige faglige ressourcer, således at man i praksis optimerede sit onlineprodukt. Det synes ikke altid at være tilfældet.
Ofte flyttes ressourcer, der af den ene eller anden grund er kommet i overskud – i værste fald på tværs – i en anden afdeling. Det er en farlig disposition, der betyder at man måske på papiret opjusterer online, men i praksis risikerer at gøre det stik modsatte. Det kan blive et svigt af den faglige kvalitet på nettet, og dermed ny ild til de kritiske røster, der mener at onlinejournalistik ikke er på højde med "rigtig" journalistik, som det præsenteres i aviserne.
Det må være op til ledelsen i mediehusene at tage springet fuldt ud, når man erklærer, at onlinemediet skal styrkes. Det gør man ikke kun med antallet af hænder, men også ved at satse på faglighed.
Og så er der lige det med tilliden, for det rammer som en boomerang, når man selv har været med til at flytte ressourcer, der i virkeligheden ikke var en styrkelse af netredaktionen. Det giver varierende kvalitet og dermed et voksende mistillid til at de, der arbejder online rent faktisk er gode nok. Og her rammer mistilliden alle. Også de gode onlinekræfter, der rent faktisk ved, hvad de laver.
De onlinekræfter, der faktisk bør værnes om. De onlinekræfter, der skal sikre succes på nettet. De onlinekræfter, der kan vise sig at være den afgørende forskel i en skarp konkurrence.
Disse onlineeksperter bliver ikke i deres arbejde, hvis de i det daglige oplever, at deres arbejde udvandes. Hvis opjusteringer i virkeligheden betyder et fald i kvalitet og deres kompetencer bliver mødt med mistillid.
Stol på kompetencerne. Nøjagtigt som med blikkenslageren og elektrikeren. De er hentet til for at løse en opgave, som man af den ene eller anden grund ikke selv har kvalifikationerne til.
Kvalifikationer giver kvalitet og kvalitet er vel målet … eller hvad?
Om forfatteren
Michael har en fortid på ekstrabladet.dk, først som journalist, siden som jourhavende og senere redaktionschef. Efter et kort ophold som onlineredaktør på Folketidende i Nykøbing rådgiver han i dag medier og virksomheder i onlinekommunikation og -strategi.
- - -
twitter.com/journalist20
- - -
michaelwinther.wordpress.com
Synes du om dette indlæg?
Relaterede indlæg fra Mediebloggers lange hale












