Er Arto og Freeway ikke længere en faktor i det danske mediebillede?

Da det tilbage i januar måned 2008 blev annonceret, at Freeway skød penge i Nyhedsavisen, var der nogle, der begyndte at ryste i bukserne.

Man, mig selv inklusiv, mente, at Freeway, der står bag succeser som Arto og Dating.dk, ville sætte deres enorme sociale netværks-muskel i skub og ændre den måde, vi ser på onlinemedier i Danmark.

Det skete ikke, og Arto, som var på næsten alles læber på et tidspunkt, er nu blot en skygge af sig selv. se blot denne graf fra Google Trends, der viser Arto.dk’s tal for Danmark, og som en af vores udviklere viste mig (se tallene på Google Trends):

Statistik for Arto.dk (Google Trends)

Det går altså nedad for Arto, og især i oktober måned 2008 skete der et drastisk fald. Hvad der skete netop der, skal jeg ikke kunne sige (opdatering: Arto skiftede fra .dk til .com, dog uden at bremse faldet, se opdatering nedenfor), men der er næppe den store tvivl om, at det især er giganten Facebook, der har suget næring fra danske Arto (se tallene på Google Trends):

Tal for Arto og Facebook (Google Trends)

Bemærk forløbet august til oktober, hvor Facebook tager et stort spring opad, mens Arto svinder ind. Kigger vi også på tallene for Dating.dk, ser vi, at den har holdt niveau (se tallene på Google Trends):

Tal for Arto og Dating

Og et giver jo egentlig meget god mening. Facebook er ikke et dating-site (nogle bruger det måske til dating, det kan selvfølgelig ikke udelukkes), og konkurrerer altså ikke nært så hårdt med Dating.dk som med Arto, som tilbød de basalt set samme features som Facebook, altså online-venskaber, hvor man kan uploade billeder og skrive på hinandens profiler.

Tallene betyder formentlig, at Freeway er blevet en mindre attraktiv partner for medierne. Jo mindre et publikum, du kan tilbyde, jo mindre interessant er du som partner med et onlinemedie. Derudover har Freeway fået sig en mægtig modspiller, nemlig et af de største fænomener på nettet, vi nogensinde har set.

Det ses også tydeligt, at medierne er klar over, at Facebook nu er stedet, der skal holdes øje med. Alle har efterhånden en “Del på Facebook”-funktion, og vi samt andre arbejder med implementering af Facebook Connect.

Det helt store spørgsmål er så, om Facebook får et knæk magen til det, som Arto har oplevet. Jeg tvivler.

Opdatering 19-05-2009 @ 09:52:
Vores udvikler, som viste mig tallene til at starte med, har forklaret mig, at det drastiske fald skyldes, at Arto skiftede fra .dk til .com som top level domain.

Det har dog ikke kunnet bremse faldet, som denne graf viser (se tallene på Google Trends), men Artos fald er nu mere støt.

Arto dk/com

20 kommentarer til “Er Arto og Freeway ikke længere en faktor i det danske mediebillede?

  1. Pingback: Joackim Penti ~
  2. Pingback: Joackim Penti ~
  3. Med fare for at lyde forbandet bagklog, har jeg aldrig nogensinde troet på, at Freeway kunne revolutionere noget som helst i det danske mediebillede. Ja, de har været dygtige med dating.dk men primært fordi de var blandt de allerførste og opnåede kritisk masse, hvilket er helt afgørende i dating-sammenhæng. Og ja, Arto var og er store, men er ikke Wagner’s opfindelse. Og hver eneste gang, jeg har hørt Morten Wagner udbrede sig om noget som helst netrelateret, har jeg ikke hørt noget, jeg fandt burde give anledning til at sende chokbølger gennem den danske medieverden. Sorry.

    Når alt dette er sagt, føler jeg mig ret overbevist om, at Facebook er dem, der har taget interessen fra Arto. Facebook har al hypen, og de fleste er efterhånden med. Og hvem vil ungerne gerne ligne? Dem der er lidt ældre end dem selv, og som flokkes mod Facebook. Ergo driver de selv afsted i samme retning og lader Arto tilbage til at undre sig over, hvad man nu skal gøre.

    Og jo, Lars, Facebook er et kæmpe dating site ;-). Har hørt fra masser, der har fundet dates den vej. Og så er det jo gratis :-).

  4. @Søren Storm Hansen: Det smarte ved Facebook Connect er ikke så meget “one login to rule them all”-tanken men mere det, at du kan tage dine Facebook-relationer og informationer med rundt. Det tilbyder OpenID ikke.

    @Mads: Som jeg skrev, så kan det heller ikke udelukkes, at folk findes dates via Facebook :-) Men værktøjet Facebook er ikke rettet mod dating-folket. Men ja, nu er det jo ikke første gang, at et værktøj ikke bliver brugt til det, det oprindeligt var tænkt til.

  5. Pingback: Christian Schade ~
  6. Også de officielle statistikker understøtter faldet.

    Fra fdim.dk:

    Marts 08: 480.537 brugere – 12.382.981 besøg – 763.528.303 sidevisninger

    Marts 09: 337.498 brugere – 6.151.462 besøg – 237.324.644 sidevisninger

    Specielt på sidevisninger og til dels besøg er faldet markant. Ud over der er blevet færre brugere så er brugsfrekvensen hos den enkelte bruger altså også markant mindre.

    MEN med alt det sagt så er arto.com fortsat det største site i DK baseret på sidevisninger….

  7. @Mads: “Facebook er et kæmpe dating site ;-)” Det kan godt være men ikke på samme måde som Dating.dk, der tilbyder anonym dating.
    (Selvom man har billedet på, så har venner og bekendte svært ved at finde en på en simpel søgning)

    Med Facebooks (i øvrigt geniale) tilgang til brugeridentitet vil de to aldrig rigtigt komme til at konkurrere direkte.

  8. Pingback: Linse Daugaard ~
  9. Hej Lars

    Jeg vil blot lige gøre opmærksom på at vi skiftede domæne i oktober måned, således at vi gik væk fra arto.dk og over til arto.com.

    Omend vi har oplevet et fald i trafik de seneste måneder, så ser det heldigvis ikke helt så grelt ud som de ovenstående grafer :)

  10. Det bør nok nævnes at sidevisningerne er lidt misvisende. Tilbage i Marts 2008 var der en fejlimplementering af scriptet til logning af sidevisninger på FDIM der gjorde at nogle frames talte for meget – tallet er ca. 20% for højt.

    Derudover har vi også aktivt indført funktioner som begrænser antallet af sidevisninger – således popper information om vennelogins, nye beskeder og mails, nye debatindlæg i tråde man deltager i osv. automatisk op på skærmen, uden at man behøver at skulle sidde og refreshe og tjekke de forskellige sider konstant – det har også betydet et væsentlig fald, omend sværere at måle den præcise betydning af.

    På trods af dette, så er vi som Rune nævner stadig det største site i Danmark målt på sidevisninger.

    Af tallene fra FDIM så er det grundet ovenstående primært unikke brugere og besøgende der er interessante for vurdering af tendensen.

  11. Det giver ingen mening at opgive tal for .DK da det domæne slet ikke bruges længere. Arto skiftede sidste år, hvor faldet skete, til udelukkende at køre på .COM.

    De eneste tal der kan bruges til at give et reelt billede, er dem fra FDIM.dk

    Der er uden tvivl sket et fald, men det er på ingen måde så voldsomt som man får indtryk af ud fra ovenstående fejlagtige grafer.

    Mvh.
    Morten Borg, Arto

  12. Hej Morten

    Jeg har opdateret indlægget ang. .dk/.com, men det ændrer jo ikke på, at der har været et fald, det siger FDIM-tallene også:

      Brugere Besøg Sidevisninger
    maj 07 496.525 12.284.416 721.561.304
    maj 08 496.184 10.909.335 634.683.490
    mar 09 337.498 6.151.462 237.324.644
  13. Det er helt korrekt, og tak for opdateringen, jeg modsiger heller ikke at der er sket et fald. Jeg konstaterer blot at faldet er langt mindre udtalt end man får indtryk af ud fra graferne – som derved ikke kan bruges til at konkludere korrekt ud fra.

    Ikke mindst fordi sidevisningsantallet ikke kan sammenlignes, som vores udvikler også pointerer, kva øget brug af ajax, automatisk push af beskeder uden reload etc.

    Mvh.
    Morten

  14. Hej Morten

    Det er helt korrekt, og jeg ville også have skrevet det ind i slutningen af min forrige kommentar, men det smuttede midt i alt fiks-fakseriet med HTML-tabel-kodning.

Skriv et svar