En forretningsmodel uden pladeselskaber?

Dette indlæg er egentlig et resultat af, at jeg læste René Clausen Nielsens indlæg om lukningen af FabChannel, et website, hvor man kan se koncerter, og Jeff Howes Wired-artikel “Why the Music Industry Hates Guitar Hero“.

For selvom man godt kan forstå, at pladeselskaberne skal tjene penge, så ser det fra et forbrugersynspunkt udpræget meget ud som om, pladeselskaberne gerne vil stoppe alt, der har med musik at gøre, og som er sjovt. FabChannel, Guitar Hero, Rock Band etc.

Det har fået mig til at tænke, om man kan forestille sig et musikmarked uden pladeselskaber. Et marked, hvor kunstnerne markedsfører sig selv og selv står for salget, og derved en større profit af salget – af såvel musik som merchandise, og ikke som man forestiller sig hos Warner:

Warner has actually led the industry with a policy of signing bands to so-called 360 deals, in which artists give the label a cut of everything they sell, be it ringtones, merchandise, or concert tickets. (#)

Musikerne kunne gøre deres egen butik (som kunne sælge såvel MP3 som CD’er og vinyler) via en PayPal-løsning, og kunstnerne vil selv kunne bestemme sig for eventuelt at give enkelte numre fri — samt koncertoptagelser.

Det vil også betyde, at prisen for at bruge musikken i spil som fx Guitar Hero vil falde, da der er færre, der skal have bidder af kagen.

Hvis vi tager eksemplet med FabChannel, kan det jo tænkes, at det kan trække endnu flere mennesker til næste koncert, hvis de kan se den forrige på nettet og se, at et band er helt fantastisk på en scene — det kan også være det, der afgør, om man skal ind og se en koncert, hvis man er i tvivl. Det giver et lidt bedre indtryk end at sidde og lytte til lydbidder på diverse online musik-butikker eller MySpace.

Problemet i en verden uden pladeselskaber er distribution. Et pladeselskab som fx Warner har et enormt distributionssystem, der sikrer, at musikken når ud til butikhylderne — her er en distribution via internettet ganske enkelt ikke god nok. I hvert fald ikke endnu.

Til gengæld vil musikerne kunne slå sig sammen i såkaldte “collectives” (fx ud fra geografi eller genre) og hjælpe hinanden med at promovere musikken. Det kan ikke erstatte et major label som Warner, men det er en interessant model. Den mangler dog afprøvning af større kunstnere.

Indtil da kan man hente gratis og lovlig MP3-musik hos 7Digital, der er min favorit online-musikbutik. Oftest er det kun et eller to numre på et album, der er gratis, men det har flere gange i mit tilfælde gjort mig interesseret, og så har jeg købt hele albummet.

📨 Få Medieblogger mandag middag

Tilmeld dig nyhedsbrevet. Så får du en mail mandag kl. 12, hvis der er nye artikler på Medieblogger.

4 kommentarer til “En forretningsmodel uden pladeselskaber?

  1. Udover distributionen glemmer du det ret vigtige element, at det koster penge at indspille musik. Jo, fair nok man kan lave meget med en computer, en bette mikrofon og et soveværelse, men skal du spille musik i fx rockopsætning er det svært at få det til at lyde godt uden et studie. Og det koster… så kommer der mix og mastering oveni. Måske nogle marketingsudgifter og vil man have et fysisk produkt også produktionsudgifter. Hvem skal betale det? For ikke at tale om sparingspartnere til at optimere udtrykket (hvilket ikke altid sker ud fra et kommercielt synspunkt – og hvad hvis det gør? Måske kunsteren også er interesseret i at sælge sin musik mange?)

    Der er mange musikere, der kan undvære et pladeselskab, men jeg tror der er endnu flere, der nyder rigtig godt at et – især hvis deres musik skal have noget professionelt lydende “pondus”. Og de elementer jeg nævner ovenfor er bare nogle af de få, jeg synes der ofte glemmes i nutidens diskussion omkring musikindustrien… og det er en skam, jeg lige ville gøre opmærksom på.

    Mvh.
    Mogens

Skriv et svar