Nyhedsavisen vil stadig bringe os revolutionen

Et godt eksempel på, at man skal vælge sine ord med omhu.

Først blev vi lovet en revolution, så blev den forsinket.

Okay, så en lancering af en ny version af en hjemmeside blev forsinket, det er der ikke noget nyt i. Det jeg studser over er, at nyhedsavisen, og journalisten.dk, bruger ordet “revolution”, som jo i den grad lægger i ovnen til store ting. Læs blot hvor mange gange ordet optræder, også i dette citat:

»Vi trækker revolutionen ud, lad mig sige det sådan. Da Freeway kom ind over i februar, var vi nødt til at rulle tingene lidt tilbage, så de kunne lave en platform, der ligner deres andre hjemmesider,« forklarer Ole Wejse Svarrer over for Journalisten.dk.

Revolution? Hvad ligger der præcis i den revolution, som Nyhedsavisen (og journalisten.dk ved at bruge ordet så flittigt) har stillet os i udsigt? Det nærmeste vi kommer det, er disse to afsnit:

Morten Wagner har understreget, at brugerne skal have det, de klikker på, og han afslørede over for Journalisten.dk, at han har en personlig vision om, at nyhederne skal være cirka halvanden gang længere, så de kan nå mere i dybden.

Ole Wejse Svarrer har blandt andet lovet brugerne en personlig forside, hvor de selv kan vælge, hvad der er på siden, når de åbner den. Han har også varslet, at det vil være slut med anonyme kommentarer, der er blevet alt for grove.

Så lad os opsummere, hvad revolutionen går ud på:

  1. Brugerne skal have det, de klikker på
  2. Artiklerne skal være længere (en personlig vision, vel at mærke)
  3. Brugerne skal kunne lave deres egen forside

Punkt 3 blev vi også serveret, da vi på 7. semester på Journalisthøjskolen i 2006 var på besøg hos Nyhedsavisen. Men det er altså ikke blevet til noget endnu.

Ikke nok med, at det er blevet forsinket – så lyder det hele i mine ører altså ikke særlig revolutionært. Kan brugerne bidrage med deres egne billeder til historierne, så de kommer ind i artiklen? Bliver hele avisen.dk nu publiceret under en Creative Commons-licens? Eller kan Nyhedsavisen nu læses på e-papir?

Viva la revolution.

En kommentar til “Nyhedsavisen vil stadig bringe os revolutionen

Skriv et svar