Debat: Er journalister for konservative?

Efter at have undervist i “web 2.0” på Journalisthøjskolen, udtrykker Ditte overfor mig undren over, hvorfor journalister, i dette tilfælde journaliststudernede, er så (generalisering forude) konservative og går med skyklapper, når det gælder nye medier, herunder også borgerjournalistik/brugerinddragelse.

Skønt jeg selv er journalist af uddannelse, må jeg erklære mig enig i hendes synspunkt. For ud fra hvad jeg selv har oplevet, og ud fra hvad andre fortæller mig, så er journalister utroligt dårlige til at favne nye muligheder og begive sig ud i andet end lige præcis det, de føler, at de er uddannede til.

Uden at skulle hænge nogen ud, kan jeg liste følgende “top 3”-undskyldninger, som journalister gerne disker op med:

1. Det er ikke det, jeg er uddannet til.
2. Det kan jeg ikke finde ud af.
3. Kan du ikke bare gøre det?

Og dette er altså ikke bare mit eget personlige korstog, jeg hører præcis det samme, når jeg taler med andre folk rundt omkring, der arbejder som/med journalister. Jeg har hørt, at det ikke engang behøver handle om nye medier, men måske bare om nye opgaver, før journalisterne (igen en generalisering, det ved jeg) forsøge at krybe uden om og klamre sig fast til det, de kender.

Den skrivende maskinstormer
Lad mig sætte det lidt (okay, meget) på spidsen: Hvis ikke nogle personer, eller udviklingen, havde tvunget journalister til at skrive til nettet, så havde vi stadig kun papiraviser.

For hvor smart er “det hersens internet” egentlig? Og hvorfor poste store summer i det, når man ved, at folk inderst inde helst vil læse avisen, også selvom de bare ikke selv ved det? Se bare på de første netaviser, hvor man parkerede ting, der ikke egnede sig mere til nettet end til en side i avisen.

Selvfølgelig er der masser af journalister derude, der er ganske udemærket med (mange meget mere end mig), men generelt tegner der sig altså dette billede af journalisten som en maskinstormer, der hellere vil bevare tingene som de er, eller var, for det kan man da i det mindste finde ud af.

På den ene side trækker jeg lidt på smilebåndet af det, men på den anden mere alvorlige side, kan jeg godt blive lidt bekymret.

For hvis ikke journalisterne bringer fornyelsen i mediebranchen, hvem gør så? Freeway? Google? Græsrodsmedier? Og når disse spillere begynder at rykke, så nytter det ikke noget at være for langt bagefter, fordi man har overbevist sig selv om noget, der ikke længere gælder.

Og det bekymrer mig endnu mere, når Ditte får den samme fornemmelse, når hun underviser på Journalisthøjskolen. Disse studerende, som hun har undervist har gået 3 semestre på skolen, for derefter at bruge 3 semestre på at være i praktik i den virkelige verden.

Og hvis de betragter netjournalistik som »B-journalistisk for dem, der ligesom ikke kan få et rigtigt job« (citat Ditte), så står vi altså med et ganske alvorligt problem. For hvor mange af de journalister, der bliver uddannet hvert evigt eneste år får job på aviser? Jeg kender ikke tallet, men jeg vil vove den påstand, at størstedelen lander i kommunikationsstillinger og/eller som skrivende til nettet.

Dertil kan man tilføje, at gratisavismarkedet, ifølge MediaWatch, har stabiliseret sig, og herfra går det formentlig kun én vej med oplaget og dermed antallet af stillinger: Nedad.

Omfavn forandringerne
Mine erfaringer er, at man ikke kan tvinge noget ned i folk, heller ikke journalister. Så derfor er mine råd til journalister og journaliststuderende:

  • Lær at gøre andet end at skrive artikler
  • Lær internettet at kende bedre end din notesblok
  • Lær hvordan man bruger de stærke værktøjer, som blandt andet Google stiller til rådighed
  • Lær at blogge og lær at bruge din blog som et journalistisk redskab i stedet for som en dagbog

Og den måske vigtigste i disse tider med borgerjournalistik og brugergeneret indhold:

  • Indse at andre end dig og dine kolleger kan levere godt indhold

Men hvorfor i alverden er journalister så konservative og bange for forandring? Hvad kommer det til at betyde for fremtiden? Og er det lige sådan i andre brancher? Eller er det bare mig, der er alt for sortseende? Hvad mener du?

PS: Jeg skal selvfølgelig påpege, at jeg kender mange journalister, der ikke er konservative og maskinstormere. Derudover findes der andre journalister, der også er udemærket med. Så undskyld, hvis de føler sig trådt over tæerne ;-)

Derudover er ovenstående mere et indlæg i debatten, end det er en sviner af journaliststanden. Bare lige, så det er på plads.

26 thoughts on “Debat: Er journalister for konservative?

  1. Hej Lars,

    Nogle gange skal man lave en sviner for at blive hørt. For overdrivelse fremmer forståelsen. Med det vil jeg bare sige, at dit indlæg bestemt er på sin plads – og yderst relevant.

    Jeg er lidt i syv sind med, hvad årsagen til miséren er.

    Skyldes det, at journalister ikke tør, fordi de ikke ved, hvad det er? Naaarj, vel. Og da specielt ikke spirer fra Journalistbunkeren i Århus. De burde da om nogen være med på beatet.

    Er det så selvforståelsen da? Tjah, måske snarere.

    Guderne skal vide (min fordom måske, men alligevel…), at der blandt håbefulde unge journalister findes rigtig mange, der higer mere efter at se sig selv på tryk – eller helst på TV – end for at formidle og især servicere, dem de er sat i verden for servicere. En slags misbrugere af mediefix.

    For disse junkies må nettet med al dens nedbrydning af siloer, positioner og brugerinddragelse jo være den værste kolde tyrker, man overhovedet kan forestille sig. For hvis pludselig almindelige mennesker kan byde ind med ting, der måske endda er mere kvalificerede, end journalisterne selv kan bringe i spil, ja, hvem skal så lytte til de opmærksomhedssøgende journalister?

    Og hvor fører alt dette så hen? Jo måske derhen, at den gamle snak om pressen som “Den 4. statsmagt” i virkeligheden har gjort mere skade en gavn. Journalisterne er blevet nøjagtigt så distancerede fra den virkelige verden – fra den almindelige borger – og elitære som de magthavere, de skulle holde i ørerne. Det gik i “gamle” dage, hvor adgangen til en trykpresse og distribution var den begrænsende faktor på få hænder. Men det går ikke i dag, hvor magten er decentraliseret.

    Hvad gør man så ved det? Forskellige ting.

    For det første erkender man, at der er sket et grundlæggende paradigmeskift, der forandrer alt. Formår man først at tænke den tanke, er tanken om forandring faktisk slet ikke nær så svær at kapere.

    Derudover sætter man prioritet på uddannelserne på at uddanne journalisterne indenfor kunsten at være i kontakt med deres interessenter (læsere, lyttere, seere, brugere m.v.) uanset platform og teknik.

    Og endelig kigger man på optagelseskriterierne for journalistuddannelserne, så man sikrer, at de, der fremover slipper gennem nåleøjet rent faktisk har forstået den bane, de spiller på.

    …og PS: Hvis man ikke som studerende formår at forholde sig seriøst til den virkelige verden og dens udfordringer (“at nettet ikke er et rigtigt job”) er det dumpegrund…

  2. Jeg deler din bekymring!

    Der ér ganske vist journalister, som kaster sig ud i det. De bummer et par gange og jubler så, når de får rusen af, hvor effektivt, hurtigt og samtidigt behageligt web 2.0 (og nettet generelt) er – også for journalister.

    Jeg er stadig smittet af den begejstring en kursist fra radioavisen ytrede højlydt på ét af vores web 2.0-forløb i tirsdags.

    Hun er socialt godt begavet (et stort plus), men har selv først taget hul på nettets uendelige muligheder for nyligt. Jeg var der kun i tirsdags – men inden dagen var omme, havde HUN faktisk knoklet og fundet en smart applikation til lydstreaming på blogs, som hun så kunne lære mig at installere.

    Det er DER, det rykker … Det sociale aspekt! Det der med at holde sine kilder for sig selv og i det hele taget holde alting tæt til sig, er bare slut. Og nettet ER bare det – del og udvikl – det bedste legetøj siden LEGO-klodsen.

    Og lad mig lige advare vores ‘konservative’ kolleger. “Om lidt” laver flere private virksomheder og større organisationer selv nyheds-TV på nettet. For et par uger siden, var jeg på besøg i en stor dansk bank, der har det sejeste og mest up-to-datede TV-studie i Danmark… Og det er IKKE til pynt :-)

    Så kom ind i kampen – eller flyt på landet og skriv en kedelig selvbiografi om, hvor “ond” verden er.

  3. Orv, kan vi så ikke invitere de studerende til at tage debatten her, så det ikke bare ender med at blive en gammeldaws analog diskussion?

    Det er jo ganske interessant, syn’s jeg.

    Man kunne jo også skrive “www.medieblogger.dk” på tavlen ved skolens kantine… Ku’ man ik’?

  4. @Helle: LOL :-D. Jeg ser det gamle skoleblad for mig. LOL!

    Seriøst, hvorfor ikke brede debatten ud? Den rækker jo i sine perspektiver ind til kernen af, hvad journalistens rolle og muligheder er i fremtidens samfund. Det er vel også et emne, der bør interessere udenfor betonkatedralen på Olof Palmes Allé.

  5. Ja, journalister er konservative – eller rettere – uvillige til forandringer og selv at indoptage nye måder at gøre tingene på – bl.a. i forhold til nettet.

    Jeg er desværre helt enig med d’herrer i , at det ser skidt ud pt.

    Og at det i særdeleshed er de unge, nye journalister, som har en eller anden forskruet ide om, at det er på papir (som jeg ynder at kalde papyrus ;-) ) eller tv (radio taler ikke så mange om længere ) at karrieren og udfordringerne ligger.

    Hvoraf kommer forandringsangsten:

    Jeg tror at det skyldes

    1. traditionel tænkning

    2. dovenskab

    Ad 1: Først traditionstænkning.

    Den indpodet gennem opvæksten, skolesystemet og sidst uddannelserne .

    Dertil kommer historien: det er jo først inden for de seneste par år at onlinejournalister og initiativ til webprojekter er begyndt at blive kælet for af redaktionschefer og andre hotshots – ikke bare med ros men også med kontanter og øvrige fordele (= ordentlige værktøjer ).

    Der er fortællinger inden for de fleste fag : sygeplejsker, lærere og kommunikationsfolk – og selvom især kommunikationsfolkene vil benægte det heftigt – er der traditionstænkning alle steder : altså det er jo en folkesygdom her i landet.

    Men tilbage til journalisterne: de har i lang tid fra ledelsen – helt fra bestyrelsesniveau – mødt den der med, at AVISen er det vigtigste – også fordi den stadig er den , der genererer flest penge – og derfor var den finere at skrive til.

    Netredaktionerne var i lang tid underbemandede steder, der kun skulle levere massere af historier 24 / 7 – uden mulighed for journalisten til at researche i bund, tage ud af huset og fundere. Alle de ting, der er sjove.

    Og jeg synes sgu heller ikke, at det er sjov at tæske otte hastige historier af – dag ud og dag ind. Det har jeg prøvet på en netredaktion en gang – og dét er der for lidt udfordring i.

    I lang tid var det lig netjournalistik. Al tale om brugerinddragelse – dvs hvor du er i dialog med brugerne – var reduceret til “Hej – kommenter på artiklen ” og nix weiter. Det sjove med “medie x inviterer læserne til sammen at udvikle nye planer for Y-bydel ” – det var der ikke noget af.

    Det ser journalister (og journaliststuderende ) og tænker: “Hm – det er ikke fedt at være netjournalist”

    Jeg synes så IKKE , at det undskylder journalisterne længere – det er blot en hurdle, som folk med et brændende engagement for deres fag efterhånden selv burde stille spørgsmålstegn ved.

    Men det spiller ind: mærker du ikke commitment og engagement fra ledelsen / chef / chief one – ja, så indretter du dig efter det. Det gør mennesker – desværre – ofte.

    Ad 2: Dovenskab

    Det er så her dovenskaben kommer ind. Journalister er (positivt ment ) nysgerrige og kritiske – og den evne burde de sgu også bruge til at dykke ned i, hvad der sker inden for deres fag – og ude på det store net omkring dem.

    Det gør de ikke. Selvom de surfer på net, søger på google og gemmer data i regneark, ja så …..sker der ikke noget.

    “Det der med nettet uh – jeg synes at det er svært med rss, sociale medier og mobile upload af applikationer ” -.

    Ja, det er svært hvis ikke man sætter sig ind i det. Og jeg er r..træt af at høre det som en undskyldning fra journalister – ofte reflektorisk fulgt op : “ledelsen har ikke bedt mig tage et i det”

    Nej, jeg er helt enig med jer Mads K., Lars og Kenneth: Det er dit eget forbandende ansvar at følge med fordi forandring er vilkåret .

    For nogle år siden var jeg til et seminar med nogle af folkene fra den fantastiske avis i Lawrence ved Kansas, Lawrence World Journal http://ljworld.com – lysår fremme i forhold til danske medier med net og hyperlokal journalistik.

    Der skiftede de for fem år siden over til en bimedialredaktion , hvor nettet var det vigtigste – og alle journalister blev udstyret med avancerede mobiltelefoner med kameraer og oplært i de nye teknikker.

    Og de journalister, der ikke ville være med : ja , de fik at vide, at så var de på “the retirement trail” – dvs de blev sat ned i løn, fik det mindre spændende arbejde og skulle ikke vente avancement mm de ændrede indstilling. Dem der gik med – de blev forfremmet , steg i løn og fik mere ansvar

    Brutalt ja, men også lidt fedt.

    sådan har jeg det af og til: hvis ikke journalister vil være med på forandringen hen mod et socialt, interaktivt net – så kan vi ikke bruge dem . De gør i hvert fald sig selv overflødige.

    Og de har kun sig selv at bebrejde når det sker.

    Det er på tide, at journalisterne holder op med at tude over avisens forfald – og begynder at gå på opdagelse i de nye muligheder, som sociale værktøjer forsyner os alle med.

    Det er faktisk sjovt – hvad mange journalister også opdager ( som Kenneth skriver ) når først de går ombord.

    mvh

    Kim Elmose
    blogredaktør
    http://blog.politiken.dk

  6. @Helle: Nu var det ikke et angreb på Illustreret Bunker uanset om det er i trykt eller digital form. Det var såmænd bare en undren over, at du så debatten som værende en om fremtidens journalister for journaliststuderende i et mere eller mindre lukket forum og ikke én med relevans for journalister og andre, der arbejder med medier, vidt og bredt.

    Trist at du opfattede det som et angreb og vælger at trække dig helt fra debatten. Det synes jeg er synd. Men det er naturligvis helt op til dig.

    De journaliststuderende er for mig at se bare anledningen til, at Lars har skrevet et indlæg med stor relevans for standens fremtid som sådan.

  7. @Kim, Kenneth og Mads:
    Gode kommentarer med meget relevante pointer. Især Kim, som er en kommentar, der næsten fortjener sit eget indlæg!

    Jeg har skrevet til redaktøren for Illustreret Bunker i håb om at få ham og andre journaliststuderende i spil

    Men jeg mener også, at du Helle, som underviser på Journalisthøjskolen, spiller en vigtig rolle i denne debat.

    Det er jo også jeres ansvar, at de studerende får øjnene op for nettet, og at det ikke er “B-journalistik”.

    // Lars

  8. Det er vel ligesom kunstarterne. Det er et spørgsmål om tid før nye medier får status som de gamle. Der er intet ondt i det, men når hele hierarkiet af status og anerkendelse er bygget op omkring nogle bestemte medier – og de mennesker man kender og beundrer og som har magt, så skal der altså mindst én generation til, før det bliver rettet op.
    TV journalistik har jo ikke specielt status som journalistik, men som stjerne-medie. Det er noget andet. Det “seriøse aviser” er det “rigtige” steder at være skrivende journalist. Har jeg ikke ret.
    Det er det samme som med kunstarterne – Teater var kunst, men ikke Film. Der gik lang tid før det blev anerkendt at film også var kunst. Og det er STADIG ikke ligeså fint at være filmskuespiller som at være teaterskuespiller. Uanset hvor meget man tjener. Det fineste er på Det Kongelige.
    Romaner er fint, men tegneserier er ikke. Og slet ikke computerspil.

    Det har ikke kun noget med vanetænkning og konservatisme at gøre. Det er en reel fornemmelse af, hvad man kan opnå anerkendelse og succes ved.

    Bare en lille tilføjelse fra en ikke-journalist.

    I øvrigt tror jeg ikke netmedierne kommer til at lide af den grund.

  9. En lille pudsighed i denne sammenhæng. Jeg er free lancer og nok den mest produktive (kvantitet i hvert fald) journalistblogger herhjemme. Jeg har for lang tid siden foreslået Update – den journalistiske efteruddannelse – at lade mig fortælle om det særlige journalistiske håndværk at blogge/håndtere kommentarer. Jeg har foreslået det over for Journalisthøjskolen. Tre mails til Update (den direkte ansvarlige for kursusvalg/udbud og direktøren). En til DjH.

    NUL REAKTION. NUL SVAR. Jo, der er mange andre en journalistelever og papirjournalister, der ikke gider udvide de journalistiske horisonter.

    PS: Jeg foreslog blogkurset af to årsager. En indtægtskilde og en lyst til at fortælle om det univers.

  10. Kewl Dorte :-)

    Det var jeg slet ikke klar over :-/ Jeg har længe (syn’s jeg selv) selv forsøgt at få mere momentum i bloggingen på UPDATE. Havde faktisk Trine-Marie ovre til en session til Journalisthøjskolens og UPDATE’s bloggere i 2007 for at få sat lidt “krop” på det.

    Desværre mødte kun én UPDATE’r op… Men det kan have mange årsager – givetvis massiv travlhed (håber jeg).

    Men flere af mine kolleger er nu begyndt at blogge – særligt den tidligere avis-journalist Peter From har kastet sig ud i det med attituden: “Jeg lærer det, mens jeg gør det”.

    Han har senest fået sig en N95 og sidder og fedter med at få sine billeder på flickr og direkte på bloggen – tre andre er godt på vej.

    Så det kan godt være, at vi på UPDATE ikke har været aktive nok… Men vi er begyndt at rykke på det, hvilket gerne skulle kunne ses af vores efterårs-katalog 2008, som er på vej til trykkeriet i disse dage.

    Måske kunne du, Dorte, lige skyde mig en mail, og fortælle mig, hvem du har talt med hos UPDATE tidligere og hvilket set-up du måske havde forestillet dig :-)

  11. Hej Gunnar

    Du har til dels ret. Men jeg mener alligevel, der er en forskel, fordi avisen jo er i så massiv tilbagegang, at det er direkte farligt ikke at tage de nye medier seriøst — hvis man altså vil have arbejde, forstås.

    For mig er det mere det, det handler om: At mange folk endnu ikke har indset, at det altså er den her vej, det går — og ikke om, at “mit medie” ikke får den respekt det fortjener.

    // Lars

  12. Jeg er lige faldet over en interessant artikel på Journalisten.dk.

    Tjek lige, hvad Poynter Institutes Amy Gahran siger til slut i artiklen:

    »Nyhedsproducenter, der fortsætter med at betragte deres trykte eller radio- og tv-transmitterede produkter som de vigtigste, kommer ikke med på vognen og kan ende med at gå nedenom og hjem. For at klare sig er det nødvendigt at ændre sine prioriteter.«

    // Lars

  13. Jeg synes, at det er en meget relevant debat, som Lars rejser, og jeg synes bestemt, at den hører hjemme på journalistuddannelserne, der har et ansvar for at undervise og uddanne journalister til den stadig voksende del af det journalistiske arbejdsmarked, der foregår på netmedier. Men debatten hører i lige så høj grad hjemme hos de journalister, der sidder på de traditionelle medier, og bilder sig selv ind, at nettet er en forbigående trend uden dybde, at læserne er læsere og ikke brugere af mediet, og brugerinvolvering er et ukendt land. Desværre læser mange af disse nok ikke denne blog, fordi blogs for dem er uinteressante.
    Og dem er der mange af. Vi taler ikke blot om den ældre generation, men – netop som ovenstående kommentarer lægger op til – om en stor gruppe forholdsvis nyuddannede journalister.
    Jeg synes, at det er problematisk, at man på uddannelserne (og jeg kan hovedsageligt tale for RUC’s vegne, hvor jeg selv er uddannet fra) blot lige er begyndt at undervise i netjournalistik – på et éndags-kursus! Jeg tror næppe, at der bliver klemt tid ind til at tale brugerinvolvering i løbet af denne dag.
    Samtidig bliver de studerende, allerede før de kommer i praktik, præget af den prestige, der er ved at være journalist på en ‘rigtig avis’. Det har i mange år gjort, at lokalaviserne har haltet efter med praktikantansøgninger, og netmedierne har ikke en chance for at tiltrække de unges opmærksomhed, til trods for at det er der, de højst sandsynligt tilbringer en stor del af deres karriere.
    Netjournalistik, blogs og brugerinvolvering har et kæmpe potentiale, som blot er begyndt at fænge de danske mediebrugere, men som i fremtiden vil præge dansk journalistik langt mere. Netop derfor bør uddannelsesstederne tage et ansvar og undervise og informere om dette potentiale, så man kan få hevet noget af ‘konservatismen’ ud af de unge journalister.

  14. Lige for at få det faktuelle på plads, så er B-journalist citatet fra én af de studerende :-). Jeg har inviet ham i debatten, og forventer han kommer på banen snarest.

    Når det så er sagt, så undrer det mig at journalister i almindelighed – og studernede i særdeleshed – ikke synes det er værd at beskæftige sig med hvad der fx sker med afsender/modtager-forhold når vi begynder at betjene os at fx blogging og mikroblogging. At vi er tvunget til at gentænke alle vores klassiske genreforestillinger, netop fordi internettet er så dynamisk som det er. At man som afsender får uendelige muligheder for formidling, idet man kan kombinerer lyd, billede og tekst på kryds og tværs med henvisninger og krydsreferencer hele verden rundt. At det ikke længere er nok for en virksomhed – for at fremstå troværdigt – blot at have en statisk hjemmeside, der fungerer som en remediation af brochuren, men at de er tvunget til at forholde sig til omverden og de ting, der foregår rundt om dem i et større spil. At forbrugeren hele tiden får større indflydelse fordi de traditionelle gatekeepers ikke længere er et issue og at magtforholdene mellem store og små forrykkes.

    Og så mener jeg grundlæggende at journalister – om ikke de gider, så de bør! – forholde sig til nettets potentialer, fordi det i sidste ende ikke længere er/bliver dem, men derimod den almene (eller webinteresserede) borger, der sætter dagsordenen for den offentlige debat.

    Journalistens fag er på gyngende grund, men at lukke øjne og ører for det, og kalde det B-journalistik er den direkte vej til arbejdsløshed. Det er essentielt at journalisten nu – og ikke senere – lærer at forholde sig til mediet. For ellers får de ikke positioneret sig i den nye verden.

  15. Gode pointer, Ditte. Jeg er især meget enig med dig i dette:

    At man som afsender får uendelige muligheder for formidling, idet man kan kombinerer lyd, billede og tekst på kryds og tværs med henvisninger og krydsreferencer hele verden rundt.

    Det er en af mine kæpheste. At netjournalistik ikke behøver være det samme som artikler til nettet!

  16. At RUC, som Lisbeth skriver i sin kommentar, kun har sat én dag af til at undervise i netjournalistik undrer og chokerer mig.

    Her har vi at gøre med det medie, der har udviklet sig absolut mest de seneste ti, ja bare tre, år — og så får det kun én dag!

    Der bør klart komme nogle krav ovenfra, der forlanger, at journaliststuderende skal undervises i nettet.

    Både i at bruge det og i at bidrage til det.

  17. @ Kenneth L. M. Kunne ikke lige finde din mailadresse på din blog, men det var to styks mail til Steffen Borch (0prindelig sendt den 5. maj og en “rykker”), som Jens Otto K.H. pr. telefon havde sagt var den rette. “Rykkeren” til Jens Otto forblev som nævnt også ubesvaret.

Skriv et svar