Et bud på 2008: Journalistik under forandring, projektjournalistik

Indrømmet, “journalistik under forandring” lyder lidt som en floskel, der kunne have været brugt de seneste fem år. Når jeg alligevel vælger at bruge den, er det fordi, jeg tror, vi kommer til at se en forandring i journalistikken i 2008. En stor forandring.

Personligt tror jeg, at flere og flere medier vil opdage, at journalistik ikke nødvendigvis behøver være begrænset til artikler, men også kan være services a la mashups, guide til det ene og det andet og så videre.

Derfor tror jeg også, at vi vil se flere “journalistiske projektmedarbejdere”, som får til opgave af udfylde det gabende hul mellem journalistik og teknik, som efterhånden er opstået.

Det der egentlig fik mig lidt til at tænke over det, var et jobopslag fra Metroxpress, der starter med denne sætning:

Brænder du for nyheder på nettet, og kan du spotte den skæve historie, som kommer til at ende øverst på ‘mest læste’-listen?

Sikken skam (og her vil jeg slet ikke gå ind i diskussionen om kvalitet kontra kvantitet).

Nej, for hvis Metroxpress for alvor vil ind på markedet for journalistisk på nettet, undrer det mig, at man vil gå efter nyheder på nettet. Online nyheder er et marked med enormt høje entry-barrierer og store spillere, og derfor kan man hurtigt ende med at sidde og copy-paste Ritzau-telegrammer blot for at følge med.

Mere interessant kunne det være, hvis Metroxpress i stedet satsede på indholdsdrevne tjenester, som for eksempel netop mashups eller interaktive guides/features.

Hvad angår nyheder på nettet, er der masser af kanaler, som folk kan bruge. Men tjenester, som de kan vende tilbage til og bruge flere gange mangler der. Uden at prale synes jeg vores rygekort er et godt eksempel på en service, hvor folk både bidrager og senere vender tilbage og bruger den igen.

Politiken har altid været et af landets bedste medier indenfor features på nettet, men det er som om, de ikke rigtig har grebet fat om værktøjerne på nettet, som er mere tilgængelige end nogensinde før. For eksempel statistik over antallet af trafikdræbte (2006, 2007), som blev serveret en smule klodset i en Flash-animation med nogle forvirrende mouse-over-effekter. Her kunne en Google Maps-løsning virke oplagt.

Summa summarum: Jeg er overbevist om, at der kommer mere journalistisk projektarbejde (skal vi kalde det projektjournalistik?), og jeg tror Metroxpress i længden vil blive glade for det, hvis de satsede på det allerede nu. Det gælder i øvrigt alle netmedier :-)

-


📨 Få Medieblogger mandag middag

Tilmeld dig Mediebloggers nyhedsbrev, så får du en mail mandag omkring kl. 12, hvis der er nyt at læse:

-


 

8 thoughts on “Et bud på 2008: Journalistik under forandring, projektjournalistik

  1. Du har ret i, at der er en høj entry barriere på nyhedsjournalistik på nettet = vær opdateret når det sker. Men måske skønner MetroXpress, at deres læsere / kunder ikke er til guides og deslige. Men de kunne da prøve.

    Ja, jow – og du har da ret i ; hvorfor har Politiken ikke begået et flashkort jf trafikdrab . Det er da også en undladelsessynd, og selvom jeg ikke sidder med det, kan jeg da sige, at det er noget af det, som der kommer – engang her i foråret.

    Til gengæld – kan jeg så svare ;-) – har vi (som andre, bevares ) begået et Google Map over cafeer i København, som er blevet anmeldt i avisen – og med brugerrating og kommentarer – hvilket vi også har på musik, teater og koncert.

    Og vi har også investeret i meningsmålingsdatabase m. mulighed for at læserne kan sammenligne blokke – selv sammensætte dem , fokusere på et parti eller tre bestemte meningsmålingsinstitutter etc.

    Så jeg synes nu ikke, at vi er helt bag af dansen alt taget i betragtning.

    8-D

  2. Hej Kim

    Det var absolut ikke for at indikere, at I er gået bag af dansen, faktisk synes jeg, jeres oversigt over trafikdrab viser, at journalistik på nettet kan være så meget andet end artikler.

    Det eneste der bare ærgrer mig er, at det ikke lægger som et Google Maps-kort og med XML-data, som I så senere kan arbejde videre med i andre sammenhænge…

    Det er muligt, at MetroXpress har det skøn, men det ændrer ikke på, at de er på vej ind på et marked, der er tæt på umuligt at begå sig i.

    Og generelt er det jo svært at lave koblingen fra avis til net og sige “vores læsere vil…”, for der er nu forskel på læserne til avis og online..

    // Lars

    PS: Har rettet din url fra ‘elmos.com’ til ‘elmose.com’ :-)

  3. Personligt – og det står helt for egen regning – så ville jeg som leder af et nyhedsmedie træde på sømmet i forhold til den grafiske side.

    Jeg kender selv til en dygtig grafiker og tegner på 24timer, der har taget uddannelse med 3D-max som omdrejningspunkt. At have den slags kompetencer i huset til at lave 3D-rekonstruktioner og 3D-illustrationer kan lette mangen en forklaring betragteligt. Mere af det, please!

    Forestil jer så lige disse koblet med mash-up’s og opdaterede databaser :-) Hvilket mediesite ville I besøge?!!

    /Ken

  4. Jeg synes BBC gentagne gange har vist, at netop det er vejen at gå :-)

    Alle de forskellige ting de har kombineret nyhedsflowet viser, at mulighederne på nettet i teorien er ubegrænsede…

    // Lars

  5. Hej,

    Jeg synes der er en interessant betragtning du kommer med Lars, at man i højere grad skal tænke i projekter, når det gælder dette her ingenmandsland mellem journalistik og så visualisering, teknik og programering.

    Det er nogle gode eksempler, som Politiken og I på Ekstra Bladet har produceret.

    Men jeg ser også et andet spor. Nogle af de her teknikker og muligheder kan du bruge på dag til dag – eller time til time plan – og du kan i nogle tilfælde tænke det ind som en del af din nyhedsdækning – og som noget man har med på dagens redaktionsmøde. Hvordan skal vi dække …?

    Så jeg er også helt enig i Kens betragtning. At man også sagtens kan træde på sømmet rundt om på webredaktionerne i Danmark, når det gælder mashup og visualisering.

    Det kan bruges både til nyheder, fakta præsentation og baggrund – og så til “tjenester” eller services som rygerkortet er et fint eksempel på.

    Så jeg ser både der er brug for projektmedarbejdere med hardcore kompetancer – men også for faste medarbejdere, der kan ihvert fald nogle af de her ting.

    /Jesper

  6. Hej Jesper

    Helt enig. Og jeg tror faktisk, at vi kommer til at se en række græsrodsmedier herhjemme, der bruger især mashups i forbindelse med deres nyhedsdækning. Det bliver i hvert fald spændende at følge!

    // Lars

Skriv et svar