Say what? DR sparer og retter fokus mod breaking news

Jeg forstår ikke rigtig DRs spareplan. Jeg mener ikke, hvorfor de skal spare, det forudsætter en politisk medieindsigt, jeg pt. ikke har. I stedet mener jeg den måde, DR åbenbart vælger at prioritere i den tid, der kommer efter spareplanen.

Nu er der jo meget lidt konkret ude omkring, hvordan besparelserne komme til at se ud – men det ser lidt bekymrende ud.

Breaking… bad
I dag skriver MediaWatch, at DR Nyheder freder Sporten:

De op mod 40 stillinger, DR Nyheder skal nedlægge, skal ikke findes i DR Sporten eller blandt ledende medarbejdere, siger nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der samtidig vi afsætte flere kræfter til breaking news på DR2 og sociale medier.

Breaking news? Virkelig? Danmarks Radio? Ja.

DR Nyheder sparer i sig selv ressourcer ved ikke at skulle producere timenyheder mere til DR2, som nedlægges som en del af økonomiplanen. Samtidig blev det tidligere på året besluttet at forkorte DR2 Morgen fra tre til to timer. Til gengæld skal DR Nyheder producere mere breaking news på DR2, der sidste år blev relanceret som samfundskanal.

"Vi tror ikke på, at i en nær mediefremtid, så vil det være relevant for ret mange, at sige, nu er klokken ved at være to, nu må jeg hellere tænde for DR2. Vi tror, man tager sin telefon, hvis man har behov for at blive opdateret. Til gengæld tror vi, der er brug for at blive opsamling om morgenen og om aftenen og på livedækning, når historien er vigtig. Derfor kommer vi til at geare op på breaking news," siger Ulrik Haagerup, der holder fast i, at nyhedskvaliteten ikke vil forringes, selvom der bliver færre hænder på redaktionerne.

Jeg forstår ikke dette breaking news-fokus i et public service-medie, hvilket i min mening betyder, at man i høj grad bør beskæftige sig med det, som ikke er interessant for de private aktører – men som stadig er relevant for danskerne. Og det er altså ikke breaking news. I forvejen har vi en række private aktører (jeg arbejder selv for en af dem), der kæmper om at være først med nyhederne og 'breake' dem overfor danskerne. Der er virkelig ikke brug for, at DR opruster her.

Sociale medier og druk
Som sådan er det fint, at Danmarks Radio gerne vil mere på sociale medier, men når det ses i denne breaking news-kontekst, så tyder det på, at det kommer til at drukne i, hvilke delinger på Facebook, der kan generere mest trafik til dr.dk og få flest delinger. Og det er synd, for os og DR.

I det mindste er det rart, at der ikke bliver sparet på DR Sporten, når den giver os vigtige historier såsom 'Wozniacki på druk med sin overmand' (fundet her – tak @sofiedambaek).

Noget kan tyde på, at DR ikke rigtig er bevidst om den rolle, en public service-institution bør spille i det journalistiske 'marked', hvor stemningen bliver mere og mere skinger i takt med, at konkurrencen stiger, og et decideret paradigmeskift i befolkningens forbrug af journalistik lurer lige om hjørnet. Og det kan man godt blive lidt bekymret over.

Kapringen: Sådan lavede vi den interaktive fortælling

Af Ekstra Bladets redaktionelle udviklingsteam

Bemærk: Dette indlæg beskriver en produktion, vi har lavet i det redaktionelle udviklingsteam på Ekstra Bladet, hvor jeg er ansat. Har du inputs, kommentarer eller lignende, må du meget gerne ligge en kommentar til dette indlæg.

Kapringen

(Hvis du ikke allerede har set/oplevet den fortælling, som dette blogindlæg handler om, kan du se den her).

De fleste har nok set The New York Times' fantastiske digitale fortælling 'Snow Fall', der har været med til at sætte nye standarder for, hvordan fortællinger kan leveres på nettet. 'Snow Fall' er en fuldskærmsfortælling om et sneskred, der fandt sted i februar 2012, og i fortællingen tages læseren med på en imponerende rejse, og fortællingen bliver præsenteret og animeret, efterhånden som brugeren scroller sig igennem.

Det er naturligvis en fortælleteknik, som vi i Ekstra Bladets redaktionelle udviklingsteam (du kan læse mere om os her og se eksempler på vores arbejde) gerne ville eksperimentere med – lidt som Kristeligt Dagblad har gjort med deres 'Syriens fordrevne' – og samtidig ville vi gerne udnytte, at vi har udvikler-kompetencer i teamet, hvilket kan give fortællingen noget ekstra.

Så da Poul Madsen fortalte os, at en journalist var i gang med at skrive om hele gidselhistorien og gerne ville have os med ind over, så vi det som en god anledning til at kaste os ud i at sprænge rammerne for journalistik på ekstrabladet.dk – og måske endda, med lidt held, dansk netjournalistik generelt.

Her er det vigtigt at nævne, at der var 16 mennesker involveret i produktionen af 'Snow Fall'. På det tidspunkt var vi 2 i teamet. Fra starten var det altså klart, at vi ikke kunne nå samme tekniske niveau og finesse.

Tidligt i forløbet tog vi en snak med journalisten, Kristian Kornø, for at høre om, hvad projektet gik ud på, og vi aftalte, at de tre, der skrev på det, ville sende en synopsis, når den var klar. En af de vigtigste ting, vi har lært i vores arbejde (vi har eksisteret siden februar 2012) er, at det er ekstremt vigtigt at have et tæt samarbejde med den/de journalister, der arbejder med indholdet. Det betød, at vi fik tilsendt hele kapitel 1 og den samlede synopsis, da den lå klar.

Efterhånden som arbejdet skred fremad, fik vi nys om, at der var en mulig løsladelse under opsejling. Det betød, at vi måtte rette ind efter kendsgerningerne, og den odiøse plan om at lave en interaktiv fortælling over hele gidseldramaet blev droppet. I stedet valgte vi at satse på det, der var beskrevet i det kapitel, vi havde fået tilsendt, og som ville gøre sig bedst som interaktiv fortælling: Kapringen.

I gang med arbejdet
Vi (i mellemtiden var vi blevet udvidet med en ekstra mand, vores avisgrafiker, så vi nu var tre i teamet) tog derfor et møde med journalisterne, og efter nogle afklaringer omkring formater og hvad, der kan lade sig gøre, blev vi enige om, at fokusere på kapringen og holde resten af fortællingen som en føljeton i avisen.

Vores grafiker, Mikkel, havde kort forinden været på en messe for nyhedsgrafik i Spanien. I vidensdelingens navn havde han præsenteret de mest interessante ting fra konferencen for resten af teamet, så vi havde nogle interessante ting derfra, vi kunne læne os op ad og blive inspireret af. Blandt andet El Mundos videoanimation lavet i anledning af tiåret for skibet Prestige, der sank og forårsagede en oliekatastrofe. Du kan også læse mere om det på Wikipedia. Både El Mundos video og vores fortælling foregik til søs, så det var oplagt at skæve til spanierne.

Herefter var det i gang. Vi fik den nyeste version af kapitel 1 tilsendt og gik i gang med at bygge en fortælling oven på de begivenheder, kapitlet handlede om. Dette blev gjort i et tæt samarbejde med Anders, der er udvikler, og Mikkel, der leverede grafikken – blandt andet en 3d-model af skibet, Leopard, og andre grafiske elementer, der kunne bruges.

Nøgleordene for vores produktion var 'handling', altså at brugeren skal aktiveres for at opleve den lineære fortælling og ikke blot sidde passiv og iagttage en række animationer, der udspiller sig på skærmen. Samtidig var det vigtigt at indbygge de grafiske elementer i fortællingen, således at skellet mellem grafik og tekst blev nedbrudt. Fortællingen, de visuelle virkemidler og grafikken skulle opleves som en naturlig helhed, og ikke som en artikel, der blot var lavet grafik til. Derfor besluttede vi, at brugeren aktivt skulle scrolle sig gennem fortællingen, som samtidig animerer sig for brugeren de steder, hvor det giver mening.

På den måde kunne vi sikre en naturlig sammensmeltning af tekst og grafik og samtidig indbygge animationer, uden at brugeren ville være nødt til at aktivere animationerne ved at klikke. Animationerne sker ganske simpelt løbende, mens brugeren scroller og læser.

Undervejs blev der tilføjet ting, mens andre blev taget fra – blandt andet ville vi gerne have tegnet Leopards planlagte og reelle rute, mens brugeren scrollede igennem præsentationen, men det viste sig umuligt indenfor den tidsramme, vi havde til rådighed, og blev derfor droppet igen.

Til de nysgerrige: Lidt om teknikken
Rent teknisk begrænsede vi vores brug til to JavaScript-biblioteker, jQuery og skrollr.js. Et bibliotek er i denne sammenhæng kort fortalt en masse funktioner og kode, som man kan referere til, når man programmerer – derved bliver det lettere og hurtigere at skrive koden, altså at få arbejdet gjort.

Begge biblioteker gjorde, at vi hurtigt fik en demo, og at vi kunne teste en række ideer. Det betød også, at den kode vi skrev, relativt nemt kunne overføres til ældre browsere som Microsoft Internet Explorer 8 – noget som ellers kan være lidt af en hovedpine.

Igennem hele arbejdet sørgede vi for at have demoer undervejs (vi arbejder tit under overskriften 'Demo fast'), så det er let at rette ind, hvis noget skal rettes. Vi fik ikke vist produktionen til journalisterne så mange gange, som vi gerne ville, men de så den – og kom med rettelser – inden lanceringen, og det var trods alt det vigtigste, da tiden strammede til.

Mobil, hvad med mobil?
I forbindelse med testfasen (man skal altid teste sine ting – altid) opdagede vi, at den farligt flotte og lækre produktion fungerede knapt så godt på mobil. Det skyldtes, at skrollr.js-biblioteket har visse begrænsninger på mobiltelefoner (smartphones) og tablets, såsom Apples iPad. Det virker, men oplevelsen er ikke optimal hvis produktionen bliver stor. Animationerne går for langsomt, hvilket gør navigationen besværlig for brugeren – og dét går ikke.

Igen med tanke på deadline og det muliges kunst besluttede vi at bygge en separat mobilversion. I mobilversionen undlod vi at bruge skrollr.js, den nemme løsning, og holdt produktionen til ren HTML- og CSS-kode samt få linjer jQuery. HTML (HyperText Markup Language) er det sprog, hjemmesider oftest er skrevet i og CSS (Cascading Style Sheets) bestemmer, hvordan siden skal se ud, for eksempel farver, størrelser og skrifttype.

Derved lod vi mobiludgaven af fortællingen bestå udelukkende tekst og billeder. Det havde den positive effekt, at produktionen blev meget hurtigere at hente for brugerne på mobil, hvilket er en stor del af det at skabe en bedre oplevelse. Og da vi i mellemtiden var blevet klar over, at fortællingen skulle lanceres/publiceres en søndag, ville der være mange besøg fra netop mobiltelefoner.

Vi brugte programmeringssproget PHP til at indentificere hvilken enhed (computer eller mobil), brugeren sidder med. Det betyder, at vi kan sende brugeren til enten en mobil- eller desktop-/computer-version, så brugeren får den udgave, der passer til, om han/hun sidder foran en computer eller med en telefon. Det er normalt ikke en metode vi er tilhængere af i teamet, da vi forsøger at arbejder ud fra en resposive design tankegang (du kan læse retningslinjer for responsive web design), men vi så umiddelbart ikke andre løsninger indenfor tidsrammen.

Tablet-brugere blev sendt til desktopversionen, om end produktionen virkede lidt tung på tablet.

Vi ville, naturligvis, gerne have gjort mobilversionen endnu bedre, men vi må samtidig huske, at det er indholdet, der er det vigtigste. Godt indhold kan klare sig uden smarte former, men smarte former kan aldrig klare sig uden godt indhold.

Erfaringer
Igennem vores arbejde med en så anderledes og ny form for fortælling som kapringen, lærte vi en masse ting. Her er nogle af de vigtigste:

  • Som altid, og måske lidt åbenlyst, er vi dybt afhængige af at være i tæt samarbejde med dem, der skriver/leverer selve indholdet. I dette tilfælde fik vi leveret hele kapitel 1 og en synopsis for, hvordan hele fortællingen skulle bygges op. Det er uundværligt materiale at have, inden man så meget som går i gang.
  • Kommunikation, kommunikation, kommunikation. Vi oplevede flere gange, at publiceringen af vores produktion blev rykket – fordi den spillede tæt sammen med den føljeton, der skulle gøre i avisen. Derudover arbejdede vi noget af tiden også på vores produktion til Søllerødgadebomben, så der var risiko for prioritetsforvirring. Under det hele blev vi dog holdt orienteret – og var ikke bange for at spørge ind, hvis vi var i tvivl om noget. Det fungerede.
  • Hele processen, på tværs af medier og platforme, er afhængig af, at der er en person, der udelukkende har som opgave at håndtere netop processen og vide, hvad der skal laves – og hvem der laver det.
  • Vi endte med en produktion, der lidt levede sit eget liv – udenfor ekstrabladet.dk-rammerne. Det kan både være godt og skidt, men for os understregede det, at vi har behov for en skabelon og nogle rammer til disse ting, der netop sprænger rammerne. Det er et arbejde, vi skal i gang med nu. Blandt andet havde fortællingen sit eget domæne ('php.ekstrabladet.dk'), det skal vi i hvert fald undgå fremover.
  • Vi ville også gerne have holdt de visuelle virkemidler, animation etc., 'i live' lidt længere igennem fortællingen, men af tidshensyn blev det ikke denne gang – så det har vi stadig til gode :-)

Historien fortsætter:
Du kan læse resten af historien om gidslerne her »

Community-baseret ejer af fodboldklub kaster håndklædet i ringen

Den engelske fodboldklub Ebbsfleet United var den helt store succeshistorie tilbage i 2007-08, da klubben blev overtaget af et community. Det var sammenslutningen MyFootballClub, der repræsenterede de dengang 26.000 ejere.

Dengang skortede det ikke på fascinationshistorier om, hvor fantastisk det var, at et community af helt almindelige mennesker overtog en fodboldklub og sammen skulle styre alt i klubben – sågar også om, hvem der skulle spille.

Men siden de gyldne heydays for lidt over fem år siden, er det kun gået én vej; nedad. Det har Joe Glidewell, der er Ebbsfleet-fan, skrevet om i sit indlæg 'My Football Club – A failed project' fra januar i år:

This week some disturbing news was released by the Club. Due to lack of home games, crowds being low, and probably a whole host of other reasons, the Club needs the fans to dip into their pockets once again to save us. I've lost count how many times the fans are asked to give money because it's needed.

It's evident, from this, that My Football Club cannot fund the Club on their ridiculously low numbers of just over 1,000. In fact, they've not been funding the Club for a while now but it's getting worse – a lot worse. An owner should be able to fund what they own.

If you cannot fund something then why continue dragging it down? My Football Club are producing a ridiculous amount of money a few times a year. Recently over £3,000 was raised for the club. Straight to the point, it is not enough.

Den 23. april, altså for lidt over en uge siden, gav MyFootballClub så op: 'Ebbsfleet United: MyFootballClub votes to offer shareholding', skrev BBC Sport:

MyFootballClub have decided to relinquish their shareholding in Ebbsfleet United.

The website, which has a 75% stake in the club, have voted to hand two-thirds of their shares to the Fleet Trust, the club's supporters' trust.

One of the club's major shareholders, believed to be former chairman Phil Sonsara, is to be offered the final third of their shareholding.

Selvsamme Fleet Trust udtrykte i november måned sidste år bekymring overfor MyFootballClub-ejerskabet.

Eventyret med den community-ejede fodboldklub er dermed slut. Støtten var størst, da nyhedens interesse var der, men efterhånden som det blev hverdag, og fokus skiftede til drift af en fodboldklub som så mange andre, faldt folk fra. Dette må være en vigtig lektie for andre, der vil starte og køre communities – det er med fællesskaber, som med forhold og ægteskab: Det er når hverdagen indtræder, fårene bliver skilt fra bukkene.

Ebbsfleet United bliver i øvrigt også nævnt som eksempel i James Harkins bog 'Cyburbia', som du kan læse min anmeldelse af (fra 2009).

The New York Times barsler med nye abonnementer efter dårligt regnskab

I går, den 25. april, præsenterede Times Company (der blandt andet står bag The New York Times) et skuffende regnskab. Derfor står det klart, at firmaet skal kigge på flere indtjeningsmåder.

En af de ting, de barsler med er billigere abonnementer, som giver adgang til mindre indhold:

The company also disclosed more details about its growth strategy on Thursday. Mr. Thompson [the company’s president and chief executive] said that the company planned to provide varied subscription plans that allow readers to pay only for access to select major news stories or narrow content on politics or arts. Avid readers could buy a premium subscription that would include access to events at The Times. The company also plans to get more involved in brand extensions, like games and e-commerce, and grow its conference business.

Financial Times har også skrevet en artikel om overvejelserne:

The company is developing a series of paid products, available through a multi-tiered price plan. People can pay a lower price to access top stories only. Other lower price products will grant access to content about specific subjects, such as politics and technology. A more expensive tier, for “all digital access” and print subscribers, would provide extra offerings such as live events and family access.

Kort fortalt skal mange bække små gøre en stor å, i hvert fald digitalt.

Så er det nok kun et spørgsmål om tid, før vi ser, at medier herhjemme forsøger sig med lignende modeller. Politiken har jo valgt at lægge sig ind på den model, The New York Times oprindelige bruger (at du først skal betale, når du læser mere end X antal artikler på en måned), som altså ser ud til ikke at være nok for The New York Times.

DR bruger statskroner på at opruste på tech-stoffet

DR-logoJeg er efterhånden noget splittet omkring Danmarks Radio. Jeg synes, DR gør rigtig mange ting rigtigt – men der er flere steder, hvor DR ikke lever op til de krav, der bør være til et statsmedie.

Seneste eksempel er, at statsradiofonien søger en tech-journalist. Det er tilsyneladende ingen hindring, at der allerede er en del tech-medier i det danske mediebillede.

"DR vil styrke tech-stoffet," som der står i jobopslaget. Hvilken type tech-journalist er det så, DR efterspørger? Er det en, der kan se 'de store linjer' og perspektiverne i teknologierne. Nej, ikke rigtig – desværre. I opslaget lægges der nemlig blandt andet, at der bliver lagt vægt på, "at du kan spotte de gode historier fra ind- og udland og har lyst til at omsætte dem til skarpt vinklede og præcist skrevne historier".

Ansøgere skal have "et levende nyheds-gen og kunne skrive både den skarpe nyhedshistorie", men dog også "den grundigt gennemarbejdede historie". Så lidt andet end nyheder lyder det da til, der bliver plads og tid til.

Hvad skal et statsfinansieret medie lave?
Som skrevet ovenfor er jeg splittet, for jeg holder meget af for eksempel Danmarks Radios Harddisken, som jeg desværre ikke får tjekket nær så meget, som jeg burde. Harddisken har perspektiv, tanker, baggrund – og tager sig tid til det, med dygtige folk ansat. Men tech-nyheder er altså noget, som vores statsfinansierede medie ikke bør bruge tid eller ressourcer på.

Jeg vil mene, at et medie, der lever af penge fra statskassen, bør beskæftige sig primært med de ting, som enten ikke er en god forretning, ikke giver mening eller af anden grund bliver nedprioriteret af de kommercielle medier i Danmark. Dermed bliver Danmarks Radios rolle at identificere de ting, vi som borgere i et demokratisk land skal læse/høre/se, og som vi ikke ville blive opmærksomme på, hvis ikke vi havde Danmarks Radio. Men det ligner ikke, at DRs tech-venture foregår på denne måde. Skal Computerworld, ComON, Version2 og alle de andre nu til at forholde sig til, at "DR vil styrke tech-stoffet"?

I forhold til den, for mig, ønskelige rolle for et statsfinansieret medie, svigter DR meget af det, som de kommercielle medier af den ene eller anden grund ikke rører ved. og det gælder ikke kun teknologi-stoffet.

Men hvis der er en rolle for DR i teknologistoffet i Danmark må det være at linke til de artikler og nyheder, der allerede bliver skrevet – sådan som Søren Storm Hansen foreslår alle medier gør. Herudover burde DR også overveje at gøre (noget af) deres indhold tilgængeligt for alle, for eksempel under en Creative Commons-licens. Og det gælder ikke kun tech-stoffet.

DR må kunne bruge sine ressourcer bedre. For eksempel var der DR2 Udland, som jeg synes var fantastisk, fordi det gav mig et ekstra perspektiv på udlandsstoffet, som ellers var svært at få i nyhedsbilledet. Men programmet overlevede ikke tabloidiseringen af Danmarks Radio og blev lukket, skønt mediedirektøren havde ladet folk forstå noget andet.

Hvad skal vi vide?
Måske er det på tide, at nogle begynder at tænke over, hvad et statsfinansieret medie som DR bør bruge tid, ressourcer og penge på. Det gælder ikke kun teknologistoffet, men for eksempel også når DR-værter interviewer deres kolleger i stedet for kilder – og DRs sundhedssektion, som Filip Wallberg nævner. Jeg søger ikke nødvendigvis at gøre det op i, hvad DR må og ikke må, men det vil alt andet lige give bedre mening, at DR søger at dække de områder, som er underrepræsenteret i det danske nyheds- og mediebillede.

Nyheder om tech-stoffet er ikke et af de områder. Lad i stedet de frie markedskræfter råde over det – og lad DR give os de (tech-)oplysninger, vi skal have, men som vi i dag ikke får.

Det er det, statspengene bør gå til. Og det er nok en debat, vi efterhånden bør have.

Nye medier og journalistik